Som trold af en æske

---

De erfarne kan høre det på hendes måde at gå på. Iveren og de nye ideer når helt ned i skoene på Lone Melchiorsen og forplanter sig i effektive tramp, når hun nærmer sig køkkenet. Så det er ofte med spændt forventning, at de 12 medarbejdere sætter sig til det daglige morgenmøde og venter på, hvad chefen nu har fundet på.
– Man behøver ikke skifte arbejdsplads for at prøve noget nyt. Her er ikke to dage, som er ens, siger Charlotte Gade, økonoma og kollega til Lone Melchiorsen de sidste fire år på Solskrænten.
Køkkenassistent Anne Dall, som har 15 års ansættelse bag sig og økonoma Mona Petersen med 18 og et halvt år, nikker samtykkende.
– Hun er hurtig i munden, initiativrig og engageret. Lidt frembrusende og meget ivrig, når hun har fået en ny ide. Lidt som en trold af en æske farer hun op, lyder det kærligt fra køkkenpersonalet.

Ideer skal straks afprøves

Det er 25 – ‘nej, 27 år’ – siden, økonoma Lone Melchiorsen, som er 52 år – ‘nej, 53. Bevar mig vel!’ kastede sig ud i at få køkkenet til at fungere på det nybyggede plejecenter Solskrænten i Birkerød, som dengang rummede 60 beboere og leverede mad til 30 ud af huset.
I dag producerer køkkenet – som ikke er blevet større med årene –mad til 350 borgere i Birkerød. Fra vuggestuebørn til pensionister. Men selvom pladsen er trang og tempoet højt, har Lone Melchiorsen aldrig overvejet at søge nye græsgange.
–Nej. Selvom jeg har været her i 27 år, er der stadig nye udfordringer. I år skal vi arbejde med sous vide, kvalitetsbeskrivelse, lave en nye procedurebog, indføre edb og se på nye vagtplaner, så færre af de ansatte skal arbejde om søndagen. Og så er det tilfredsstillende med en arbejdsplads, hvor en ny ide bliver godt modtaget og kan afprøves med det samme. Det passer mit temperament, griner Lone Melchiorsen og understreger med et par hurtigt hakkende håndbevægelser, hvad hun mener.
Og der er ikke langt fra ord til handling hos chefen. Lange projektbeskrivelser og dokumentation i alle ender og kanter er ikke hende. Hun foretrækker at tage sagen i egen hånd – som da hun fandt på, at en kompostbunke ikke kun behøvede at stå i hendes egen have. Nu samles alt kompostaffald fra køkkenet i dertil indrettede små spande og hældes i plejecentrets fem kompostbeholdere. Resultatet i køkkenets krydderihave kan ses fra vinduet.
Siden har kompostbunken udviklet sig til et omfattende miljøprojekt, hvor så lidt affald som muligt må forlade huset, så alt fra gamle klude til kørelister genbruges. Og Lone Melchiorsens filosofi er, at intet er så svært, som det ser ud. Det er bare at gå i gang.
– Det bedste ved at gå på arbejde for mig er at komme videre med det, jeg planlagde i går. Når jeg har sagt farvel derhjemme, er jeg allerede på arbejde. Jeg kan godt li' at være på, at der hele tiden er nogle, som har brug for mig, og nye opgaver der skal løses.
–Det sureste? At det øsregner, når jeg cykler herhen, og der er sygefravær, selvom køkkenet har det laveste i hele huset. Så skal man lave om og gå på kompromis, og jeg vil jo helst have det mest optimale. Så får vi måske ikke bagt den kage, vi havde planlagt eller skrællet kartofler til vuggestuebørnene, men må bruge de forkogte, siger hun og vedgår at være ganske ærekær. Tingene skal være i orden.

