Processing time: 1328951826.0666 secs
I 1995 besluttede generalforsamlingen at udvide medlemsdemokratiet i Økonomaforeningen. Repræsentantskabet så derfor dagens lys, og blev foreningens øverste politiske myndighed mellem generalforsamlingerne.

Repræsentantskabet er toppen

Kost, ernæring & sundhed 14 · 1999

I repræsentantskabet er hver kreds repræsenteret med mindst to medlemmer, som vælges på kredsgeneralforsamlingerne i september. Som medlem af repræsentantskabet påtager man sig, på vegne af alle medlemmer, at tage stilling til, om det generelle overenskomstresultat er godt nok til, at man vil godkende det. Og man påtager sig, at kontrollere og rådgive hovedbestyrelsen. Derfor indkaldes repræsentantskabet normalt en til to gange i hver generalforsamlingsperiode. Det er således ikke en meget arbejdskrævende tillidspost at være med i foreningens øverste politiske myndighed, men til gengæld er ansvaret så meget desto større.
Repræsentantskabet mødtes i 1999 og godkendte det generelle overenskomstresultat.
I år 2000 mødes repræsentantskabet for at drøfte hovedbestyrelsens arbejde i den første halvdel af generalforsamlingsperioden.
Hovedbestyrelsen arbejder indenfor handlingsprogrammernes mål, og skal overfor generalforsamlingen stå til regnskab for, hvad man har besluttet at gøre for at nå målene.
Med repræsentantskabet er der indført en midtvejsevaluering af hovedbestyrelsens arbejde, hvor repræsentantskabet får mulighed for, ikke alene at give sin mening til kende om det arbejde der er gjort, men også for at pege på, hvad der skal gøres noget ved i den sidste halvdel af perioden.
Dermed får repræsentantskabet en central placering i foreningen og høj grad af indflydelse på foreningens arbejde.
I hovedbestyrelsen har vi brug for den rådgivning, som repræsentantskabet giver.
Vi er ikke i tvivl om, at det er en styrke for foreningens arbejde og dermed for medlemmerne, at man har en medlemsvalgt forsamling, som er valgt i kredsene til at kontrollere og rådgive hovedbestyrelsen. Vi er heller ikke i tvivl om, at repræsentantskabets medlemmer kan blive et nyt og vigtigt bindeled mellem det centrale og det regionale arbejde i foreningen.
Repræsentantskabet er oprettet for at give flere medlemmer mulighed for indflydelse, og jeg forventer, at der ligesom ved sidste valg vil blive rift om pladserne på kredsgeneralforsamlingerne. Sådan skal det være!


Processing time: 0.0907 secs