Til oversigten
Det nødvendige samarbejde
19. jan 2010 |
Indlægget er trykt i Altinget.dk Fødevarer tirsdag den 19. januar 2010 og handler om, at det er nødvendigt med gode leverandører, hvis madordningen i daginstitutionerne skal blive en succes.
Genforhandling
Regeringens madordning med et sundt frokostmåltid til børnene i landets daginstitutioner er sendt til genforhandling mellem folketingets partier og KL.
Og det på et tidspunkt, hvor regeringen har meldt ud, at der ikke er flere penge at gøre godt med i skattekisten.
Stramme rammer
Det er jo et interessant udgangspunkt for arbejdet med at finde en ny udformning på regeringens madordning.
Så vidt vides, er der ingen, der har taget skade af at få udstukket stramme rammer at arbejde under. Tværtimod skulle det være gavnligt for kreativiteten. Og jeg er gerne med til at udstikke rammerne for den fremtidige madordning i vores daginstitutioner.
En ordning med plads
Jeg synes, vi skal have en ordning, som de fleste forældre vil kunne acceptere. En ordning, der også levner plads til, at forældrene kan tage ansvaret for deres barns opvækst og dannelse. I dette tilfælde maddannelse.
Den enkelte daginstitution skal have sit eget køkken med en kost- og ernæringsfaglig medarbejder til at stå for hverdagsmaden. Og der skal laves mad til alle dagens måltider i daginstitutionen.
Til gavn for børnene
Daginstitutionen skal have sit eget køkken, fordi det er til gavn for institutionens børn.
De kan lære om råvarer, de kan følge med i forvandlingen af råvarerne til varme og kolde retter og de kan få et naturligt forhold til madlavning – så det ikke længere bare er noget, som far eller mor gør, mens der er fjernsyn for børn inde i stuen.
Kost- og ernæringsfaglig medarbejder
Køkkenet skal have en kost- og ernæringsfaglig medarbejder, fordi det blandt andet er en garanti for, at børnene får sund, velduftende og ernæringsrigtig hverdagsmad.
Den kost- og ernæringsfagligt uddannede medarbejder har nemlig faglig viden om mad, der passer til børn i daginstitutionsalderen, og hun kan lave maden, bage brødet og fortælle børnene, hvad hun gør.
Menuplaner
Hun kan også vurdere, hvad der kan laves for de penge, der er til rådighed, og foretage strategiske indkøb efter årstiden.
Hun kan lave menuplaner, der tager højde for børnenes behov – både de almindelige og de særlige behov. Børn kan nemlig ikke leve af, hvad som helst.
Gode leverandører kræves
Men ingen madordningen i nogen daginstitution kan hænge sammen uden et samarbejde med gode og stabile leverandører.
Hvis børnene skal have sunde – måske økologiske – måltider og mellemmåltider, skal leverancerne af blandt andet kød, grønt, mælk og kornprodukter leve op til de krav, der gælder for ordningen.
Lokalt eller globalt
Råvarerne kan komme fra store leverandører, som kan give økonomiske fordele.
De kan også komme fra lokale landmænd, bagere og slagtere, der kan levere nærhed, engagement og kvalitet, der passer til børnene i daginstitutionen.
Hvem, der skal levere råvarerne afhænger af, hvad der er råd til, om der skal skabes en relation mellem børnene og de lokale handlende, og hvilken kvalitet den enkelte kommune synes, den vil være vores børn bekendt.
Hvis ordningen skal hænge sammen
Hvorom alt er, så er det vigtigt med gode aftaler om leverancer af råvarer fra gode leverandører, hvis ordningen skal fungere efter alle gode hensigter. Og det synes jeg, den skal.
Derfor bør de politiske partier tage højde for den problematik i den nye udgave af madordningen og sende en stor pose penge med. Hvis ordningen skal blive en succes i denne omgang.
mail
