Børn er også en slags mennesker

---

Nu ligger der en pulje på 50 millioner kroner om året de næste tre år til forsøg med børnemad, men nogen mener, at maden er forældrenes ansvar?
– Jamen det er da forældrenes ansvar, at deres børn får noget ordentligt at spise. Det ansvar bliver der ikke pillet ved, siger Irene Kofoed-Nielsen.
– Men det offentlige har et ansvar for, at børn trives, når de bliver passet eller undervist i timevis uden for hjemmet. Hvis ikke børnene gider spise deres medbragte madpakker, men foretrækker frisklavet mad, så skal der da være et tilbud, og det tror jeg også, at forældrene foretrækker, siger hun.
Ghita Parry peger på, at der er for meget fokus på skolebørnene.
– At fokusere alene på skolebørnene, er for at mig at se som at bygge 1. salen på et hus, hvor fundamentet til kælderen endnu ikke er støbt. Der bliver ikke megen udsigt, siger hun.
I en tid, hvor børn mistrives og spiseforstyrrelser er dagens orden, så skal der sættes tidligt ind, hvis man skal gøre sig håb om at vende skuden, mener hun.
– Mad skal være en oplevelse på linie med alle andre oplevelser i løbet af dagen. Det handler først og fremmest om tid. Hvorfor skal mad være noget, man lærer at sluge i en fart. Så snart taget i mors barm er sluppet, så lærer børn, at mad er noget, der skal overståes, men det er naturstridigt, mener hun.
Hun peger på, at der ligger megen visdom i de ernærings- og kostpolitikker, som allerede er lavet i mange kommuner, og at de snildt kan overføres til børn.
– Og børn er jo rent faktisk også en slags mennesker, siger Ghita Parry. Hvad kan Økonomaforeningens medlemmer tilbyde?
– At lave mad, uanset hvem der skal spise den, er altid en faglig udfordring, som jeg tydeligt mærker, at vores medlemmer tager op. Det tyder på, at i hvert fald nogle har fagligt overskud og lyst til at skabe madglæde for netop denne gruppe, slår Ghita Parry fast.
– Men det undrer mig, når jeg alt for ofte hører, at børn skal have fastfood. Kan det virkelig være vores mission at erstatte nabolagets grillbar med en tilsvarende inden for skolens rammer?
– Jeg synes i stedet, vi skal sikre, at mad til børn er et godt grundlag for madforståelse og smag i det hele taget, og gerne i et samarbejde med børnene selv, forældrene og institutionernes eller skolernes øvrige personale, siger Ghita Parry.
– Det her handler altså ikke om forsvar for vores egne faggrupper. Det stikker endnu dybere, understreger Irene Kofoed-Nielsen. Det handler om noget så gammeldags som dannelse og om ansvar. Vi kan se generationer vokse op, som er fattige på madforstand. Vi ser ganske alvorlige problemer med alt for tykke børn, der får diabetes, og vi ser andre, der har problemer med overhovedet at spise. Det må vi se at få gjort noget ved, og det har vi alle et ansvar for, mener hun. Er vores medlemmer godt nok rustede til at lave mad til børn og unge?
– Grundlæggende er der ingen tvivl om, at vore medlemmer kan det her. Men de kan ikke løfte opgaven alene. Andre har en pædagogisk indfaldsvinkel, og skal der virkelig rykkes ved maden til børn og unge, så skal vi samarbejde. Først og fremmest med børnene selv. Vi skal lave sund og ernæringsrigtig mad, de gider spise. Forældrene skal bakke op om det, og det skal pædagoger og lærere også. I virkeligheden er det en folkeopgave at få genetableret en madkultur, siger Irene Kofoed-Nielsen.
– Men det handler altså ikke om, at vi vil ind og have nogle nye stillinger, fastslår Ghita Parry. Som menneske, snarere end som næstformand, ser jeg det som et fælles ansvar, at børn, der spiser på offentlige institutioner, får gode madoplevelser som en del af deres opvækst. Gode madvaner kan man ikke få for tidligt, men dårlige madvaner er svære at slippe af med, siger hun.