Processing time: 1328950854.9214 secs

Lykken er en pille


Nytårsfortsætter har det med at være gode, velmenende – og begrænset effektfulde. Det gælder også det ønske, der ligger allerøverst på toptilisten: ønsket om at tabe sig.
Også selvom der her ovenpå julens madmæssige udskejelser er mange, der er parate til at stå os bi i ønsket om at blive nogle kilo lettere.
F.eks. Fødevarestyrelsen, der på hjemmesiden foreslår os at ‘prøve en tallerkenmodel’, for, som de skriver, ‘resultatet af slankekure er tit kortvarigt, derfor er det sundere og mere effektivt at ændre på sammensætningen af kosten i alle dagens måltider.’
Og det er det uden tvivl, men det er også et optimistisk råd, når al erfaring viser, at vi er til de lette løsninger. Piller og pulvere. Ja selv de mest asketiske eller ensidige kure forekommer os lettere end besværet med at ændre vaner og tænke os om.
Kurene virker ikke. Vi ved det godt, men lader alligevel som om vi er i tvivl. Også selvom det er ‘videnskabeligt bevist’, som Lars Ovesen, sundhedschef i Hjerteforeningen, siger til Politiken.
En ny amerikansk undersøgelse har fulgt 160 overvægtige patienter. De blev sat på fire forskellige slankekure, der byggede på meget forskellige principper. Og de tabte sig stor set lige meget. Eller lige lidt.
Øv. Til gengæld har forskerne fået ram på et stof, der kan få os til at miste appetitten – i hvert fald noget af den – og spise mindre. Helt automatisk. Og uden bivirkninger.
For stoffet, der har det halsbrækkende navn ‘oleoylethanolamid’, findes i forvejen i vores krop.
– Derfor forventer vi, at der vil være få eller slet ingen bivirkninger, siger adjunkt Gitte Petersen, fra forskergruppen.
Indtil videre er stoffet kun afprøvet på rotter – og de spiste mellem 15 og 24 procent mindre. Nu skal det laves til piller og afprøves på ‘raske unge mænd’. Så der vil gå ‘mindst fem år’, før pillen er på markedet, mener Gitte Petersen.
Så det har lange udsigter med den lette løsning.
Men stoffet med det svære navn indgår også i ærter, bønner og majs. Så hvis vi i mellemtiden overvejer bare en lillebitte ændring af vores vaner, så kan vi spise flere af dem og se, om det virker på appetitten.
Og så skal vi overveje vores nytårsfortsætter nøje, mener Politikens kostvejleder Chris MacDonald.
– Lad ikke bare ønsket om vægttab være et program for et år. Hvis ikke I er interesseret i at arbejde hårdt for det i år og resten af livet, så slap af og find på noget andet at fokusere på i 2005, formaner han.


Processing time: 0.0805 secs