Mobbet med mistillid

---

Først for nylig blev køkkenassistent Anne-Marie Ry klar over, at det, hun gennem tre år var udsat for, kan kaldes mobning.
– Jeg var til et foredrag med konsulenter fra Bedriftsundhedstjenesten, og de nævnte, at mobning også omfatter de tilfælde, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved ens faglighed, forklarer Anne-Marie Ry.
Og den følelse kender hun til bunds. Gennem tre år blev hun stille og roligt drænet for selvværd på grund af sin leders mistillid til det arbejde, hun udførte.
Hendes historie begynder i 1998, da hun bliver ansat i en vuggestue i det nordlige århus. Hun føler sig godt rustet til opgaven med knap 20 års erfaring som køkkenassistent i ryggen og et nyligt afsluttet kursus i økologisk afsætning, hvor hun finder ud af, at hendes faglige kunnen stadig matcher tidens krav.
Det første år i vuggestuen går fint. Hun føler sig godt tilpas i selskab med kollegerne og kan bruge sin nyhøstede viden i vuggestuens økologiske køkken. Men institutionens leder er på kursus det meste af det første år, og da hun kommer tilbage, ændrer situationen sig.
– Dengang var jeg ikke klar over, hvad der skete, men i dag kan jeg se, at jeg mistede glæden ved at gå på arbejde. Jeg begyndte at blive mere og mere træt, siger Anne-Marie Ry.

Evindelige diskussioner om madplanen

årsagen er lederens vedholdende diskussioner om selv de mindste detaljer i madplanen: Hvad skal råkosten bestå af? Hvorfor skal vi have oksekød på dén dag? Kan du ikke sørge for lidt mere variation?
– For eksempel ønskede lederen, at der skulle agurker og tomater på pålægsfadet om vinteren. Jeg mente, vi skulle bruge de mere nærende sæsonvarer, siger Anne-Marie Ry.
Almindeligvis slutter diskussionerne med, at Anne-Marie siger "ja, ja", men når hun kommer ned i køkkenet, gør hun, som hun selv synes er bedst. I dag kan hun godt se, at der var en ulempe ved den løsningsmodel.
– Jeg fik aldrig sagt fra overfor lederens indblanding, erkender hun.
Frustrationerne hober sig op i hende, og i efteråret 2000 bliver hun ramt af den ene infektion efter den anden: Forkølelse, mavepine, herpes, hovedpine. Hun har mange sygedage og bliver derfor indkaldt til et møde med vuggestuelederen og en sagsbehandler fra kommunen i februar 2001.

Fyring ligger i luften

– På mødet kunne jeg tydeligt mærke, at de to havde talt sammen inden. Det lå i luften, at en fyring var en nærliggende mulighed. Det var mig, der skulle opfylde en masse krav, mens der ikke blev sat spørgsmålstegn ved lederens rolle i den situation, jeg var havnet i, erindrer Anne-Marie Ry, der blandt andet bliver beordret til fremover at lave seks ugers madplaner mod tidligere fire ugers, og så bliver hun også bedt om at gå til læge for at få "tjekket sit immunforsvar".
– Min læge spurgte, om mine sygdomme kunne skyldes psykisk pres, men det afviste jeg. På det tidspunkt var det ikke gået op for mig, at det faktisk var dét, der var tale om. Jeg troede, det var fysiske sygdomme, for i bund og grund var jeg jo glad for mit arbejde, siger Anne-Marie Ry.

Diskusprolaps

Tilbage på jobbet går der ikke lang tid før, Anne-Marie Ry igen må holde sengen. Denne gang er det ryggen, der værker. Smerterne kommer i april, og i juni konstaterer lægen, at hun har en diskusprolaps. Hun bliver opereret i september, og indgrebet er vellykket.
– Men i begyndelsen kunne jeg ikke klare ret meget, og jeg var selv bekymret for, om jeg overhovedet kunne komme tilbage på arbejdspladsen, siger Anne-Marie Ry.
Mens hun ventede på at blive bedre får hun en sværm af breve fra kommunens sagsbehandler med krav om lægeerklæringer.
– Jeg tror, sagsbehandleren krævede fem erklæringer – det var i hvert fald så mange, at lægen begyndte at undre sig, siger hun.
Sagsbehandleren vil blandt andet vide, hvornår Anne-Marie kan begynde på arbejde igen, og efter en undersøgelse af ryggen den 7. november vurderer lægen, at hun kan begynde 1. januar 2002.
En uge efter lægeerklæringen er sendt til lederen, får Anne-Marie Ry brev om, at arbejdsgiveren overvejer at afskedige hende.
I Anne-Maries indre bestyrkes tanken om, at lederen for alt i verden vil af med hende.

