Alternative uddannelser frier til sundhedsvæsnet

---

Hvis det står til lederne af to private kostuddannelser, Hover Sundhedshøjskole og Center for Ernæring og Terapi, skal faggrupperne i Kost & Ernæringsforbundet samt de privatpraktiserende kliniske diætister ikke længere være alene om at yde rådgivning om kost og ernæring indenfor sundhedsvæsnet.
Med udspring i det alternative behandlermiljø og med lærdom erhvervet på ikke statsanerkendte uddannelser er kostvejledere og ernæringsterapeuter fuldt kompetente til at rådgive patienter og sundhedspersonale, mener uddannelseslederne. At undervisningen er baseret på fjernundervisning og weekendseminarer gør den ikke ringere i skoleledernes øjne.
Derfor vil Center for Ernæring og Terapi stræbe efter ‘at muliggøre et stadigt stigende samarbejde med det etablerede sundhedssystem’, som der står på centerets hjemmeside og ifølge lederen af centerets uddannelse, Mia Damhus, er der allerede i dag omkring 10 læger, der henviser patienter til de ernæringsterapeuter, som centeret uddanner.
Mulighederne for øget samarbejde ligger ikke kun i rådgivning af patienter, mener Mia Damhus.
– Vi vil også gerne undervise undervisere indenfor de etablerede uddannelser. Vi kan være et godt supplement til efteruddannelse af læger, sygeplejersker og kostfagligt personale, siger hun.

Korte og overfladiske

Men de private uddannelser er alt for korte og overfladiske til at være et reelt supplement, endsige alternativ, til de etablerede og statsanerkendte uddannelser. Sådan lyder holdningen i Kost & Ernæringsforbundet.
– For eksempel kan adgangskravene til uddannelsen på Center for Ernæring og Terapi (300 timers forudgående undervisning i anatomi, fysiologi og sygdomslære, red.) slet ikke sammenlignes med de krav, der er til den mellemlange videregående uddannelse som professionsbachelor, fastslår forbundets næstformand Connie Søltoft.
Tanken om at lade alternativt uddannede undervise folk med en etableret uddannelse bliver også pure afvist af Cecilia Arendal, formand for Foreningen af Kliniske Diætister.
– Det ville være helt absurd. Vi har brug for nogle med en højere uddannelse end os selv i forbindelse med efteruddannelse. Vi har i dag efteruddannelse på universitetsniveau, og det er de private uddannelser slet ikke i nærheden af, siger hun.
På Hover Sundhedshøjskole er der slet ingen adgangskrav til uddannelsen som kostvejleder. Den er åben for ‘alle med lyst til at beskæftige sig med mad og mennesker’, som det hedder i en pjece om uddannelsen.
Samme pjece fortæller, at man som kostvejleder blandt andet kan arbejde som køkkenleder eller køkkenassistent.
Også det afviser Connie Søltoft.
– Uddannelsen i Hover består udover fjernundervisning kun af 14 weekender. Med 16 timers undervisning pr. weekend bliver det 226 timer, og det er jo slet ikke sammenligneligt med uddannelserne på vores område. For eksempel varer den nye uddannelse som ernæringsassistent, der fra 1. juli afløser køkkenassistentuddannelsen, tre år på fuld tid. Deraf er der 30 uger med kun teori, og før selve uddannelsen har eleverne haft 20 ugers teori. Desuden står der i uddannelsesplanen fra Hover slet ikke noget om den praktiske del med arbejdet i et køkken eller om hygiejne, fastslår Connie Søltoft.

Private rådgivere

Det er da heller ikke kostvejledere fra Hover Sundhedshøjskole, der fylder op som køkkenledere og køkkenassistenter i landets storkøkkener. Udover nogle, der i forvejen har en kostfaglig uddannelse, kan de kostvejledere, der laver mad i eksempelvis en børnehave, formentlig tælles på én hånd, vurderer Hover Sundhedshøjskoles leder Søren Vestergaard.
Erhvervsmulighederne for kostvejledere ligger i langt højere grad i en kombination af privat rådgivning, foredragsvirksomhed og anden form for formidling, mener han.
Selv om kliniske diætister arbejder på samme felter, ser Søren Vestergaard ikke nogen konkurrence mellem de to grupper. De supplerer de hinanden, mener han.
– De kliniske diætister ser meget på kvantiteten; for eksempel hvor mange kalorier man skal spise eller ikke skal spise. Mens kostvejlederne er bedre til at se på kvaliteten af kosten.
Den udlægning afvises helt af Cecilia Arendal.
– Diætisterne kigger bestemt også på kvaliteten af maden. Mange af de fordele, som Søren Vestergaard bryster sig af, er der slet ikke belæg for, siger de kliniske diætisters formand.
Opsummerende siger hun om de to alternative uddannelser:
– Jeg synes, det er meget bekymrende, at man så aggressivt vil slå plat på, at der er et meget stort behov i befolkningen for rådgivning om kost og sundhed.