Opbrud og forandringer
Køkkenerne gennemlever store forandringer i disse år – både hvad angår struktur, teknologi og ledelse. Og ikke mindst kommunalreformen vil betyde nye udfordringer for de fleste medlemmer af Kost & Ernæringsforbundet.
Disse forandringer har betydning for arbejdet i køkkenerne – og for den teknologi, der bruges. Derfor har Kost & Ernæringsforbundets teknologipolitik to formål: at formulere visioner og krav for fremtidens køkken med udgangspunkt i maden, brugerne og arbejdets tilrettelæggelse. Og at give næring til debatten om køkkeners brug af teknologi.
Teknologipolitikken skal bruges både indadtil i forbundet og udadtil over for samarbejdspartnere og politikere.
Indadtil skal den skabe debat blandt medlemmerne om holdninger og visioner med hensyn til mad og måltider. Hvilken vej skal vi gå, når vi snakker om fremtidens køkkener og madproduktion?
Udadtil skal politikken vise politikere, brugere og andre, hvad Kost & Ernæringsforbundets holdninger er til temaer og problemstillinger i forbindelse med køkkenernes brug af teknologi.
Hovedbudskaberne i teknologipolitikken er:
| • | Søg indflydelse |
| • | Stil krav, og skab et godt arbejdsmiljø |
| • | Brug teknologien til udvikling af ny viden og faglighed |
| • | Brug teknologien til kvalitetsudvikling. |