Processing time: 1328946154.8283 secs
Medarbejderne skal formentlig eje en del af deres arbejdsplads, hvis KRAM I/S forvandles til et aktieselskab.

KRAM på aktier


Der bliver ikke ligefrem uddelt kram til medarbejderne.
Men der er kontant afregning for en god indsats, og i fremtiden skal medarbejderne i endnu højere grad kunne mærke, hvis det går godt for køkkenfællesskabet i Køge Kommune og Roskilde Amt, interessentselskabet KRAM.
Det er i hvert fald tanken hos et flertal i bestyrelsen, der ønsker KRAM omdannet til et aktieselskab, og det politiske bagland har givet grønt lys for ideen. Bliver det en realitet, vil medarbejderne ligeledes kunne købe aktier, hvis de vil, og dermed blive medejere af deres egen arbejdsplads.
– Det vil betyde, at vi kan få lov til at konkurrere på fuldstændig lige vilkår med andre private virksomheder, og at vi vil kunne byde ind på nogle opgaver, som vi i dag faktisk ikke kan byde ind på, fortæller direktør Henrik Sørensen fra KRAM I/S.
– Vi har fået en million kroner fra Direktoratet for FødevareErhverv. I samarbejde med Landbohøjskolen skal vi udvikle en ny måde at lave hotfill på, og det vil betyde, at vi kan lave meget mere, end vi selv har brug for. Og det ville være nærliggende at sælge disse produkter til f.eks. cateringdistributører, og det kan vi ikke i dag, siger han.
Når KRAM ikke kan sælge produkterne, så er det fordi KRAM, som et offentligt ejet interessentselskab, er underlagt Styrelsesloven. Derfor ønsker både de ansatte i virksomheden og bestyrelsen, at virksomheden omdannes til et aktieselskab (efter lov 384), og det kan godt lade sig gøre, det er undersøgt, fortæller Henrik Sørensen.

Grønt lys

– Det kan give mig nogle medarbejdere og ledere, der er endnu bedre og mere engagerede, hvis de ejer en del af virksomheden. Ligesom de sikkert også vil få en endnu bedre leder, hvis han også ejer en del, smiler han.
Bestyrelsen og i øvrigt også de øvrige politikere i kommunen og amtskommunen er også positive over for ideen. Både Køge Byråd og amtsrådet i Roskilde Amt har givet grønt lys for det videre arbejde.
– Vi diskuterer i bestyrelsen, hvordan vi kommer videre. Vil vi gerne lave et selskab, der er ejet dels af amtet, dels af kommunen, og vi vil meget gerne have medarbejderne til at eje nogle aktier. Der er meget politisk fokus på, at medarbejderne kommer til at eje en del af virksomheden.
– Det er også blevet diskuteret, om man vil have en privat med i selskabet, men intet er endnu sikkert, understreger Henrik Sørensen, der ikke har noget imod at bekende, at han har været en af idemændene bag forslaget.
– Vi er startet med en bonusordning, og derfor har det været en naturlig udvikling at tilbyde medarbejderne at eje en del af virksomheden. I stedet for kun at tale om at få medarbejderne til at føle sig som medejere af virksomheden, så synes jeg, man skal tage skridtet fuldt ud og give medarbejderne reel indflydelse. Så kan de se på deres egen privatøkonomiske status, om det går godt eller skidt for deres arbejdsplads, siger Henrik Sørensen
Det handler om motivation, og medarbejderne har købt ideen, fortæller tillidsrepræsentant Litha Møller.

Bonus gir' bonus

– Bonusordningen er noget, der har motiveret medarbejderne meget, og sygefraværet faldt sidste år, siger hun. Og det skyldes nok blandt andet, at sygefraværet blev modregnet i bonusen. Det har nok virket – i hvert fald på det psykologiske plan, mener hun.
Det har nok også betydet noget, at den generelle vurdering er, at KRAM er en god arbejdsplads, der tager medarbejderne alvorligt, og samtidig har produktionsformen taget meget stress ud af arbejdspladsen, vurderer Litha Møller.
– Man føler virkelig, man er med i det, og ideer om f.eks. nye indkøb af maskiner bliver lagt ud til os, inden den endelige beslutning bliver taget.
Hun er ikke i tvivl om, at medarbejderaktierne bliver en succes blandt kollegerne.
– Det vil være en yderligere motivering, og så kan vi få de nye opgaver også. Det, synes folk, vil være spændende, konstaterer hun.
KRAM's bonusordning er bevidst tænkt som motivering af medarbejderne. Det lægger Henrik Sørensen ikke skjul på.
– Bonusordningen er utroligt simpelt opbygget. Den merindtjening eller besparelse, som vi kan lave i virksomheden, den får medarbejderne en tredjedel af. Det gav sidste år en fuldtidsansat medarbejder, der ikke havde været syg, omkring 7.500 kroner i bonus, fortæller han.
Ordningen er sammensat i samarbejde mellem medarbejderrepræsentanter og ledelse, der sammen har udarbejdet kriterier for fordelingen. Blandt andet omkring sygedage. Med andre ord, jo mere sygdom, jo mindre i bonus.
– Det skal kunne betale sig at passe sit arbejde, siger Henrik Sørensen.
– Og det er svært at lave råvarebesparelser eller forhindre spild, hvis man ligger hjemme i sengen, tilføjer han.
– Besparelser på råvarer har ikke måttet gå ud over kvaliteten. Den skal være på mindst samme niveau, har vi aftalt, siger han.
er oprettet i maj 1996
er et interessentselskab, ejet af Køge Kommune og Roskilde Amt, hver med 50 procents ejerandel.
har en bestyrelse, der består af tre repræsentanter fra hver af de to ejere, foruden fire medarbejderrepræsentanter
har ca. 90 ansatte
omsatte for ca.55 mio. i 2000
producerer sous vide, hot-fill og MAP.


Processing time: 0.0767 secs