Processing time: 1337710202.7013 secs
- Hvor har du lært at tale så godt dansk, blev Mary-Ann Sørensen engang spurgt til en kongres, efter at have holdt et oplæg på engelsk. Det engelsk klingende fornavn til trods er hun dog pæredansk, men har en brusende international åre, som løber gennem hendes hjerte.

Jeg synes verden er sjov

Kost, ernæring & sundhed 19 · 2005

Glæden ved faget

navn: Mary-Ann Sørensen
stilling: ledende økonoma
alder: 48 år
arbejdssted: Centralkøkkenet i Pandrup, Nordjylland
kolleger: 12 medarbejdere i køkkenet
anciennitet i faget: 23 år. Uddannet økonoma i 1982 fra Århus Amtssygehus.
Medlem af hovedbestyrelsen i Kost & Ernæringsforbundet siden 1985, aktiv i det internationale arbejde.
I 1997 var Mary-Ann Sørensen til en europæisk kongres i Helsingør, hvor hun holdt et oplæg på engelsk. Bagefter kom en dansk deltager hen og hilste på hende og spurgte så: ‘hvor har du lært at tale så godt dansk?’
Mary-Ann Sørensen griner. Hun er nemlig pæredansk – trods det engelsk-klingende fornavn, som gjorde, at kollegaen fejlagtigt antog Mary-Ann Sørensen for at være udenlandsk.
Men egentlig kunne der godt bruse internationalt blod i hendes årer. I hvert fald har hun altid haft udlængsel og kom sent i gang med uddannelsen som økonoma, fordi hun først rejste rundt i verden.
– Jeg har altid syntes, verden var – og er – sjov, siger Mary-Ann Sørensen som forklaring på, hvorfor hun stadig ofte forlader Centralkøkkenet i Pandrup til fordel for konferencer og møder rundt om i verden, hvor hun repræsenterer sit fag og forbund i alle mulige og umulige sammenhænge.
Men generelt er storkøkkenerne i Danmark vel ikke særligt internationalt ansporede?
– Nej! Og det kan jeg kun beklage. Nogle kigger lidt til Norge og Sverige, men ellers ikke. Internationalt er hele ernæringsområdet meget forskelligt, og mange steder i verden ved man ikke, hvad et storkøkken, som vi kender det i Danmark, er. Jeg kan huske, at jeg mødte en irsk diætist engang i starten af 1990’erne. Hun klagede over, at maden fra køkkenet på det hospital, hvor hun arbejdede, var så elendig. Jeg spurgte så, hvorfor hun ikke talte med dem i køkkenet.
‘The kitchen? I never come there – it’s full of rats!’
Mary-Ann Sørensen griner igen. Men slår også hurtigt fast, at der er sket en gevaldig udvikling i de 20 år, hun har repræsenteret Kost & Ernæringsforbundet som medlem af hovedbestyrelsen i internationale sammenhænge.
– Dengang var det svært at tale samme sprog, fordi vores udgangspunkt var så forskelligt, blandt andet uddannelsesmæssigt. Men i dag forstår vi, hvad hinanden gør, og vores uddannelse i Danmark er blevet løftet og ligner meget de andre europæiske uddannelser på ernæringsområdet. Man kan også sige, at vi i dag arbejder for de samme mål – maden som forebyggelse og helbredelse, selv om der mange steder er lang vej igen, forklarer Mary-Ann Sørensen.
Men hvad har en dansk økonoma til fælles med for eksempel en engelsk diætist?
– De har det ernæringsmæssige og kostfaglige til fælles. De kan sagtens tale sammen, for eksempel om forebyggelse og uddannelse. Europarådet vedtog for nogle år siden en resolution om underernæring på hospitaler, som vi alle arbejder efter. Og lige nu arbejder vi med at gøre et dokument færdigt, som vil betyde, at en dansk cateringleder kan få anerkendt sin uddannelse i udlandet, så hun kan arbejde der. Det vil øge mobiliteten landene imellem.
Hvis du skal se 20 år frem i tiden – i hvilken retning vil udviklingen så gå internationalt på det kostfaglige område?
– Jeg tror, at vi vil finde endnu større fælles fodslag internationalt og arbejde sammen om fælles projekter, for eksempel fedme epidemi, underernæring med mere. Bare det at vi har fået en fælles international mindstestandard på uddannelsesområdet er et kæmpe skridt.
Hvordan hænger det sammen at lede et køkken i Pandrup og så rejse så meget rundt i verden?
– Det kan jeg kun gøre, fordi jeg har et dygtigt personale, som jeg har fuld tillid til kan klare opgaverne, når jeg er væk. Men jeg tror også, at de får noget den anden vej, når jeg kommer hjem og fortæller. Også fordi jeg ved noget før alle andre i kraft af mit arbejde i hovedbestyrelsen. Og så siger de, at jeg nok ville være mere sur, hvis jeg hele tiden skulle være her. Så jeg tror, de synes det er ok, at jeg ofte er væk, siger Mary-Ann Sørensen.
Internationalt er Kost & Ernæringsforbundet repræsenteret i EFAD og ICAD.
<unknown tag: url>www.efad.org</url> <unknown tag: url>www.internationaldietetics.org</url>

Artiklen er en del af et tema:
Glæden ved faget
Artikler i Køkkenliv:
Vilje, vovemod og varme
Hvis ikke vi skulle uddanne, hvem så?
Jul i slotscafeen
Køkken med egen have
Beboernes vindue til omverden
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Små smil skaber arbejdsglæde
Kender du en ildsjæl på jobbet?
En stærk profession
Et køkken, der rager op
Vi skal styrke professionen
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.1433 secs