mail
Visse, vasse: Vejen til en rummelig madkultur
Køkkenliv · nr. 11 2009 · Er loven om et sundt frokostmåltid i daginstitutionerne ikke bare en ordning for de få med dårlige madpakker – som de mange med gode madpakker skal betale for?
– Det er mindst af alt et spørgsmål om madpakker, gode eller dårlige. Selvfølgelig er det godt, at de børn, der er vant til usunde madpakker, nu får sundere mad. Men målet med ordningen må først og fremmest være at invitere børnene til et fælles bord for at spise den samme mad.
Hvis børnene tilmed får mulighed for at være med til at forberede måltidet, så er det jo, hvad der skal til, for at give dem de bedste chancer for at få gode madvaner og en rummelig madkultur med sig gennem livet. Det er både den bedste forebyggelse mod overvægt og andre livsstilssygdomme, som regeringen har lagt vægt på ved vedtagelse af loven, og en kilde til gode oplevelser.
Jeg håber ikke, at madpakker bliver løsningen i en eneste institution – det er jo bare at give farven en anden lyd. Det med maddannelse er vel så som så, hvis børnene ikke er med til at lave maden?
Den fælles frokost kan sagtens være en god vej til bedre maddannelse, selvom børnene ikke har fingrene i bolledejen. Mad kan opleves på mange planer. Gennem duften af mad, forskellige smagsoplevelser, ved at få kendskab til mange slags råvarer og snakke om maden. Vuggestuebørn får jo også en god madoplevelse og dermed maddannelse, når de samles om det fælles frokostbord, selvom der er grænser for, hvor meget de kan være med i køkkenet. De kommunale storkøkkener siger, at det ikke kan betale sig at byde på børnemaden. Skal de bare overlade det til de private?
Overordnet set burde mad til børn og unge ikke være et spørgsmål om penge, men et spørgsmål om vilje til at understøtte børn og unge gennem deres opvækst i både daginstitutioner og skoler.
Hvis man som offentligt køkken indgår i en mad og måltids- organisation i kommunen, så må kommunen sørge for at afsætte penge til, at det kommunale køkken også kan lave mad til børn og unge. Er det ikke lidt kedeligt at være eneste kostfaglige på arbejdspladsen?
Det mener jeg ikke det er. Man er jo ikke alene på arbejdspladsen, men har kolleger i pædagogerne, som det i øvrigt er meget vigtigt at arbejde sammen med om den gode hverdagsmad i institutionen. Desuden har man som kostfaglig eneansvarlig gode muligheder for at etablere faglige netværk i og på tværs af kommunerne, hvor man kan vende kostfaglige spørgsmål med fagfæller. Og mulighederne for netværksdannelse vil kun blive bedre og bedre, jo flere kostfaglige der fremover vil blive ansat i daginstitutionerne.
