Karse er en fælles betegnelse for flere korsblomstrende planter. De indeholder sennepsglycosider, der giver den skarpe smag – og desuden er antibakteriel og derfor virker forebyggende på forkølelser og lignende.
Karse klippetBlomsterkarse kaldes også tallerkensmækker, landløber, nasturtium eller baldame. Før den blomstrer med store orange og gule blomster, kan hovederne plukkes og bruges i citronmarinade til et ostebord eller i en sommersalat. De farverige blomster smager mildt af karse og er sprøde, mens bladene er stærkt pebrede. Skulle man få en ru hals og mærke en forkølelse eller halsbetændeles i anmarch, kan man spise et par blade under en ostemad for at forebygge. De grønne frø syltede man under krigen, som erstatning for kapers, og de tørrede modne frø kan bruges som krydderi til dem, der ikke tåler mad med chili, sort peber, ingefær eller andre stærke krydderier. Frøene kværnes i peberkværnen og giver maden en skarp pebret smag. Brøndkarse vokser vildt ved vandløb og åer og har været kendt siden oldtiden som en sund spise. Brøndkarse gror bedst på fugtig jord og i halvskygge. Den kan også trives i vindueskarmen og på altanen. Brøndkarse er rig på vitaminer og mineraler, den virker kraftigt vanddrivende. Tidligere blev den anset for at have elskovsstimulerende virkning. Og i gamle urtebøger foreslås det at drikke saften, hvis man er skaldet. Eller at duppe saften på fregner for at blege dem. Karse bliver knæhøj, hvis den dyrkes i haven. Men karse på et stykke vat kan også gøre det. Frøene spirer og i løbet af tre dage kan man klippe af de nye kimblade. Karse minder om både sennep og peberrod i smagen. Kokleare kaldes også skørbugsurt på grund af et højt indhold af c-vitamin. Planten er stedsegrøn og kan derfor høstes som grønt drys til saucer, urtesmør eller kartoffelmos selv på en frostkold vinterdag. Bladene er skarpe, blomsterne mildere. Salatsennep eller rucola stammer fra Sydeuropa og Asien, og har vakt danskernes interesse. Den etårige plante, med de flødefarvede blomster, er mildere end den flerårige og ‘vilde’ salatsennep, der har gule blomster. | Artiklen er en del af et tema: Smag og sans Artikler i Køkkenliv: Stærke sager Guide til hotte ingredienser Karse klippet ... Hotte opskrifter Bittert vækker appetitten Flere artikler i temaet Netnyt: 45.000 til ernæringskonsulent Der er noget i munden Mad i verden Mad jorden rundt Ny bog om mad af Nørretranders Flere netnyt i temaet |









