mail
Visse vasse: Fri os fra ensheden
Køkkenliv · nr. 2 2009 ·
Vi er nødt til at gå på kompromis med kvaliteten og købe ind, hvor varerne er billigst, hvis vi skal overleve.
– Helt ærligt, hvor er den faglige rygrad! Som professionelle er det præcis os, som skal fremme kvaliteten. Ringe råvarer bliver til ringe måltider, det kan ikke være anderledes. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det er det, vi vil. Som fagpersoner har vi vel altid lyst til at gøre brug af de flotteste råvarer med den bedst mulige smag.– Og taler vi om at overleve, så er det ikke ved at spare, vi overlever som arbejdsplads. Tværtimod. Det fører til, at vi mister faglig respekt.
Går vi på kompromis med kvaliteten går vi på kompromis med vores fag. Og det overlever vi ikke!
Er det måske ikke lidt smart, at alle køkkener i kommunen får leveret de samme varer?
– Nej, det er ikke smart. Der er nemlig ikke langt fra ‘samme varer’ til ‘samme menu’ til ‘samme arbejdsgang’. Vi ender ens. Og det er da for dødssygt.Tænk hvordan det ville være at gå på restaurant en torsdag og vælger en tomatsuppe i bevidstheden om, at alle andre, der spiser på restaurant denne torsdag, også spiser tomatsuppe?
Vi skal tværtimod have lov til at sprælle. Vi er forskellige og laver mad til forskellige, til unge og gamle, syge og raske. Folk fra land og by, syd og nord. Det gælder om at købe råvarer, der passer til dem.
– Råvarerne må ikke bare blive til et nummer. I vores bevidsthed skal de være udtryk for en særlig kvalitet, som vi bevidst vælger til.
Man skal kunne smage, at vi handler forskelligt ind.
Vi er jo nødt til at rette os efter reglerne og købe ind, de steder, vi får besked på
Ja, hvis ikke det kan være anderledes. Men vi skal være helt sikre på, at vi har brugt vores faglige påvirkningskraft – og sikre os, at de, der træffer beslutning om, hvor vi skal handle, ved, hvad de skal gå efter. Vi kender behovene hos vores brugere. Og vi skal bringe de behov helt ind på bordet til beslutningstagerne.Ligesom vi i øvrigt selv skal bevæge os helt derud, hvor vi kan stikke fingrene i osten og brødet for at vurdere kvaliteten.
Skal vi ikke lade byens borgere om at holde liv i de små handlende og gøre det nemt for os selv ved at vælge én stor leverandør, der kan levere alt, hvad vi har brug for?
– Jeg er fuld af sympati for de lokale handlende, der leverer eller producerer varer af høj kvalitet. Og for muligheden for at komme helt tæt på varerne. Men det kan aldrig blive vores ansvar at understøtte lokale handlende ved at undsige sig en indkøbsaftale. Det er kommunens ansvar.Og vil kommunerne lægge offentlige kroner i de små butikker, må det ind i indkøbsaftalerne; altså en god kombination af stort og småt, fjernt og nært.
– At prioritere bare én leverandør er i høj grad en tillidssag. Man kan gøre det, hvis det er en arbejdslettelse. Men aldrig på bekostning af kvaliteten.
