Fire store familier

---

– Man får så mange gode grin. De er jo sjove, de gamle!
– Man kommer virkelig til at holde af dem!
Udsagnene fra de to køkkenassistenter bliver ikke modsagt, men tværtimod bakket op rundt om bordet. Vi er på Marienlund Plejehjem under Område Syd i Silkeborg Kommunes ældrepleje og har samlet repræsentanter for de fire køkkener, der findes på hjemmet. Silkeborg har konsekvent indført bo-leve princippet, hvor plejecenterbeboere lever i en slags storfamilie med et køkken/alrum som fælles omdrejningspunkt.
Marienlund startede sit første decentrale køkken i september 2001. De øvrige tre kom først i gang i maj 2003, så erfaringerne med bo-leve konceptet er blandede. De 48 beboere på Marienlund er fordelt med 16 på ét køkken, to køkkener med hver 12 beboere og et køkken for senil-demente med otte beboere. Køkkenerne er gradvist ved at indføre økonomisk selvforvaltning.

Kanter blev slebet af

Køkkenassistent Mette Nielsen var med til at starte det første køkken sammen med områdeleder Betty Døssing. Medarbejderne havde fået valget mellem at arbejde i et bo-leve køkken eller fortsætte i kommunens storkøkken, som producerer til madudbringning.
– Jeg ville hellere prøve det nye. Vi havde mange møder, hvor tankerne blev snakket igennem. Der har været kanter, der skulle slibes af, specielt i forholdet mellem køkkenpersonale og plejepersonale. Det her er ikke en opgave, man bare kan gå ind og udføre som enlig køkkenassistent. Den kræver et udstrakt samarbejde i gruppen. Efterhånden finder man ud af, at de andre ikke er farlige. Det var hårdt og stressende i starten, fordi man følte sig frem og ville gøre alle tilpasse. Nu tør vi godt sige noget til hinanden, siger Mette Nielsen.
Hun er eneste køkkenassistent i sit køkken. Det faste personale består af tre dagvagter og to aftenvagter plus løst tilknyttede i jobtræning. I begyndelsen var Mette Nielsen påpasselig med at lave frostretter eller forberede måltider til weekender, ferier og fridage, således at plejepersonalet blot skulle sørge for opvarmningen. Fryseren er stadig fyldt med alternativer, men det er ikke længere en selvfølge, at køkkenassistenten skal forskudsproducere til sine fridage.
– Det giver jo en helt anden frihed, at man ikke skal producere 350 portioner om dagen, men derimod 10. Vi har ikke engang en menuplan. Vi snakker med beboerne om, hvad vi skal have til middag, og nogle gange kommer vi let om ved det, eller vi spiser på restaurant, hvis vi er ude på tur. Det er der penge til. Vi mangler ikke noget, siger Mette Nielsen.
Hun arbejder sammen med social- og sundhedsassistent Elsebeth Mogensen, som er stor tilhænger af det nye samarbejde:
– Det har været rigtig godt, at vi har fået maden tæt på med den duft og stemning, det giver. De gamle sidder ikke længere inde på stuerne, de er ude i køkkenet for at følge med i madlavningen og kommentere den. Når Mette ikke er der, er jeg med til at lave mad. Det har jeg ingen specielle forudsætninger for, men det gør ikke noget, for det ligner jo enhver anden husholdning, siger Elsebeth Mogensen.

Faggrænser respekteres

Køkkenassistent Pia Hansen havde valgt at blive i storkøkkenet, men blev tvunget over i et af de senest startede bo-leve køkkener på Marienlund. Årsagen var, at der meldte sig flere ansøgere, end storkøkkenet skulle bruge.
– Jeg var negativ over for det nye. Jeg syntes, det var nok at lave mad til de gamle. Nu skulle jeg også se og høre på dem, og måske lå der også en forventning om, at jeg skulle hjælpe med plejeopgaver. Men jeg blev positivt overrasket. De gamle er slet ikke så slemme at omgås, og jeg har fået en meget mere varieret arbejdsdag. I storkøkkenet kunne jeg stå otte timer ad gangen i opvasken eller ved pakkebåndet. Hvis jeg fik muligheden, ville jeg ikke søge tilbage, siger Pia Hansen.
En af de ting, som Silkeborg har holdt fast i fra starten, er, at køkkenfagligt personale ikke skal udføre plejeopgaver. Områdeleder Betty Døssing forklarer:
– Det var den store skræk, og vi var nødt til at sikre os gennem aftaler, at faggrænserne blev respekteret. For det første har vi ingen forudsætninger for at udføre plejeopgaver, for det andet passer det ikke sammen med madlavningen af hygiejniske og praktiske grunde. Men som køkkenassistent kan man jo sagtens hjælpe med at knappe en trøje og lyne en lynlås. Det vigtigste er, at den plejegruppe, man kommer i, er indstillet på, at man er der og respekterer ens opgave, siger Betty Døssing.
Køkkenassistent Susanne Kragelund, der arbejder i samme køkken som Pia Hansen, oplevede en usikkerhed hos plejepersonalet i starten:
– Nogle af plejerne har ikke været indstillet på det. De følte, at noget blev trukket ned over hovedet på dem, og så er det vel naturligt at stritte imod. De har vel også været bange for, at de skulle til at lave maden. Alting tager tid, men jeg synes, at vi blev godt modtaget af gruppen. Vi faldt hurtigt til, siger Susanne Kragelund.

Bedre appetit

Men hvordan opleves det meget tætte samvær med beboerne? Birthe Nielsen, som er køkkenassistent i et tredje af Marienlunds køkkener, fremhæver bo-leve miljøets betydning for afsætningen af produktet:
– Samværet drejer sig meget om maden, og det er helt tydeligt, at de gamles appetit er blevet bedre. De spiser mere, efter at duften er kommet til. Og så kan de skændes over detaljer, f.eks. om hvordan mortensanden bør serveres. Ellers er der ikke så megen snak ved bordet. Beboerne er generelt for dårlige til at have opmærksomheden rettet mod omgivelserne, siger hun.
Susanne Kragelund: – Men de hører efter, når vi snakker med en beboer. Og de kan sagtens være med til at bestemme, hvad vi skal have til middag. Det er rart, at man er sikker på at servere noget, som de kan lide, og de gamle vil også have varieret mad, så vi behøver ikke at have faglige bekymringer om ensidig kost.
Mette Nielsen: – Jeg har en beboer, som altid hjælper med at skrælle kartofler. Hun og jeg er et team, sådan oplever hun det. Man er nødt til at udvikle sine pædagogiske evner, og det er vigtigt at holde kontakten med beboerne under arbejdet. Køkkenet skal være indrettet som samtalekøkken, så vi ikke vender ryggen til.
Elsebeth Mogensen: – Det er en blanding af en privat husholdning og et offentligt køkken. Der er ikke længere tomt på gangene, og de, der ligger i deres stue og snart skal herfra, har døren stående åben. De kan høre, at der sker noget, og det må i sig selv være livsbekræftende. Fagligt diskuterer vi faktisk, om vi skal arbejde for at få et hospice, eller om de døende har bedre af et forblive i bo-leve miljøet til det sidste.
Kun kan det knibe med den kollegiale kontakt, når man kun er én eller to fra sin egen faggruppe.
Birthe Nielsen: – Til dagligt ser vi ikke hinanden, bortset fra fem minutter om morgenen. Men vi er begyndt at holde regelmæssige møder. Køkkenerne er placeret to og to oven på hinanden, så man kan hurtigt smutte forbi for at låne en liter mælk eller få et godt råd. Vi hjælper hinanden.