Optræk til fyring

På et efterfølgende møde aftales det, at Anne-Marie skal igennem en ti ugers prøveperiode for at se, om hun kan klare jobbet i køkkenet. Anne-Marie Ry har taget en tillidsrepræsentant fra den faglige klub med til mødet, og hun stiller lederen det direkte spørgsmål: "Er du interesseret i at få Anne-Marie tilbage?" Lederen svarer: "Institutionen er interesseret."
I løbet af julemåneden 2001 får Anne-Marie Ry en række ubehagelige meldinger, der bestyrker tanken om, at hun ikke længere er med på holdet.
En leverandør af varer til køkkenet har hørt, at hun ikke vender tilbage til sin arbejdsplads, og den samme besked får hun af en kollega ved vuggestuens julefrokost.
– Jeg blev sur og gal, men bed det i mig i stedet for at konfrontere lederen med det, siger Anne-Marie Ry.

En lang eksamen

Onsdag den 16. januar 2002 begynder Anne-Marie Ry igen på arbejde – i første omgang tre timer om dagen. Da lederen og Anne-Marie er alene i køkkenet forklarer lederen, at hun har informeret de ansatte i vuggestuen om, at "der ikke skal være for megen snak i køkkenet".
Anne-Marie er chokeret.
– Jeg tænkte: Skal jeg nu helt fryses ud, men jeg sagde ikke noget. Jeg er ikke så hurtig i replikken, siger Anne-Marie.
De ti ugers prøvetid bliver én stor eksamen for Anne-Marie, hvor lederen konstant giver dumpekarakter.
Da Anne-Marie efter et indbrud i institutionen er med lederen ude hos et engros firma for at købe nyt køkkenudstyr, ønsker Anne-Marie at få indkøbene hurtigt overstået.
Senere siger lederen, at hun er "utrolig skuffet over Anne-Maries engagement".
Og da Anne-Marie Ry afleverer en håndskreven – i stedet for en maskinskreven – madplan, siger lederen i kollegernes påhør, at "det er fan'me det værste makværk, jeg har set."
– Lederen har siden benægtet, at hun brugte ordet "makværk", men jeg er vist den bedste til at huske lige præcis den formulering, siger Anne-Marie Ry.

Farvel med tårer

I løbet af de ti uger har hun mærket de gamle sygdoms-symptomer komme tilbage, og efter den sidste beskyldning fra lederen beslutter hun sig – i samråd med tillidsrepræsentanten – for at fuldføre prøveperioden, men derefter skal det være slut.
På det sidste møde mellem parterne forklarer Anne-Marie Ry, hvilket helvede hun har været igennem de seneste ti uger. Da de lidt senere skal sige farvel, har lederen vand i øjnene, men Anne-Marie opfatter kun tårerne som et forsøg på at fralægge sig ansvaret.
Anne-Marie Ry får også sagt farvel til sine kolleger, som hun aldrig har haft noget ondt at udsætte på, og som hun efter eget udsagn er vellidt blandt.
Den følelsesmæssige nedtur kulminerer først et par uger senere, da hun skal møde på dagpengekontoret.
– Jeg havde det egentlig fint nok inden mødet, men lige da jeg træder ind i kontoret, bryder jeg fuldstændig sammen – jeg græder og græder, forklarer Anne-Marie Ry, der i dag kan se, at hun har været meget tæt på en regulær depression.
Anne-Marie havde aldrig forestillet sig, at hun skulle komme så langt ud. I dag må hun erkende, at hendes mentale styrke ikke rakte til at modstå den mistillid, hun blev mødt med.
– Når man er følelsesmæssigt trængt, så handler man på en anden måde, end man ellers ville. Jeg havde min faglige stolthed, men alligevel begyndte jeg at tvivle på min kunnen og gav mig selv skylden for, at det gik skævt.

Selvværdet vender tilbage

Efter sammenbruddet på dagpengekontoret bliver hun tilbudt 10 timers psykologhjælp, som har været med til at bringe hende på højkant. Men allermest har hun fået ud af et 18 ugers selvudviklingskursus på Daghøjskolen Gimle i århus.
– Jeg er nået til erkendelsen af, at sådan oplevede jeg det, der foregik, og det er det vigtigste, siger Anne-Marie Ry.
I dag kan hun mærke, at selvværdet er kommet tilbage – et synligt bevis er, at hun overhovedet stiller op til interview om sine oplevelser – tilmed for medlemmerne af et fag, hun var tæt på at forlade.
– Da jeg forlod vuggestuen, sagde jeg: Aldrig mere køkken. Nu har jeg fået lyst til at give det en ny chance. Det er trods alt over 20 års arbejdsliv, der mest har været fyldt med gode oplevelser, siger Anne-Marie Ry.