Processing time: 1328951729.2015 secs
I Hotherhaven er det køkkenet, der holder traditionerne i hævd ved at servere særlige retter og højtidsmad.

Særlig mad på huskedagene


Hvad giver jeres mad karakter?
– Vi laver en god blanding af nyt og gammelt, svarer ledende økonoma Anne-Marie Thøgersen, Hotherhaven’s Plejecenter. Vi holder fast i traditionelle retter og laver mad efter sæsonen, for de ældre skal have mad de kender. På den anden side tager de heller ikke skade af at blive præsenteret for noget nyt. Og da der kommer yngre pensionister i plejecentrene, laver vi også mere moderne mad.
Men vi hæger om traditionerne, og køkkenet byder på både påske og pinsefrokost, julemad, mortensand og grundlovsmiddag.
– Og hvis ikke det var køkkenet, der skulle holde traditionerne i hævd – hvem skulle så? De unge blandt plejepersonalet, tænker ikke på at gøre noget særligt ud af højtider eller dage med traditioner, er hendes erfaring.
Må I gå på kompromis, når I laver mad?
Kompromis lyder som at springe over, hvor gærdet er lavest. Det synes jeg ikke, vi gør, selvom vi i dag kun laver kølemad. Tidligere kunne de hjemmeboende vælge, om de ville have varm eller kold mad. Men da vi skulle spare en masse penge, besluttede vi kun at tilbyde kølemad.
Det betyder, at der er noget mad, vi ikke laver til de hjemmeboende – stegt flæsk bliver f.eks. ikke sprødt og godt i en mikroovn. Til gengæld kan alle i leve-bomiljøerne og cafeer nyde godt af, at der er køkkenpersonale, der kan lave stegeflæsk i sidste øjeblik, inden serveringen.
– Men det er jo småting. Det store kompromis er, at køkkenet ikke længere kommer til de ældre hver dag. Vi har overladt tryghedsbesøget til plejen, siger Anne-Marie Thøgersen.
Hvad siger brugerne?
– De var skeptiske overfor kølemaden. Vi brugte mange ressourcer på at fortælle dem, hvad der skulle ske. Men det har vi fået 100 procent tilbage. I dag virker de meget tilfredse. Selv de, der havde sagt, at de ikke ville have mad fra os mere, hvis det blev kølemad, ringer for at fortælle, at maden er dejlig. Ja, bedre end før – den er brandvarm og de kan spise den, når de vil.
Hotherhaven i Vallø laver mad til tre modtagekøkkener, eget plejecenter (fem leve-bomiljøer) hjemmeboende pensionister, kommunale møder og skolemad til én skole. Al mad – 230 middagsmåltider og 90 morgen- og aftenmåltider dagligt – leveres af køkkenet – som er 17 fordelt på fuldtid og deltid.


Processing time: 0.0983 secs