Ikke ren juhu hele tiden

Er der en opgave, som driller Lone Melchiorsen, finder hun ro ved at rydde op. Går ind i depotet og ordner tingene, så de står pænt på hylderne. Så kommer ideerne og løsningerne til hende.
–Selvfølgelig er livet ikke bare ‘juhu’ og spændende udfordringer hele tiden. Men jeg vil ikke lade solen gå ned over mig på grund af det. Hvis man er glad for sit arbejde, må man også have en vilje til at gøre noget ved det. Og jeg må da også gå på kompromis med mine holdninger, siger hun, uden lige at kunne komme i tanke om et eksempel – bortset fra forvaltningsdirektiver.
Men om det er økologi, miljøstyring, mad til vuggestuer, øko-boller til børnehavebørnene eller en ny rygstøttestol til en medarbejder med ondt i ryggen går Lone Melchiorsen til opgaven med lige stor entusiasme. For hende er det vigtigt at følge med tidens tendenser og lade det slå igennem i køkkenet, hvorfra ideerne og ånden breder sig til resten af huset. For Lone Melchiorsen lader sig ikke begrænse af, at hun er ledende økonoma. Hun står såmænd også for vareindkøb for andre dele af huset, sørger for friske blomster alle vegne, holder øje med bygningernes vedligeholdelse, sludrer med beboerne og de pårørende i opholdsstuen og deltager i så mange møder og kurser udenfor huset som muligt.
–Arbejdsglæden er netop at følge med og vide, at man er på rette vej. Og brænder man for initiativet, er opgaverne lettere at løse, mener hun og har af samme grund ikke fast arbejdstid.
–Jeg går, når jeg er færdig. Jeg er ikke til at nå en bestemt bus hver dag kl. 14. Det er livskvalitet for mig at få det hele med, siger hun, efterfulgt af den karakteristiske, smittende latter...

Chef med stort C

Lone Melchiorsen har aldrig lagt skjul på, at hun er Chefen – med alt hvad dertil hører.
–Hvis du er chef, må du forvente også at få nogle hak i tuden. Du kan ikke være veninde med de ansatte. Men jeg har altid lagt stor vægt på at inddrage de ansatte i stort set alt omkring køkkenets forhold, så derfor prioriterer jeg information og motivation højt. Og jeg tror, at hvis de kender min holdning, har de lettere ved at forholde sig til tingene – f.eks. udlicitering, som vi fik vendt til noget positivt, da vores madudbringning blev foreslået udliciteret. Vi besluttede at tage udfordringen op, så ingen ville blive overflødige, og vi fik vendt mange gode ideer i den sammenhæng, men nu er projektet udskudt til 2004.
Som chef prioriterer Lone Melchiorsen tre ting: At hendes 350 brugere får den rigtige kost, at personalet har det godt, og at budgettet overholdes.
–Det er især vigtigt for mig, at mit personale trives. Derfor har jeg også lidt kendskab til deres familieforhold, så jeg kan bakke op eller give omsorg, hvis de har behov for det. Selvfølgelig er der en grænse – jeg blander mig ikke i deres privatliv, men de ved, at de kan komme til mig.
Det nikker de andre i køkkenet genkendende til.
– Hun er ikke kontrollerende, men vil gerne vide, hvad der foregår og forventer, at vi kommer og siger, hvis der er noget galt – også privat, siger Mona Petersen.
– Hun går også meget op i vores arbejdsmiljø. Det er f.eks. hendes fortjeneste, at vi har gymnastisk en gang om ugen, at vores borde bliver skiftet ud med hæve-sænkeborde, og at vi siden 1985 har lavet APV, siger økonoma Charlotte Gade.
– Ja, og da jeg røg ned med ryggen sidste sommer og min ergoterapeut sagde, at jeg skulle have en rygstøttestol, fik jeg den med det samme, supplerer Anne Dall.
–Hun har et godt overblik. Og hun er god til at informere, så derfor er der ikke noget, som smutter for hende, siger Charlotte Gade.
Men de indrømmer også, at det kan være svært at følge med i chefens tempo, uanset hvor gerne de vil. Og hendes ideer ender som regel med at gå igennem.
– Der er ikke noget, som bliver trukket ned over hovedet på os. Vi bliver altid hørt, men hun får også næsten altid sin vilje. Hun vil jo gerne være med på alt, som er oppe i tiden. F.eks. har hun taget meget af det grønne fra Agenda 21 med herover, siger Mona Petersen. (Agenda 21 er en lokal miljøgruppe, som Lone Melchiorsen er medlem af, red.)

Også plads til fiasko

Ganske uden nykker erkender Lone Melchiorsen også selv, at hun nok af og til er lidt for hurtig i vendingen.
– Når jeg præsenterer en ide, har jeg jo bearbejdet den og været igennem en proces i mit hoved, og så bliver jeg utålmodig: Hvorfor pokker kan de ikke for-stå det, griner hun og slår i bordet. Og helt retorisk stiller hun selv spørgsmålet: Er der aldrig initiativer, som ikke bliver til noget?
– Jo! F.eks. i foråret tilbød vi fire børnehaver en økologisk frokostbolle til 6,50 kr. Kun fire forældre var interesseret. Så det må kaldes en fiasko, siger hun og ledsager udsagnet af endnu en smittende latter.
C'est la vie.