Integration er en anden vej til elever

---

– Jeg kan li’ mad, og jeg kan li’ andre mennesker, forklarer Theresie Uwarmariya en anelse genert over den opmærksomhed, hun får.
– Når jeg inviterer danske venner, og mine piger går med andre mennesker og spiser, så synes jeg, jeg skal lære dansk mad. Og det er sund mad, føjer hun til.
Alt sammen som forklaring på, hvorfor hun fra 1. juni er køkkenassistentelev i køkkenet på Amtssygehuset i Herlev.
Også Hájera Saaie arbejder i køkkenet, fordi hun kan lide mad og mennesker.
Hájera er uddannet folkeskolelærer, men da hun ikke kunne få hjælp til en uddannelse, der ville kvalificere hende til et job som lærer i Danmark – det ville koste for meget, forklarer hun – så søgte hun om at komme med på projektet, der med tiden kan føre til et faglært arbejde i køkkenet.
– Det er også noget med mennesker, og det er det vigtigste, afgør Hájere Saaie.

Et års prøvetid

Projektet ‘I job på sygehus’ er et samarbejde mellem AOF, Hotel- og Restaurantskolen og køkkenerne på de tre amtssygehuse i København. Kvinderne er henvist af kommunen, arbejdsformidlingen eller de har selv søgt på baggrund af annoncer i lokalaviserne.
Men vejen til en elevplads har været lang. For at komme med skulle kvinderne først til en visitationssamtale. Kom de gennem nåleøjet, måtte de kaste sig ud i et 54 ugers forberedelseskursus for at lære om dansk arbejdspladskultur og få indsigt i fagområdet.
– Forberedelseskurset svarer til grundforløbet i køkkenassistentuddannelsen, forklarer Tove Seibak, der er kontaktperson for projektet og økonoma i køkkenet på Amtssygehuset i Herlev. Bestod de, kunne vi tage dem som elever. Og da de har været i praktik i køkkenet på forberedelseskurset, kender vi dem og deres baggrund godt, når de starter – det er en stor fordel for alle, tilføjer hun.

Stærke viljer

Både Theresie Uwarmariya og Hájere Saaie er kommet til landet som politiske flygtninge.
Theresie i 1994, hvor hun kom fra Burundi sammen med mand og børn. Theresie stammer fra Rwanda, men har siden 1973 været flygtning i Burundi, hvor hun har født sine tre døtre. To af pigerne er handicappede.
– De kunne ikke gøre meget for mine piger i Burundi. De mangler materiale, fortæller Theresie. Og derfor søgte vi FN om hjælp til at komme videre. Efter ét afslag, fik vi ja til at komme til Danmark. Og her har pigerne det meget godt, skynder hun sig at tilføje.
I Danmark gik Theresie hjemme med sine børn i flere år.
– Men da pigerne skulle i skole, skulle jeg finde noget at lave. Og så kom jeg i aktivering. Først i et rengøringsjob. Men det var ikke sjovt – jeg skulle møde klokken fem om morgenen, sukker Theresie ved mindet. Senere fik jeg job i en kantine og jeg kan godt li’ at lave mad – men alligevel, mange gange var det svært. For jeg havde mange ting, jeg skulle med mine piger hver uge – til fysioterapi og svømning f.eks.
Da jeg var i aktivering sidste gang, spurgte de i kommunen om jeg var interesseret i en uddannelse, så jeg lettere ville kunne få et job. Og da de fortalte om projektet her, tog jeg imod tilbuddet, fortæller Theresie.
– Det var lidt svært at starte forfra, men jeg kunne godt li’ det – og nu går det fint. Jo mere jeg arbejder med det og udvikler mig, siger hun med et lille smil.
I dag er Theresies børn så store, at de kan hjælpe hinanden også med at komme af sted om morgenen – så Theresie kan møde i køkkenet halv syv.

Et job som selvstændig

Hájere Saaie er kun sig selv og har mere frihed til job og sprogkurser. Det fylder til gengæld også meget i hendes liv. Og det høres.
Hájere har været i Danmark i tre et halvt år. Og taler forbløffende godt dansk.
– Det var et krav for mig selv, siger hun, for jeg skal være en del af samfundet. Men det er også en forudsætning for, at jeg kan få min opholdstilladelse forlænget, erkender hun.
Hájere er kommet til Danmark fordi hun har en bror i landet, der ligesom hun selv er politisk flygtning fra Afghanistan.
Hájere har tidligere haft job som medhjælp i en børnehave. Og ligesom Theresie har også hun været omkring et rengøringsjob – der ikke vakte begejstring.
– Det var et ensomt job. Jeg savnede kontakt med kolleger, siger hun
Dem har hun derimod mange af i køkkenet og det passer hende fint.
– Og så jeg kan godt li’ mad, griner hun.
Derfor kontaktede hun AOF for at komme med i projektet, der kunne bane vej til køkkenet.
– Men dine ambitionerne rækker videre, indskyder Tove Seibak.
Og Hájere fortæller, at hun gerne vil arbejde som selvstændig.
– Men det skal handle om mad. Mad er jo ikke bare mad, det er også en del af behandlingen af syge, siger hun og indvier os i en plan om at videreuddanne sig til klinisk diætist. Men én ting ad gangen.

Socialt projekt

Sygehuskøkkenerne har sagt ja til at være med i projektet af flere grunde.
– Vi ser det som en social forpligtelse at være med til at integrere kvinderne i det danske samfund, derfor sagde vi ja, da amtet og AOF spurgte, om vi ville være med. Samtidig har det givet os mulighed for at sende vores egne medarbejdere på kursus, da kvinderne har fungeret som vikarer i køkkenet i deres praktiktid på forberedelseskurset, forklarer Tove Seibak.
Endelig har vi ligesom andre – har vi læst i ‘Køkkenliv’ – svært ved at få elever.
Så projektet er på alle måder en god ide, mener hun, men tilføjer, at det kræver megen administration, fordi det går på tværs af de almindelige elevaftaler.
– Og selvfølgelig stiller det også særlige krav til kollegerne, på grund af sproget, tilføjer hun. Desuden har vi knyttet to køkkenassistenter som instruktører til hver af eleverne, som kan hjælpe dem – også med at knytte sociale kontakter, f.eks. ved at tage dem med til pauser – og med i snakken.

Tilbage til båndet

Men lige nu er der ikke mere tid til snak for Hájere og Theresies vedkommende. Kollegerne venter dem ved frokostbåndet.