Skidt start på god ide

---

På tegnebrættet var der lagt op til fornyelse af den kommunale ældrepleje i Vejle Kommune. Det nye plejecenter, Sofiegården, i byens vestlige del, blev bygget efter leve-bo tanken: Fem små enheder med hver 10 beboere og eget køkken/alrum. Nu skulle der blot fyldes mennesker i rammerne og rollerne som beboere, køkken- og plejepersonale.
I begyndelsen – som var sommeren 2001 – gik det også udmærket, fortæller køkkenassistent og tillidsrepræsentant Inge Merete Nielsen, som arbejdede på Sofiegården. To køkkenassistenter blev frivilligt flyttet ud fra storkøkkenet på områdets gamle plejehjem Bakkegården. Da de hurtigt blev overbebyrdede med arbejde, tilførte man yderligere to. Herefter var der i princippet én køkkenasistent pr. køkken. Det femte og sidste køkken på Sofiegården blev betjent af plejepersonale.
–Det kørte indtil marts 2002. Så var der ikke længere økonomi til at fortsætte leve-bo ideen. Køkkenassistenterne røg ud igen bortset fra en enkelt, som blev på Sofiegården for at tage sig af indkøb og kontakt til Bakkegårdens køkken vedrørende diæter og lignende. På Bakkegården fik vi to køkkenassistenter retur, og laver nu igen den varme mad til Sofiegården plus vores egne beboere og cafeen, fortæller Inge Merete Nielsen.
Det er der fuldt styr på, for den ordning har køkkenpersonalet været vant til at arbejde efter i årevis, og Bakkegårdens køkken har igen fået sin oprindelige personalenormering. Men for Sofiegårdens 50 beboere er konsekvensen, at de nu må betale kommunens takster for den daglige mad. I det trekvarte år, hvor leve-bo princippet fungerede, slap de billigere, fordi maden kunne laves på stedet til en lavere pris.

Ressourcerne fulgte ikke med

Det nye princip om leve-bo led foreløbigt skibbrud i det, der indtil nytår var Vejle Kommunes område 6. Årsagen var manglende politisk vilje til at forsyne den nye ordning med tilstrækkelige mandskabstimer plus en uhensigtsmæssig styring af ressourcerne. Inge Merete Nielsen ser tilbage på en dårlig erfaring:
– Politikerne ville ikke give ressourcer til, at der kunne laves mad på Sofiegården. Der blev sat én ekstra stilling af til at praktisere leve-bo-formen, og det var for lidt. Økonomisk var der lagt op til selvforvaltning, hvor køkkenerne var i samme pulje som plejen, og plejeområdet fungerer som et stort hul, der kan bruge alle de midler, der er til rådighed. Derfor kunne det ikke gå, fastslår Inge Merete Nielsen.
Et andet problem var faggrænserne. Køkkenpersonalet havde på forhånd forsøgt at opnå en aftale om, hvad foreningens medlemmer skulle udføre af opgaver på Sofiegården. Men det lykkedes ikke, heller ikke med hjælp fra Økonomaforeningen, at opnå faste rammer på det punkt, siger Inge Merete Nielsen.
– Vi kunne i princippet blive sat til alt derude. Men i realiteten kunne vi ikke fungere som andet end medarbejder nr. to, når det gjaldt plejeopgaver eller løft – det der kaldes forflytning af en beboer. De var jo for dårlige til, at man bare kunne bede dem om at gå ind og vaske sig. Vi var utroligt kede af at skulle beskæftige os med beboernes personlige hygiejne og pleje. Vi syntes, det var for privat, og vi havde hverken uddannelsen eller erfaringen, fortæller Inge Merete Nielsen.

Fagligt sammenstød

De fire køkkenassistenter måtte på skift træde til, når en af de to medarbejdere i plejen, der var på vagt, var fraværende, og det skete ret ofte. Inge Merete Nielsen oplevede sammenstødet mellem to fagkulturer.
– Vi i køkkenerne var vant til faste arbejdstider, såsom 7-15 hver dag. Pleje er noget, der foregår i døgndrift, og der er oftere sygdom blandt personalet. Når en i plejen meldte fra, skulle vi træde til, og det kunne indebære, at vi måtte over i en anden enhed og tage en tørn der. Så blev man forstyrret og kunne ikke lave den mad, man havde planlagt, og de gamle blev forvirrede. Det var ikke ordnede forhold, som vi er vant til, fastslår hun.
Tilmed oplevede køkkenassistenterne, at deres ressourcer inden for madlavning ikke blev brugt rationelt.
– Jeg havde 37 timer pr. uge til at lave mad til 10 beboere. Hvis ikke jeg blev pålagt plejeopgaver, var det for dårlig en udnyttelse af min arbejdskraft. Man skulle have givet os ansvaret for to køkkener med mulighed for samarbejde og fleksibilitet, og så skulle man have sikret sig, at der var noget plejepersonale, som var interesseret i at indgå i madlavningen.
Det var der ikke?
– Nej. Men plejen blev også skåret ned undervejs, og plejemedarbejderne havde hænderne fulde med at passe deres opgaver og få vagtskemaerne til at gå op, siger Inge Merete Nielsen.

En ny chance

Hun er fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden. Fra nytår 2004 har ældreplejen fået en ny overordnet ledelse, som er indstillet på, at leve-bo skal fungere, også på Sofiegården.
– Vi vil gerne give det en chance til, også det tværfaglige samarbejde, blot det bliver struktureret fornuftigt og såvel plejeledelsen som politikerne bakker op om ideen, siger Inge Merete Nielsen. Vi har for længe siden sikret os en rotationsaftale, som gør, at man kan fortryde efter et halvt år, hvis leve-bo ikke er sagen for en. Men vi tror stadig på ideen, for vi nåede jo også at opleve dens positive sider: Du laver aldrig mad, som tre af beboerne ikke kan lide, for der er kontant afregning efter hvert måltid. Samtidig er det meget lettere at give syge beboere netop den mad, som de trænger til, når man er tæt på dem. Der er virkelig mange gode ting i leve-bo. Vi fik bare en forkert start!