Overflødig i Olivenhaven

---

Der er ikke meget at komme efter for Økonomaforeningens medlemmer i plejecentret Olivenhaven i Kolding. Den daglige madlavning tager plejepersonalet sig af ude i hvert enkelt hus, hvor seks pensionister enten kigger på, kommer med gode råd eller giver en hånd med, hvis de kan. Hvis beboerne derimod vælger at spise i centrets café, vil de blive betjent af økonoma Elisabeth Balling og hendes to medarbejdere.
Olivenhaven er ikke et hvilket som helst plejecenter. Centrets fysiske rammer er usædvanligt smukke og gedigne helt ud i farvesammensætningen, som er dikteret af kunstneren Per Arnoldi. Desuden betragtes Olivenhaven som et kvalificeret bud på, hvordan vi i fremtiden bør behandle vore mest plejekrævende gamle medborgere. Begge disse fortrin er årsag til, at besøgsdelegationer fra ind- og udland har strømmet til, siden centret åbnede i 1996.
Idégrundlaget for Olivenhaven er en ny form for af-institutionalisering. Ikke ‘længst muligt i et eget hjem’, men derimod ‘længst muligt i selvvalgt bolig’.
– De gamle kommer næsten alle fra familier, hvor de havde bestemte funktioner. Det holder vi fast i ved at lade de gamle bo sammen i familiære enheder på seks personer. Hvis beboerne tidligere har været vant til at skrælle kartofler, feje gulv eller slå græs, har de her mulighed for at opretholde denne funktion, siger serviceleder Jytte Elkjær, Olivenhaven.
De gamles arbejdsindsats kan dog ikke modregnes i personaletimer. Olivenhaven ligner alle andre plejehjem og -centre derved, at kun de svageste fem procent af samtlige pensionister kan komme i betragtning til en plads.
– Det er undtagelsen snarere end reglen, at de gamle er i stand til at hjælpe til. Men de kan sidde i en lænestol eller i deres kørestol og få en snak med medarbejderen, samtidig med, at de følger med i, hvad der sker og mærker duften af mad. Det giver naturlig appetit, og vi oplever, at flere beboere, der kom fra traditionelle plejehjem, er livet gevaldigt op ved at flytte til Olivenhaven. Det er som om, de vågner op af en døs, siger Jytte Elkjær.

Boligforening byggede plejeboliger

Det var formentlig den slags effekter, politikerne i Kolding ville opnå, da byrådet i 1993 besluttede at satse på en ny form for ældrebyggeri i byens distrikt Midt. Dagcentret med café og aktivitetsrum blev opført for kommunens regning, mens de omgivende 60 boliger fordelt på seks huse for fysisk plejekrævende og fire for senil demente blev bygget af Boligforeningen Lejerbo med støtte gennem Ældreboligloven.
Boligerne har –ifølge idégrundlaget –‘det bedste fra selvstændige boliger med privatheden, nærheden og det individuelle kombineret med plejehjemmets tryghed’. Men et hjem er jo blandt andet karakteriseret ved, at personerne udfylder en lang række funktioner uden at være specialister. Og derfor er det ikke økonomaer og køkkenassistenter, men mere allround baserede medarbejdere, som rører i gryderne rundt om i husene.
– Rent praktisk vil det ikke være muligt at ansætte nogen til at stå for maden alene. Vi har social- og sundhedsassistenter, plejehjemsassistenter, socialpædagoger, sygehjælpere og en enkelt køkkenassistent. De skal tage sig af både pleje, omsorg og aktiviteter. Tilberedningen af de daglige måltider er en del af arbejdet, og ved ansættelsen lægger jeg vægt på, at folk skal kunne li' at lave mad, siger Jytte Elkjær.
Får beboerne sund og varieret kost, når det ikke er kostfagligt personale, der har ansvaret?
Det forsikrer Jytte Elkjær med overbevisning i stemmen.
– Jeg vil vove at påstå, at de får bedre kost end mange andre steder. De fleste huse har indrettet sig sådan, at de seks beboere på skift bestemmer menuen, og den syvende dag i ugen er det medarbejderens tur. Maden er frisklavet, og folk spiser godt, fordi de får det, de gerne vil have. Og i øvrigt er det utroligt, hvor stor entusiasme, medarbejderne udviser. Mange er erfarne husmødre, der bager, sylter, køber halve grise og fryser ned, og gør sig store anstrengelser for at finde gamle opskrifter på forlængst glemte retter, som de gamle har fået serveret i deres ungdom. Mad er et godt samtaleenme ude i husene, fortæller servicelederen.
Hun har i øvrigt ingen myndighed til at blande sig i husenes kostpolitik, men som uddannet sygeplejerske kan Jytte Elkjær holde et vågent øje med, om beboerne trives. Veterinærmyndigheder har heller ikke noget at komme efter i husene, fordi de er at betragte som private hjem.

Produktionen sparet væk

Skulle der opstå et kostfagligt problem, er hjælpen dog lige ved hånden. I centercafeens køkken er økonoma Elisabeth Balling parat til at give gode råd, men heller ikke hun har nogen formel indflydelse på husenes kostpolitik.
– Vi vejleder gerne, hvis beboere har behov for skånekost eller en bestemt diæt, men det er plejepersonalet, der skal lave det praktiske. Og jeg må sige, at serviceassistenterne tager opgaven som en kæmpe udfordring. For dem er maden ikke noget, der bare skal overstås. Den er en vigtig del af hele konceptet, og rent fagligt kan jeg ikke sætte en kritisk finger på noget som helst, siger Elisabeth Balling.
Det hører med til historien, at de ældre har penge til at spise sundt og varieret. De beboere, der er med i den fælles madordning –og det er 59 ud af de nuværende 60 –betaler hver måned 2050 kr., som er kommunens pris for en servicepakke, der omfatter tøjvask, rengøring og kost. Eftersom servicemedarbejderne udfører disse funktioner, ryger pengene ubeskåret ned i husholdningskassen, og med et beløb på godt og vel 12.000 kr. pr. hus pr. måned kan man komme langt.
Der er også råd til at springe et hjemligt måltid over, hvis cafeen en dag har noget mere tillokkende. Når en beboer inviterer familien på fødselsdagsmiddag, bliver spisningen ligeledes ofte henlagt til cafeen.
Her som overalt i Olivenhaven er der ikke sparet på indretning, udsmykning og arkitektoniske detaljer. Til gengæld blev der for nylig skåret i driftsbudgettet. Efter anbefaling fra Dansk Catering Center besluttede Kolding Kommune i sommer at neddrosle Olivenhavens køkken til et modtagekøkken. Personalet er skåret ned til tre fuldtidsstillinger, og Elisabeth Balling har overtaget ledelsen af modtagekøkkenerne ved tre centre i kommunen.
– Vi får nu det meste af maden leveret fra et af de fire tilbageværende produktionskøkkener. Ingen her på stedet har ønsket den udvikling, men det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvad den vil betyde for det serviceniveau, vi kan præstere. Men der kommer fortsat mange pensionister fra hele byen for at deltage i aktiviteter og for at spise. Vi oplever et konstant flow mellem at anrette måltider og smørre leverpostejmader ude bagved og at betjene kunder ved kassen. Det er som at arbejde på en banegård, siger Elisabeth Balling.