På arbejde i de ældres hjem

---

Berit Bødker lægger ikke fingrene imellem, når hun skitserer det ‘dilemma rum’, som udviklingen i arbejdet med ‘mennesker, som har brug for hjælp’, har skabt. Hun er uddannet socialpædagog, underviser på Social- og Sundhedsskolen i Greve og løser konsulentopgaver blandt andet for Ældrecenter Ammershøjparken.
I sin undervisning beskæftiger hun sig med den omstillingsproces og de nye kompetencer, som kræves, når man arbejder så tæt med ældre mennesker i de nye leve-bomiljøer.
– Det er en stor pædagogisk proces at flytte madlavningen derud, hvor de ældre bor. Jeg synes, det er en rigtig god ide, fordi ældre borgere har brug for at leve livet med de elementer, der altid har været i deres voksenliv, og det er blandt andet madlavning, siger Berit Bødker.
Hun levner derfor også en plads til det kostfaglige personale i fremtidens ældreboliger, men peger samtidig på, at det kræver en omstilling, som faggruppen må forholde sig til, inden for deres eget arbejdsfelt.

Arbejder i deres hjem

– Det kan for eksempel blive nødvendigt at revurdere arbejdstiderne. Her går man ikke hjem kl. 14 fra et skinnende blankt og rengjort køkken.
Det er også nødvendigt at have kendskab til de mennesker, man arbejder hos. Man må kunne arbejde i spændingsfeltet mellem borgerens ret til at ‘arbejde og lave mad i eget hjem’ og de hygiejniske principper, der nødvendigvis må overholdes, når mange mennesker skal fungere og spise sammen, siger Berit Bødker og kommer med et par eksempler:
– Må vi for eksempel tage fru Jensen væk fra maden, hvis hun ikke har rene hænder – eller kan køkkenassistenten give køb på fagligheden og lade fru Jensen skære grøntsager alligevel – og så måske smide de grøntsager ud til fuglene? Er man indstillet på, at det ikke er alle bollerne fra dejen, som kan komme i ovnen, fordi hænderne ikke var helt rene hos beboeren, der hjalp med at forme dem? Eller vil man acceptere, at det ikke er helt så vigtigt med hygiejnen, når maden bliver spist direkte fra stegepanden?
Det handler om en holdningsændring og om at kunne omstille sig. Det kostfaglige personale skal være villige til at strække sig ind over et andet gebet, siger Berit Bødker.
– Man skal også kunne lave mad til ældre, så de kan genkende maden. Og vi skal væk fra at servere den på metalfade. Vi skal have porcelænet tilbage og servere maden i skåle og på mindre fade, som gamle hænder kan håndtere og byde rundt. Samtidigt forhindrer man, at ikke helt rene fingre har været i alle portioner.
– Man skal også huske, at de ikke bor på ens arbejdsplads, men at man er gæst i deres hjem, siger Berit Bødker. Det betyder, at de har adgang til køleskabet, og hvis det er problematisk, må man kigge på, om det er nødvendigt med et køleskab ‘til daglig brug’ og et depotkøleskab, hvor kun medarbejderne henter mad.

Nye fremtidsscenarier

Udover det rent kostfaglige skal køkkenpersonalet også kunne svinge de mere socialpædagogiske værktøjer i den tætte kontakt med beboerne, hvor mange er demente og i det hele taget har mange funktionstab.
– Alle medarbejdere skal kunne indgå i et samspil og kommunikere med beboerne, der meget af dagen sidder i dagligstuen og ser på, at der bliver lavet mad i fælleskøkkenet. Man skal kunne forstå dem – hvad vil de? Det kræver kendskab til andre kommunikationsformer og en indsigt i det at blive ældre og afhængig af andres hjælp og omsorg: Når fru Jensen, som er dement, sidder og råber: »Hallo, hallo!«, er det ikke fordi hun er mærkelig, men måske fordi hun søger omsorg og kontakt.
Det handler om at være med i livet – og om at blive udfordret på sin faglighed, konstaterer Berit Bødker.
– Vi må se i de kommende år, hvordan vi får det til at bære. Og hvis køkkenassistenterne vil med på vognen – og det håber jeg, at de har lyst til – så gælder det om at få deres fagforbund til at stille krav om nye elementer i uddannelsen.
Lige nu antager mange social- og sundhedsassistenter, at »den opgave kan vi godt løse!« Så fremtiden handler om at tegne nye scenarier og finde ud af, hvordan alle kommer med, så tværfagligheden kan skabe nye muligheder for det gode liv i leve-bomiljøerne, siger Berit Bødker.