Formanden mener

Til oversigten

Fru Sørensens kulinariske verdensturné – episode 6

De faste læsere af beretningen om min kulinariske verdensturné har sandsynligvis regnet ud, at jeg er kommet hjem til Danmark igen.

Det gjorde jeg ved midnatstid fredag i sidste uge. Turen gik fint, bortset fra at jeg kom 4 timer for sent og missede mit tilslutningsfly både fra Helsinki til København og derfra hjem til Aalborg. De første dage efter hjemkomsten var jeg totalt fladmast, og da jeg startede på arbejde igen, havde jeg travlt med at holde møder med personalet, da kommunen har besluttet at nedlægge vores arbejdspladser.

Selvom det er træls, surt og uretfærdigt, kan det ikke tage min glæde over to dejlige uger i Shanghai fra mig, og det skal ikke afholde mig fra at gøre min beretning færdig!

Belgien

”Muslinger”! Kom det prompte fra den belgiske kok, hvis navn det desværre aldrig lykkedes mig at få fat på.

Der spises rigtig mange muslinger i Belgien, der nok må betegnes som deres nationalspise. Desværre er det ikke muligt at servere dem i ”Belgian Beer Café” på EXPO 2010 i Kina.

Til gengæld er der masser af belgisk øl i caféen, der er indrettet med bar og mørke møbler.

Der er også øl i en af retterne på menukortet, nemlig ”ægte flamsk karbonade i Leffe øl”, der intet har med karbonader i dansk forstand at gøre. Det er en lantidstilberedt sammenkogt ret med øl, og den serveres typisk med ”berømte belgiske stegte kartofler”. I Danmark ville vi kalde dem pommes frites.

Jeg undrede mig lidt over, hvad der var så specielt belgisk ved dem, så jeg googlede dem for at finde ud af lidt mere. Det påstås, at fattige belgiere i 1680 begyndte at stege kartoflerne i stedet for fisk, når floderne var frosset til. Der er andre, der mener at pommes frites oprindeligt er spanske. Den strid vil (og kan) jeg ikke afgøre, men i Kina sælges de altså som ”Famous Belgian Fried Potatoes”.

Det blev i øvrigt til en del kartoffelsnak, for det er ikke så let for belgierne at finde den rigtige kvalitet kartofler. ”Fritterne” har de simpelthen importeret i frossen form hjemmefra, men det er dog lykkedes at finde nogle godt melede kartofler til at lave ”stoemp” (kartoffelmos med gulerødder og løg).

De belgiske vafler manglede heller ikke – de var også importerede som dejklumper fra Belgien. Det skyldtes især problemer med at få det rigtige sukker til dem.

Restaurant og køkken i den belgiske restaurant får deres strømforsyning fra solpaneler på taget, så der er tænkt bæredygtighed ind i projektet.

Med maven fuld af belgisk vaffel med vaniljeis, gik jeg videre til Spanien.

Spanien

Den spanske pavillon er dækket af flettede vidjemåtter, og man tænker på sol, varme og tørke, når man ser den. Inde i Pedro Larumbe Restaurante er der dog køligt og højt til loftet.

Desværre er vedkommende, som jeg skulle tale med rejst hjem, men Raoul, der vistnok er en del af ledelsen, forbarmer sig over mig og giver mig en hurtig rundvisning.

Menukortet afspejler de forskellige regioner i Spanien og for at starte med det mest eksklusive, så er der selvfølgelig Jamón Ibérico (tørret skinke af sortfodssvin). Derudover serveres bl.a. tortillas (kartoffelpandekager – ikke de tynde brød fra det mexicanske køkken), bacalao (klipfisk med spejlæg), og ikke mindst paella.

Også så var det ellers ”gracias y adiós Raoul y Espana”!

Bangladesh

I Bangladesh gik det ikke meget bedre. De havde ellers været vældigt beærede over, at de var specielt udvalgte, og jeg var derfor blevet inviteret på VIP-middag.

Da jeg selv har været i Bangladesh på ferie (i 1992), glædede jeg mig specielt til dette besøg. Det er et meget specielt land, og ikke et sted hvor det vrimler med turister. Vi vakte i hvert fald megen opsigt og samlede ofte flere hundrede nysgerrige mennesker omkring os.

Da jeg mødt op i pavillonen var min ”date” desværre ikke tilstede. Han var vist i Kunming eller i Bangladesh, men ville da komme i løbet af den næste dag. Hans unge nevø var i stedet blevet sat til at tage sig af mig.

Jeg blev installeret i VIP-rummet med et glas gult saftevand – det var ikke juice, men smagen var mig bekendt.

Vi fik konstateret, at man i Bangladesh lever af ”rice and curry” med kylling, oksekød eller grøntsager, og at det på mange måder kan sammenlignes med det indiske og det pakistanske køkken. Det er et stort område, og der kan selvfølgelig være regionale forskelle på ingredienserne.

På trods af den manglende middag, var besøget rigtig hyggeligt, og jeg blev da også inviteret til at komme igen, når onklen var tilbage. Desværre tillod mit stramme program det ikke.

Efter besøget orkede jeg ikke at finde et sted at spise, men tog i stedet hjem i lejligheden og spiste en dejlig portion havregryn med mælk.

Da jeg senere fortalte min niece, der har tilbragt 2 gange 1 år af sin barndom i Bangladesh, om det gule saftevand, var hun ikke i tvivl om, hvad det var. Det kunne kun være Sunkist, som hun i sin tid havde drukket enorme mængder af.

Dette var min næstsidste episode fra EXPO 2010 i Shanghai – jeg håber at I orker at være med til det sidste.

Venlig hilsen

Mary-Ann

Foto fra EXPO 2010 i Kina: Klik her.