Processing time: 1328952537.9419 secs
Forbrugerstyrelsen har åbnet en portal 'for frie valg' – så vi kan få overblik over vores valgmuligheder. Men gider vi vælge?

Det frie valgs lyksaligheder


Gad vide, hvilket sygehus, der er sikreste at føde på, hvilken børnehave, der ville tage mine børn med på flest skovture, hvilket forsikringsselskab, der giver den højeste forsikring mod den laveste præmie og hvilket plejehjem, der kunne lave den bedste mad, når jeg bliver gammel?
Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde finder ud af det. Og trøster mig i min uvidenhed med den filosofi, at de allervigtigste valg her i livet sjældent bliver taget efter grundige undersøgelser, sammenligninger og overvejelser. De bliver taget med hjertet.
I øvrigt er jeg tilsyneladende ikke den eneste, der ikke orker at vælge eller ved, at jeg kan. Det viser en undersøgelse af otte frit valg områder, som Forbrugerstyrelsen har lavet forud for åbning af en frit valg portal.
F.eks. ved kun omkring 40 procent af de ældre, at de selv kan vælge, hvem der skal sørge for deres mad. Og blandt de, der ved det, har kun omkring 4 procent skiftet leverandør.
Det område, hvor vi er mest bevidste om vores muligheder er valg af teleselskab, her har hver tredje skiftet, mens f.eks. kun to procent har skiftet elselskab.
– Resultaterne af undersøgelsen viser, at regeringens ideologi om det frie valg er ude af trit med befolkningens behov, vurderer Nils Groes, direktør i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut. Det afgørende er, at tilbudet er godt og servicen god, siger han til Politiken.
Og det er en stærk pointe. Vi kan umuligt overkomme alle de mulige valg. Nogen må tage dem for os. Og vi må have tillid til, at det mest nærliggende valg, vi kan tage, også er det bedste.
Men for indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ligger der helt andre tanker bag det frie valg.
– Det afgørende er ikke, at folk skifter leverandør. Det afgørende er, at de har muligheden. Det gør folk tilfredse, mener han.
Men måske også frustrerede. I hvert fald dem, der tror på det frie valg, men opdager, at det er en sag med modifikationer, når de kommer tættere på.
For hvem kan vælge det bedste fødested, hvis det ligger 100 kilometer borte.
Men nu har Forbrugerstyrelsen som sagt åbnet en portal for frie valg. Så kan vi jo vælge at klikke forbi.


Processing time: 0.1052 secs