Visse, vasse: Nyt eksperiment på madområdet
Køkkenliv · nr. 1 2010 · Nye uddannelser skal ‘fremme den danske hverdagskost’ – står der i MadExperimentariums kommissorium. Det er vel lige vand på Kost & Ernæringsforbundets mølle?
– Jeg mener, at vi allerede har mange, gode mad-, ernærings- og fødevareuddannelser i Danmark, og jeg tvivler på, at der er brug for flere. Jeg ville i stedet rette fokus mod de eksisterende uddannelser og vurdere, om de er ‘skarpe’ nok. Flere af dem kunne nok trænge til en justering, måske endda et twist. Og i stedet for at opfinde den dybe tallerken igen – altså nye uddannelser, der ligner de eksisterende – bør udvalget koncentrere sig om efter- og videreuddannelser. Her vil det være relevant og nemt at udvikle tilbud på alle uddannelsesniveauer. På denne måde kan vi opkvalificere folk, der i forvejen er kompetente og har stor erfaring med fagområdet. Kost & Ernæringsforbundet/storkøkkenerne er ikke inviteret indenfor i det kommende MadExperimentarium, der skal være ‘løftestang for kvalitetsudviklingen i storkøkkenskala’. Så du venter spændt på at se, hvordan køkkenerne skal ‘løftes’.
– Ja, det bliver meget spændende at se, hvordan et udvalg, der ikke har kendskab til arbejdet i storkøkkenerne, vil komme med brugbart nyt her!
Jeg havde meget gerne set Kost & Ernæringsforbundet repræsenteret i udvalget, men ministeren har ikke ønsket at udvide kredsen af deltagere til at omfatte en repræsentant med viden på storkøkkenområdet – eksempelvis god hverdagsmad og kvalitetsudvikling af måltidsløsninger. Trods gentagne opfordringer fra min side, har vi fået et ‘nej’. Jeg ser dog frem til at bidrage med Kost & Ernæringsforbundets viden, hvor jeg kan komme til det. MadExperimentarium skal fremme et konkurrencedygtigt fødevareerhverv, sætte fokus på ernæringen til børn og unge og etablere nye maduddannelser. Et godt og bredt kommissorium?
– Jeg hæfter mig ved, at der skal etableres nye uddannelser, der skal ‘fremme den danske hverdagskost’. Det har Kost & Ernæringsforbundet arbejdet med i flere år. Vi har uddannet ambassadører i god hverdagsmad og holder kurser, der er præcist målrettet udviklingen i køkkenerne. Vi har med andre ord yderst relevant viden, som et udvalg vil have fordel af at kende til. For kommissoriet er ganske rigtigt meget bredt. Det vil hele verden på meget kort tid.
Derfor vil der også kunne spares tid ved at se på, hvad andre tidligere er nået frem til. Jeg tænker ikke mindst på arbejdet med Måltidets Hus, der desværre blev skrottet.
Når et udvalg skal fremme både innovation, erhvervs- og produktudvikling, sætte fokus på madhåndværk, sunde kostvaner og nye uddannelser, så har ministeren sat overliggeren højt. Det er flot – jeg ønsker held og lykke med arbejdet.




mail




