Vi gør det rigtige - godt

---

Det er et bøvlet ord. Akkreditering. Med det var ingen aprilsnar, da de seks sygehuse i Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) i april fik besked fra USA om, at de levede op til 90 procent af 355 konkrete internationale standarder for god kvalitet og fik en såkaldt akkreditering. Det amerikanske institut, der har et meget langt navn, men til daglig kaldes Joint Commission, stod for akkrediteringen.
Denne akkreditering er specielt rettet mod sygehuse og er ikke en vurdering af den enkelte medarbejder. Det er helheden, retningslinier og procedurer, luppen sættes på. Og ikke mindst på, hvordan de dokumenteres og omsættes til brug i det daglige. Virker det, som står i alle papirerne?
Nogle af de vigtige spørgsmål i forbindelse med akkreditering er: Gør vi det rigtige? Gør vi det godt nok? Hvordan ved vi det - hvad viser data? Og hvordan forbedrer vi vores præstationer?
Køkkenchef Anne-Lis Olsen og ledende kvalitetskonsulent Pernille Hansted er begge uddannet økonoma. Og de har ansvaret for arbejdet med akkreditering i Rigshospitalets køkken, hvor 120 ansatte producerer 2.200 døgnkostportioner.
Pernille Hansted siger, at det handler om at kunne bruge sin faglighed som økonoma helt ud, og at det giver ro at have gennemgået hele processen.
- Jeg føler virkelig, vi har kigget på os selv med kritiske briller. Følelsen af, om man nu er god nok, og om man nu har styr på det hele, får man sluppet lidt. Vi ved godt selv nu, på hvilke områder vi er stærke, og hvor der er noget, vi måske skal kigge lidt mere på. På den måde får man en ro af det, siger Pernille Hansted.
Anne-Lis Olsen mener ikke, at man skal blive forskrækket over akkreditering.
- Akkreditering er de ting, vi gør i det daglige. Det næste er, at vi også kan dokumentere det, vi siger, at vi gør, fortæller Anne-Lis Olsen.

Fokus på ernæring

I forbindelse med akkrediteringsprocessen, som startede i 1999, er der kommet fokus på ernæring i hele huset. Sammen med lønsedlen har alle ansatte på Rigshospitalet f.eks. fået en pjece om akkreditering. Under overskriften: Hvad handler standarderne om? står allerøverst spørgsmålet: Kan du f.eks. svare ja til, at vi dokumenterer, at patienten får den kost, der svarer til hans eller hendes behov?
I en anden pjece til alle er der både afsnit om ernæring, om hygiejne og om køleskabe, frysere og mikrobølgeovne.
- Jeg har en klar oplevelse af, at flere rundt om i huset nu har fundet ud af, at vi i køkkenet også har nogle ressourcer, fortæller Pernille Hansted om den anerkendelse af køkkenets ansatte og deres arbejde, projektet også har givet.
De to understreger i øvrigt, at det tværfaglige samarbejde mellem faggrupperne på Rigshospitalet og helhedssynet samtidig har fået et gevaldigt skub.

Vis mig det

Akkreditering er lavet direkte til sundhedsvæsenet og er bygget op omkring nogle standarder. De er samlet i nogle overordnede kapitler, og halvdelen af dem involverer køkkenet. Men især to under hovedoverskriften "Behandling af patienten" har været direkte rettet mod køkkenets arbejde. Den ene handler om ernæring, den anden har hygiejne som omdrejningspunkt.
Og når inspektørerne fra USA kom på besøg, var det ikke nok blot at henvise til, hvad der var planlagt eller stod beskrevet i mapperne. Dokumentationen skulle naturligvis være i orden, men samtidig lød det fra amerikanerne: Show me - vis mig det. De har også på rigtig amerikansk vis valgsproget: "Vi tror på Gud - af alle andre vil vi gerne se data."
- De spurgte f.eks. i køkkenet, om vi producerer mad til etniske grupper. Svaret var ja, vi har f.eks. mad uden svinekød. Når de så dagen efter på en afdeling spørger, hvad sygeplejersken vil gøre, når der f.eks. bliver indlagt en person, der ikke spiser svinekød, skal sygeplejerskens svar jo meget gerne være, at hun kan bestille mad uden svinekød nede i køkkenet, fortæller Pernille Hansted.
- Det er ikke nok, at vi har lavet noget gevaldig flot hernede, hvis det ikke fungerer oppe på afdelingerne. Og det kan jeg faktisk vældig godt lide, at de tjekker. Det er ikke nok, at det er fint i bogen, siger Pernille Hansted.

Mellem to stole

Anne-Lis Olsen oplevede, at amerikanerne gik efter fælderne og der, hvor tingene falder ned mellem to stole.
- Når vi f.eks. sender frugt op på afdelingerne, forventer vi, at de på afdelingen skyller frugten, før den bliver lagt frem. Men når de så spurgte afdelingerne, sagde de: "Jamen, det gør køkkenet", fortæller Anne-Lis Olsen.
Hun og Pernille Hansted kunne i øvrigt godt have haft lyst til at samarbejde mere med de øvrige køkkener i H:S om arbejdet med akkreditering, men tog ikke selv noget initiativ. Nok mest fordi de var meget travlt optagede - blandt andet fordi køkkenet har været i udbud - og vundet.
Anne-Lis Olsen siger, at det kunne have været godt, at køkkenerne havde brugt og lært af hinanden. Og deres råd til andre er: Brug hinanden!

Et nøk mere

Akkrediteringen er ikke en indbygget opfordring til at hvile på laurbærrene. Akkrediteringen gælder til 2005. Og på det tidspunkt er det ikke nok, at alle stadig lever op til de standarder, der gav akkrediteringen i 2002. Tværtimod skal man have udviklet sig yderligere og have flyttet sig et nøk mere.