mail
Visse, vasse: Tillid er godt …
Køkkenliv · nr. 4 2009 · Er der ikke lige lovlig megen kontrolstat over den københavnske ratingordning?
Skulle køkkenerne ikke kunne stå for udvikling uden at blive pustet i nakken af en dommerkomité? – Jo, i princippet. Men nu kan vi altså ikke vente længere på, at institutionerne lige får kikket på tallerknen, givet bolden op til det tværfaglige samarbejde osv. Der er altid noget andet køkkener og pleje lige skal. Så nu synes jeg, de skal være tilfredse med, at Københavns Madhus har systematiseret udviklingen for dem gennem den her form for kontrol – som jeg i virkeligheden hellere vil se som en slags hjælp til selvhjælp.
– Hvis vi frygter kontrol, har vi jo i princippet nok at frygte. Køkkenerne har ofte måttet udstå pressens helt urimelige ‘kontrol’. Nu er kontrollen systematiseret, og vi kan forvente, at kritik bliver givet i en god tone udfra et reelt ønske om at forbedre servicen for borgerne.
– Køkkenerne vil jo gerne være bedre. De skal se ratingen som en løftestang.
Og så er der i øvrigt ingen grund til at forvente, at køkkenerne skal hegles igennem. Tværtimod tror jeg, vi kan bekræftes i, at vi gør mange ting godt. Bedre, end vi selv er klar over. Hvis der endelig skal dømmes, burde det så ikke være af en uvildig instans – og besøgene uanmeldte? – Ratingen er et politisk krav fra Københavns Kommune. Og lige nu er der tale om et pilotprojekt. I den sammenhæng er det fint, at madhuset – altså kommunen selv - er dommer. Det skal være nogle, som til bunds har styr på præmisserne og ved, hvad der skal indgå i bedømmelsen. Så må vi se senere, når eller hvis rating bliver permanent. Blander man ikke lovlig mange ting sammen? Hvad har lugten af lortebleer at gøre med maden på tallerknen? – Lugter det af lortebleer, er det mangel på respekt for måltidet. Vi taler om en helhed, et godt måltid i gode rammer. Spørg dig selv, hvad der skal til – det er svært at nyde et måltid, hvis der hele tiden er nogle, der går fra bordet, hvis der er uordentligt, hvor man sidder osv. Det gælder også for syge, børn og gamle. Er ordningen ikke eminent til at spille faggrupperne i institutionen ud mod hinanden? – Det kan jeg slet ikke forestille mig. Tværtimod. Det er en chance for at lave et tværfagligt udviklingsforløb. Og skulle det ske, så må institutionens ledelse træde i karakter og vise vejen frem.
Alle ansvarlige må spørge sig selv, hvem de går på arbejde for. Ratingen skal gavne borgerne, og forventningen er selvfølgelig, at parterne bruger kræfterne på forholde sig til de faglige problemer, der bliver peget på. Hvad nu hvis et køkken bliver talt ned under gulvbrædderne, hvem skal så samle medarbejderne op igen? – Det kan aldrig være køkkenet alene, det går ud over. Men institutionen. Også selvom det skulle vise sig at være kostfaglige problemer, der bliver peget ud i ratingen. Så alle må samarbejde og være indstillet på at tale hinanden op igen.
Desuden vil madhuset spille en vigtig rolle. For at følge op på ratingen tilbydes uddannelser på de områder, der trænger til at blive pudset af.
