Processing time: 1328957174.7134 secs
Løber man endnu hurtigere, når en kollega går på barsel – eller dækker køkkenerne sig ind med vikarer? Det er forskelligt, viser en undersøgelse i 60 køkkener.

Vikarer eller nye løbesko…

Kost, ernæring & sundhed 16 · 2005

Hvad gør et køkken når en medarbejder går fra på barsel? Skaffer en vikar for hele perioden, for noget af den – eller slet ikke?
En undersøgelse af vikardækningen i køkkenerne i forbindelse med barsel viser, at der de fleste steder kommer en vikar, når en medarbejder går fra.
Bedst er vikardækningen i de største køkkener, dårligst i de mindste. I langt de fleste køkkener – store som små – har der været medarbejdere på barsel inden for det seneste år – og igen: færrest i de mindste køkkener, flest i de største.
Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af Kost & Ernæringsforbundet. Den omfatter 60 køkkener i tre størrelser: de mindste med op til 10 ansatte, mellemstore med op til 20 ansatte og de største med mere end 20 medarbejdere.
Undersøgelsen viser også, at beslutningen om at etablere en central barselsfond får en blandet modtagelse i køkkenerne, hvor to ud af tre køkkenledere havde kendskab til aftalen.
– Mange har kendskab til den kommende barselsfond, men kun godt halvdelen af de medlemmer, jeg talte med, forudser, at fonden vil få betydning for deres arbejdsplads – selv om et flertal har haft medarbejdere på barselsorlov inden for det seneste år, siger Anja Kristensen, som har gennemført undersøgelsen.
– Man er mest positiv over for aftalen i de store køkkener. Her har størstedelen af de adspurgte medlemmer store forventninger til den kommende ordning, hvilket stemmer godt overens med, at det naturligt nok er her, man oftest sender medarbejdere af sted på barselsorlov, siger hun.

Andre fordele

Hvilken betydning barselsfonden vil få, har køkkener lidt forskellige holdninger til. Men overordnet set vil den få en positiv, økonomisk betydning, mener de. Og det afleder andre fordele.
– De ser bedre mulighed for øget vikardækning, en mindre presset hverdag, nemmere adgang til job for unge nyuddannede og en mere positiv indstilling overfor medarbejdere der gerne vil have børn – plus en bedre konkurrencedygtighed, fordi det minimerer omkostningerne til vikarer, og dermed kan priserne holdes nede, konkluderer Anja Kristensen.
– I de mellemstore køkkener mener over halvdelen dog ikke, at barselsfonden vil få direkte betydning for deres køkken – andet end en hypotetisk mulighed for, at kommunens besparelser på barselsområdet kan føre til, at køkkenerne tilføres ekstra ressourcer til andre poster, tilføjer Anja Kristensen.
Resultatet af undersøgelsen overrasker ikke Kost & Ernæringsforbundets formand, Ghita Parry.
– Jeg forventer sådan set, at køkkenerne gør brug af vikarkontoen, når en medarbejder går fra på barsel. Jeg kan kun opfordre alle køkkener – små som store – til at gøre brug af en barselsvikar. Belastningen i arbejdet er jo lige stor, om man er i et lille eller stort køkken, siger hun.

Fakta om undersøgelsen:

Undersøgelsen bygger på telefoninterviews med 60 tilfældigt udvalgte køkkener. Samlet er gennemsnitsalderen her ca. 40 år.
I køkkener med op til 10 ansatte har omkring hver tredje haft medarbejdere på barsel inden for det seneste år, men kun halvdelen af arbejdspladserne har haft fuld vikardækning – resten har kun haft delvis eller ingen dækning.
I de mellemstore køkkener – op til 20 ansatte – har syv ud af ti haft medarbejdere på barsel med en vikardækning på 70 procent og delvis eller ingen i resten af tilfældene.
I de store køkkener med over 20 ansatte har 75 procent haft medarbejdere på barsel, og i tre ud af fire tilfælde var der fuld vikardækning – og delvis i resten.

Central barselsfond fra 2007

Om knap halvandet år vil udgifterne til barselsorlov blive dækket af en central barselsfond i de nye kommuner og regioner. Dermed vil arbejdsgivernes udgifter til barsels- og adoptionsorlov bliver udlignet mellem samtlige arbejdspladser i kommunen eller sygehusregionen, så udgiften ikke længere påhviler den enkelte arbejdsplads. Blandt de privatansatte etableres en lignende barselsfond for de 650.000 lønmodtagere på LO-området. Med barselsaftalen fordeles udgifterne til barselsorlov ligeligt mellem store og små arbejdspladser og frem for alt mellem kvinde- og mandsdominerede arbejdspladser.
Kilder: KL samt Kost & Ernæringsforbundet

Artiklen er en del af et tema:
Kampen for ligeløn
Artikler i Køkkenliv:
Ligelønnen skal tales frem
Hellere en handlingsdygtig lønkommission end en lang dokumentation
Lønkampen blev også kvindekamp
Barsel berører altid et køkken
Vikarer eller nye løbesko
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Køkkenkvinder tjener mere end køkkenmænd
Lønninger til ansatte i Staten
Forbundets tidligere formand har fået ridderkorset
Leder få tjekket din løn
Sundhedskartellet tilfreds med lønkommission
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.0821 secs