Processing time: 1337708559.2137 secs
Alt for mange unge kommer hvert år til skade på arbejdet. Andre pådrager sig en arbejdsbetinget lidelse, inden de er fyldt 25 år. I århus Amt har man sat fokus på problemerne med kampagnen SuperStart.

Spot på unge og arbejdsmiljø

Kost, ernæring & sundhed 1 · 2001

Unge mellem 18 og 25 år er stærkt overrepræsenterede i ulykkesstatistikkerne. Alene i løbet af de sidste seks år er 7.153 unge i århus Amt kommet til skade på jobbet. Det svarer til næsten en femtedel af samtlige registrerede arbejdsulykker i amtet. Ulykkerne sker typisk i startfasen af de unges ansættelse.
Ti procent af de arbejdsbetingede lidelser rammer også denne gruppe.

Undgå dårlige vaner

Det er den dystre baggrund for kampagnen SuperStart, som er blevet til i et samarbejde mellem Arbejdstilsynet i århus, LO, DA, amtet og kommunerne. Kampagnen henvender sig til både private og offentlige virksomheder samt til de unge på erhvervsuddannelserne med et række forskellige tilbud. Der er blandt andet lavet et teaterstykke, som er blevet vist på mange af amtets erhvervsskoler, og der er udfærdiget en manual til brug på arbejdspladserne.
– Hvis udviklingen skal vendes, er det nødvendigt med en holdningsændring. Arbejdspladserne skal tænke meget mere i sikkerhed, vurderer Tove Ferm, der er chef for Arbejdstilsynet i århus.
Hun foreslår, at man tager de unge med på råd og lytter til, hvad de har af forslag.
– Spørg dem om, hvordan de mener, at arbejdet kan gøres anderledes og mere hensigtsmæssigt. Det er altid godt at få vurderet en sag med friske øjne. Derfor skal man have en dialog i gang hurtigst muligt, og inden de unge går ind og adopterer nogle dårlige vaner, som allerede findes på arbejdspladsen.

Introduktion til sikkerheden

At de unge kommer godt fra start er dog ikke udelukkende arbejdsgiverens og kollegernes ansvar.
– De unge kan også selv gøre noget. De skal først og fremmest turde at sige fra, og de skal lære at stille krav. For eksempel ved at bede om at få lavet et introduktionsforløb for den første tid i virksomheden, eller ved at bede om en fast kontaktperson, så man altid ved, hvem man kan spørge til råds, siger Tove Ferm.
SuperStart-kampagnens håndbog til arbejdsgiverne anbefaler, at den nye medarbejder allerede i den første uge efter ansættelsen får en grundlæggende oplæring i sikkerhedsforhold. Det er vidt forskelligt fra job til job, hvad der kan være farligt. Måske skal man passe på glatte gulve, måske er der mange tunge løft eller farlige maskiner.
Håndbogen foreslår, at den enkelte arbejdsplads udarbejder en særlig liste over de ting, som den unge skal passe på i netop han eller hendes jobfunktion, og at man med jævne mellemrum, f.eks. efter tre og ni måneders ansættelse, følger op på, om de gode vaner nu også holder ved.
Arbejdstilsynets statistik over arbejdsskader i 1998-99 viser, at der blandt 18-25 årige køkkenassistenter, køkkenledere, økonomaer og kantineledere – elever incl. – er anmeldt 185 arbejdsskader. Langt de fleste er anmeldt af køkkenassistenter og køkkenassistentelever.
De hyppigste skader er sårskader på fingre eller termisk skade – det vil f.eks. sige forbrændinger. Men også forstuvninger af f.eks. håndled eller fodled eller af ryggen forekommer hyppigt.
I samme periode er der anmeldt 47 arbejdsbetingede lidelser. Det drejer sig f.eks. om lidelser i bevægeapparatet og om hudsygdomme – de sidste anmeldes hyppigst, men er måske ikke dem, der forekommer hyppigst. I hvert fald fremgår det af Økonomaforeningens arbejdsmiljørapport På fuldt blus, at skader i bevægeapperatet forekommer langt hyppigst. 32 procent af de 1.200 i undersøgelsen mener, de har en arbejdsbetinget lidelse. Og af disse nævner 8 ud af 10 skader i bevægeapperatet. Her er målgruppen dog ikke begrænset til de 18-25 årige.


Processing time: 0.0799 secs