Processing time: 1337708512.8736 secs
Måltidet skal opfylde en række behov i løbet af dagen, også når man er gammel. Derfor er der brug for en fleksibel madservice, lød konklusionen på konferencen i marts om fremtidens offentlig madservice.

Måltidsservice til ældre

Kost, ernæring & sundhed 9 · 2000

Måltidet opfylder mange væsentlige behov i det daglige. Derfor er det vigtigt, at tage udgangspunkt i, at det offentlige måltid skal indgå i en helhed. Standardløsninger vil ikke være nok inden for madudbringning, der er der brug for fleksible ‘deltag selv’ tilbud, sagde Boye Top Christiansen fra Ergoterapeutskolen i Odense. Han præsenterede en undersøgelse om ældres hverdagsliv på konferencen om fremtidens offentlige måltidsservice på konferencen i marts på Skejby Sygehus ved århus.
Boye Top Christiansen pointerede, at det naturligvis var vigtigt at tale underernæring, når det drejede sig om ældre. Men at kultur, normer og værdier er mindst lige så vigtigt.
Og dette stemte godt overens med resultaterne af en undersøgelse af det sociale måltid, som Jens Kofod fra fødevaredirektoratets storkøkkencenter, har lavet. Undersøgelsen er baseret på interviews med ældre brugere af den offentlige måltidsservice og viser, at det selvfølgelig er vigtigt, at maden er varm og afpasset ældres spisevaner, men at den også skal opfylde en række andre faktorer. Hvem man spiste sammen med, omgivelserne og personalets indstilling viste sig at have stor betydning for oplevelsen af måltidet.

Ældre er forskellige

Sundhedsminister Sonja Mikkelsen understregede, at initiativer skal fokusere på de svage ældre. Langt de fleste ældre klarer sig nemlig uden hjælp. Desuden pointerede sundhedsministeren, at det er vigtigt at arbejde på to områder inden for sundhedsområdet, dels at tænke i forebyggelse, dels at udvikle den offentlige måltidsservice i forhold til de svage ældre, ikke mindst når det gælder sygehuskosten.

Kostpolitik som middel til at udvikle kvaliteten

Inddragelse af brugerne er vigtig. Det pointerede Gudrun Sørensen, der er brugerrådsrepræsentant i Ældrerådet i århus Kommune. Hun kom i sit indlæg ind på, hvor vigtigt det er at inddrage brugerne i planlægningen af kosten og pegede på, at en kostpolitik kan være med til at påvirke den enkeltes livskvalitet.
Annette Poulsen, der er områdeleder for Lokalcentret Møllestien, fortalte netop om, hvordan århus Kommune som en af landets første, målrettet er gået ind i at udforme en kostpolitik. Kommunen har blandt andet gennemført en analyse af forplejningen, og en arbejdsgruppe har udformet et udkast til en kostpolitik, der skal behandles af byrådet i denne måned. Annette Poulsen understregede, at det er vigtigt, at en kommune har kendskab til det aktuelle tilbud, før der udarbejdes en kostpolitik.

Hjælp at hente for kommunerne

Et af problemerne i den offentlige måltidsservice til ældre er, at kommunernes viden om ældre og ernæring er begrænsede, og bl.a. derfor har Socialministeriet efterlyst vejledning til kommunerne. Et af de synlige resultater af arbejdet i Forum for Mad til Mange er et inspirationsmateriale som vil blive udsendt til alle kommuner og amter. Materialet er en samling af pjecer og artikler om fremtidens ældremad.
Som formanden for Ældreforum, Povl Riis, sluttede dagen med at sige: så er det vigtigt med en balance mellem de målelige, objektive kvalitetsparametre der knytter sig til maden og måltidet som social begivenhed. Og derfor er der brug for tværfaglighed i tilgangen til området.


Processing time: 0.0554 secs