Kontakten med brugerne er lige mit hjerte

---

– Den personlige ånd her i forhold til de store sygehuskøkkener.
Sådan lyder svaret på, hvorfor Helle Rekvad gennem de sidste 15 år har valgt at arbejde på plejehjem og ikke i et stort produktionskøkken.
– Kontakten med brugerne og personalet er lige mit hjerte. At jeg kan gå op og tale med beboerne eller køre ud til de hjemmeboende, hvis hjemmesygeplejersken ringer og fortæller, at en ældre har problemer med sin ernæringsstatus. Så kan jeg komme ind over med min kostfaglighed og vejlede. Den kontakt er drivkraften for mig. Det er motiverende, udfordrende, tilfredsstillende og noget, jeg værdsætter højt. Hvorfor er det at lave mad så interessant?
– Fordi mad er noget, alle kender til. Og jeg kan godt sætte mig ind i, hvad maden betyder for en syg eller en, som ikke skal videre i livet. Det er et stort lyspunkt i dagen. Derfor lytter jeg til dem og gør det, de gerne vil have. Jeg er jo her for dem – ikke omvendt. Og det giver mig en stor glæde. Hvad er vigtigst for dig i dit fag?
– At brugerne er tilfredse. Vi skal altid føle, at vi er der for dem, at vi lytter til dem. Her er de også med til at udforme kostplanen. Vi har tre etager, to somatiske og en med unge psykisk syge. Og de får alle tre forskellig mad, fordi de er forskellige mennesker. Det er i demokratiets ånd, men fagligheden blander de sig ikke i. Den er min. Hvordan har du det så, hvis brugerne er utilfredse med maden?
– Så bliver jeg ked af det, men jeg lytter til dem. Og det er ikke sådan, at jeg altid mener, de har ret. Vi diskuterer tingene åbent og ærligt. For eksempel siger nogle af de hjemmeboende, at kødet ikke er til at tygge. Og jeg siger, at det eventuelt handler om deres tandstatus. Det bliver vi aldrig enige om. Jeg er dog meget bevidst om, at vores brugere har behov for, at kødet altid er mørt. En gang om året inviterer vi alle de hjemmeboende på gratis mad her, så de kan møde os og se, hvor maden bliver lavet. Er du selv med i produktionen?
– Ja, det er helt bevidst, fordi det skaber en stor samhørighed med kollegerne. Men også fordi jeg elsker at være med derude. Jeg kan ikke lade vær’! Kan du forestille dig at lave noget andet en dag?
Ja! Så skal jeg være massør – det ser så spændende ud. Hvis jeg for eksempel blev tvunget til at lave kølemad, så ville jeg lade mig omskole. Jeg er ret sikker på, at det slet ikke er mig at stå der og producere som på en fabrik uden kontakt med brugerne, fastslår Helle Rekvad.