Ingen mad i ferien

---

Der er lyst og venligt, men uendeligt langt ned til den anden ende af gangen, hvor køkkenet og cafeen ligger. Personalet får god motion, hvis de skal rundt til de forskellige boenheder. Beboerne ligeså, men de kommer næppe så meget rundt.
På min vej mod køkkenet møder jeg dog Marie, der er på vej for at besøge sin bror.
– Han bor lige derovre, siger hun og peger om et par hjørner<unknown tag: ellipse></ellipse>
Æblehaven er fra 1997 og rummer elleve boenheder med omkring 100 beboere.
Hvert hus har sit eget køkken. Men det er begrænset, hvad der bliver lavet af mad her. Maden bliver bragt fra centrets store køkken.

Maden flytter ud

Det vil sige – i et halvt år har tre af boenhederne selv stået for maden. Det betyder, at der i hver boenhed var en køkkenassistent, som lavede morgenmad og middagsmad og mad til indimellem. Og gjorde aftensmaden klar. Et forsøg, der skulle vise, om beboerne fik mere appetit på livet, i takt med, at de fik mere indflydelse på menuen, når maden blev tilberedt i deres eget køkken og de kunne give en hånd med – hvis de havde lyst og ork til det.
Og det fik beboerne: mere lyst – både til maden og til livet. Det er hverken ledende økonoma Eva Vincent eller køkkenassistenterne Tine Saabye Nielsen og Charlotte Andresen i tvivl om.

Liv i kludene

– De fik sanserne skærpet og appetitten stimuleret. Der duftede jo hele tiden af mad i husets fællesrum. De spiste meget mere. Og nogle af de beboere, der tidligere havde valgt maden fra, hoppede på, da vi rykkede tættere på med maden, fortæller Charlotte Andresen.
– Beboerne kunne selv bestemme, hvad de ville spise. Hos mig valgte de f.eks. konsekvent desserterne fra og spiste ost og kiks i stedet. Og nogle af dem kom med forslag til gamle retter og livretter, som de gerne ville genopleve.
– Børge, der ellers var en kræsenpind, som kun spiste pølser og frikadeller, begyndte at spise alt muligt, husker Tine Saabye.
I øvrigt nød beboerne også, at der hele tiden var et menneske til stede, som var i gang med noget og – ikke mindst – tilgængelig for en snak.
– Jeg var der jo hele tiden. Jeg spiste min mad i spisestuen eller sad og skrev indkøbssedler, siger Tine Saabye. Og fortæller, at beboerne spiste ved to borde, da hun startede ude i hus 12.
– De damer, der ikke spiste så pænt, sad ved et bord for sig. Det havde jeg det skidt med. Og det endte da også med, at plejepersonalet og jeg ved fælles hjælp fik de to borde skubbet sammen. Ved at snakke med beboerne om det at acceptere hinanden.
– En af beboerne var meget angst. Og jeg var ærligt talt bange for at skubbe hende helt udenfor med mine ideer. Men der skete det modsatte. Hun fik mod – og lyst – til at ønske, f.eks. noget bestemt mad.
– Selvom de gamle, der kommer på plejehjem, er meget dårlige, og det er de færreste, der kan hjælpe til, var der alligevel nogle stykker, der fik faste roller i køkkenet, fortæller Charlotte Andresen.
– Birgitte var f.eks. med ude at handle. Hun syntes, det var dejligt at blive brugt til noget. Desuden fik jeg en stegemester i mit hus – Jørgen, han vendte altid frikadellerne. Og livede faktisk meget op. Ja, han blev ligefrem livsglad, hvor vi tidligere havde oplevet ham som et meget deprimeret menneske, mindes Tine Saabye.

Lettere at ønske

Men mad ud i husene betød ikke alene en forandring for beboerne.
– Fordelen for os i køkkenet var, at det blev enklere at samle op på beboernes ønsker, når der blev købt ind hus for hus, siger Eva Vincent.
Inden projektet havde hun netop oplevet, at det begyndte at knibe med at få samlet op på de småtspisende, og at der blev stadig flere individuelle ønsker til maden.
– Nogle ville have dessertost til morgenmad, andre spegepølse. Nogle ville lave noget af maden selv. Og vi blev ofte spurgt: må vi det?
Og selvfølelig måtte de det! Hjemme spiser vi jo også, hvad vi har lyst til.
Men det fik mig til at overveje, om ikke det ville være enklere at administrere, hvis der var en køkkenassistent ude hos beboerne, siger Eva Vincent om de overvejelser, der satte gang i projektet.
– Og jeg er stadig overbevist om, at det ville have gjort administrationen enklere i sidste ende, tilføjer hun, selvom jeg selvfølgelig i forsøgsperioden fik mere arbejde ud af, at der kom tre huse til med hver deres økonomi.
Alle gode erfaringer – sociale og ernæringsmæssige – til trods: køkkenet måtte opgive at lave mad ude i husene, da der viste sig at være for få hænder. Og maden er tilbage i det store køkken.

For få hænder

Det var ikke økonomien, der slog bunden ud af projektet. Ikke direkte i hvert fald.
– Det gør ingen forskel om maden bliver tilberedt i centralkøkkenet eller ude i boenhederne. Vi har 41 kr. pr. beboer om dagen. Det kan vi godt lave mad for også i boenhederne. Men vi kan ikke dække køkkenvagterne i husene i ferien.
– Da plejen meldte ud, at lige meget hvor mange boller vi lagde i fryseren, og hvor mange frikadeller vi stegte, så kunne de ikke klare sig selv i tre uger, så måtte vi erkende, at det ikke var måden at gøre det på, siger Eva Vincent.
Evalueringen af projektet har da også vist, at mens mange gerne ville fortsætte, var der flest blandt plejepersonalet, der ikke ønskede, at maden skulle tilberedes i husene. Maden kom til at fylde for meget i deres dagligdag. Nogle af beboerne klagede desuden indimellem over støj. Og et af stederne syntes de ganske enkelt bedre om maden fra det store køkken.

Dagens opgave

Køkkenet har dog ikke opgivet at bidrage til den hjemlige atmosfære i husene.
Nu prøver de en anden model: Dagens opgave. Hver dag uddelegerer de én madlavningsopgave til husene, som beboerne kan være med til at løse. Det kan være at skrælle kartofler, stege frikadeller, snitte kål.
– Ja, det kan egentlig være alt muligt, siger Charlotte Andresen. Undtagen at lave sovs og dessert. Det skal de ikke blandt andet af hygiejniske grunde.
Kan plejepersonalet overskue dagens opgave, når de ikke ellers har haft tid til at deltage i køkkenarbejdet?
– Tja, vi regner med, de bakker op. For beboernes skyld, siger Charlotte Andresen.
Er I tilfredse med denne løsning? Er den god eller blot et godt kompromis?
– Der er ingen tvivl om, at det bedste for beboerne er en køkkenassistent i hvert hus, når man ser socialt på det, mener Tine Saabye. Men det er afgørende, at det ikke er muligt at få lavet mad til beboerne i weekender og ferier.
Vi havde en forventning om, at plejen kunne gå ind i projektet. Bage brød eller købe en pizza, bare en gang imellem – og f.eks. i ferierne. Men de har simpelthen for travlt, siger Eva Vincent.
Og så går det jo ikke.