Medarbejderne i centralkøkkenet oplever, at en byrådspolitiker kritiserer dem og deres mad ved enhver lejlighed. Det går ud over det psykiske arbejdsmiljø, mener tillidsrepræsentant Birthe Starup Andersen.
Trætte af brok i BrammingKølemad er et varmt emne i den sydjyske kommune Bramming. Udtalt af byrådsmedlem Tommi Larsen fra Folkelisten bliver begrebet til et skældsord. Samme Larsen taler om ‘industriel affodring’ og påstår, at ingen gider spise Centralkøkkenets mad, hvis ikke de er tvunget til det. Sådan har det været i årevis, og medarbejderne i Centralkøkkenet i Bramming er godt og grundigt trætte af kritikken. – Vi havde nogle små indkøringsproblemer, da vi indførte køle/vakuummaden i 1993 som et af de første storkøkkener i landet. Siden har produktionen fungeret upåklageligt. De ældre, der spiser vores mad, er tilfredse. Alligevel skal vi gang på gang stå model til kritik fra Tommi Larsen, siger tillidsrepræsentant og køkkenassistent Birthe Starup Andersen. Korstog mod kølemadSenest blussede kævleriet om kølemaden op i november sidste år. Byrådet i Bramming besluttede, at plejehjemmet Østergården i Gørding fremover skal have leveret dele af morgenmad og aftensmad i form af tag-selv-bord fra Centralkøkkenet. Det har sådan set ikke noget at gøre med køle/ vakuummaden, for den får Østergårdens beboere i forvejen fra produktionskøkkenet i Bramming. Men sagen gav Tommi Larsen anledning til i byrådssalen at føre et nyt korstog mod kølemaden.‘Pensionisterne vil ikke have det. De vil have god, varm mad og kontakt med dem, der leverer eller laver det,’ sagde byrådsmedlemmet ifølge Jydske/Vestkysten. Birthe Starup Andersen overværede byrådsmødet, hvor hun ikke havde adgang til at tage til genmæle som her: – Det med den manglende kontakt holder ikke, for langt de fleste af de 50 hjemmeboende, som vi leverer mad til, har dagligt besøg af hjemmehjælpen. De udtrykker tværtimod deres tilfredshed med, at de kan spise, når de har lyst, og ikke er afhængige af at skulle være hjemme, når maden bliver leveret, siger Birthe Starup Andersen. De hjemmeboende pensionister har hele tiden haft et alternativ til de vakuumerede middagsretter. Det består i at få leveret varm mad fra de lokale hoteller, først og fremmest Hotel Kikkenborg i Bramming. Dette tilbud benytter omkring 80 ældre sig af, ifølge hotellets egne oplysninger. Et andet hotel, som også tilbød madudbringning til pensionister, lukkede for nyligt. Køkkenet tager hensynBirthe Starup Andersen erkender, at det er et stor del af kommunens pensionister, som foretrækker den private mad. Til sammenligning producerer Centralkøkkenet i alt ca. 160 dagsportioner.– Vi er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med Tommi Larsens kritik. Vi hører til gengæld aldrig de ældre kritisere kølemaden. Flere af dem giver derimod udtryk for, at de foretrækker vores mad, fordi den er mindre fed end hotellets. Vi tager utroligt mange hensyn til vores brugere i form af diæter og individuelle ønsker. Hotellet kan derimod højst levere dagens ret minus sukker som alternativ, siger Birthe Starup Andersen. Centralkøkkenet knokler løs for at gøre sit tilbud til pensionisterne så attraktivt som muligt. Der er indført menuvalg, således at der nu er otte hovedretter at vælge imellem pr. uge. Brugerne bestiller maden en uge før og kan frit bestemme, hvor mange dagspakker de vil have, eller eventuelt springe en uge over. Prisen er 38 kr. for hovedret og biret, mens hotellet tager 45 kr. Centralkøkkenets ledende økonoma Anna Marie Østergaard Andersen gør opmærksom på, at brugerundersøgelser har dokumenteret en stor tilfredshed med køle/vakuummaden: – I forbindelse med et etisk regnskab i 1995 fik vi fastslået, at 85 procent af modtagerne var godt eller middelgodt tilfredse. Den seneste undersøgelse er fra 1999, og den er endnu bedre: 65 brugere betragtede vores tilbud som godt, seks som mindre godt og kun to som dårligt, siger hun. Dialog i pressenMen den slags overbeviser ikke byrådsmedlem Tommi Larsen. Efter hans seneste svada i byrådssalen og i pressen, følte køkkenets tillidsrepræsentant, at hun burde gøre noget.– Det påvirker os, når vi for eksempel må læse i avisen, at de ældre fravælger Centralkøkkenet. Nogle af os hænger med hovedet, andre bliver rasende, men vi er jo nogle garvede medarbejdere, der troligt møder op og passer vores arbejde. Men det ville være rart med nogle positive tilkendegivelser fra det store flertal i byrådet, som bakker os op, blandt andet ved at give os flere opgaver, siger Birthe Starup Andersen. Efter samråd med Økonomaforeningen skrev tillidsrepræsentanten et læserbrev i Jydske/Vestkysten, hvori hun opfordrede Tommi Larsen til møde op i Centralkøkkenet til en prøvesmagning af køle/vakuummaden. Politikeren afslog i et svar og bad i stedet om at få tilsendt en uges madpakker og en mikroovn til låns. – Vi synes nu, at han bør have modet til at møde op her på stedet og diskutere maden med os, så vores tilbud står stadig ved magt. Bagefter har vi fået mange tilkendegivelser fra folk og handlende i byen om, at det var godt, at vi tog bladet fra munden. Vi har også fået tilgang fra nogle brugere, som bakker os op, siger Birthe Starup Andersen, der er ved at vænne sig til en mere udadvendt rolle. Foruden at være tillidsrepræsentant er hun blevet formand for Økonomaforeningens kreds i Ribe Amt. Hun har taget spørgsmålet om Tommi Larsens kritik op i ældresektorens MED-udvalg. Siden har hun skrevet til samtlige byrådsudvalg for at gøre opmærksom på, at kritikken er en belastning for medarbejderne i Centralkøkkenet. – Jeg efterlyser nogle retningslinier for, hvad man som byrådsmedlem kan tillade sig at fremkomme med af udtalelser. Tommi Larsen sidder i økonomiudvalget og er dermed vores arbejdsgiver. Det indebærer efter min mening en forpligtelse til at bakke sine medarbejdere op. Jeg håber, at vi nu kan få en dialog med politikerne, siger Birthe Starup Andersen. |



Mette Jensen




