mail
Visse vasse: Trivsel kommer ikke af sig selv
Køkkenliv · nr. 9 2009 · Alle offentlige arbejdspladser skal måle trivslen mindst hvert tredje år. Og nogen tænker måske: endnu en måling. Kan vi ikke bare snakke om det i dagligdagen?
Der bliver talt en masse i hverdagen om arbejdsmiljø og trivsel. Men derfra – den daglige snakken – til at sætte dialogen i system i forhold til efterfølgende permanent at kunne gøre noget godt for trivslen på arbejdspladsen, der er der for langt. Jeg ser gang på gang, hvordan medarbejdere og ledere i deres iver for at udøve deres profession på bedste vis, glemmer at stille sig selv og hinanden spørgsmålet: hvordan har vi det? Hvordan har jeg det? Kan vi få det bedre? Hvornår skal dét ske? Hvordan og hvem skal gøre noget her?
Udfordringen bliver at målingerne skal kunne bruges til noget for arbejdspladsens ansatte. De skal kunne identificere problemfelterne og ændre på tingenes tilstand. Ellers ender de jo bare som så mange andre dokumentationsprojekter; i en mappe på en hylde. Og dér gør de ingen gavn. Hvordan kommer vi fra måling til trivsel?
Rom blev ikke bygget på én dag, men for mig er det afgørende, at der er en fremsynet og dynamisk ledelse der i samarbejde med tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter går forrest og inspirerer arbejdspladsen til at iværksætte en udvikling hvor trivsel – og ikke mistrivsel – er i fokus. Der skal holdes fast og insisteres på, at hvor der er mistrivsel – skal det ændres til trivsel. Det kræver dialog, styrke og mod – og det er jeg er sikker på, at vores medlemmer besidder i stor stil. Hvad nu, hvis det er noget personligt, en kollega eller en leder, der er med til at sprede dårlig trivsel? Hvordan får vi så hul på problemerne.
Uanset hvad der er årsag til mistrivsel, er ledelse, dialog, samarbejde, retning og mål vejen frem til arbejdsglæde og trivsel – om man bliver mobbet og derfor ikke trives, eller om man oplever ikke at blive hørt eller bliver stresset af at få for mange informationer i sin pause eller hvad, det nu handler om. Det er ikke væsentligt. Det er derimod beslutningen om aktivt at sikre trivsel for alle på arbejdspladsen og derfra fastholde og insistere på et godt arbejdsliv. Alle har faktisk et ansvar for at sætte trivsel og arbejdsglæde ind på den menneskelige konto. Så er der nemlig lidt at tage af, når krisen kradser…
