Slinger i køkkenvalsen i regionskommunen

---

Klippeøens køkkenpersonale er tæt på at opgive ævred. Først blev personale, ledere og ressourcer – fra fem kommuner og et amt – hældt i den store fælles gryde. Efter mange omrøringer i gryden, der blev stadig større, er personalet ved at komme op til overfladen igen. Blot for endnu engang at møde nye signaler fra politikerne: Madproduktionen bør ud på plejehjemmene.
Tak for kaffe, siger køkkenfolkene på Bornholm. Der alt andet end længes efter forandringer.

Ny struktur, nye muligheder

Fælleskøkkenet i Rønne arbejder på højtryk. Det er mandag formiddag. Anette Rasmussen er TR, og Hanne Stuhr er ledende økonoma. De må afløse hinanden ude i køkkenet, så de én af gangen kan få tid til at snakke med Køkkenliv her på kontoret. Nina Kragskov, den yngste af de tre, er leder af Madservice Bornholm. Det vil sige, hun styrer tre store produktionskøkkener, seks medproduktionskøkkener og 130 ansatte.
Det er næsten tre år siden, at Bornholms fem kommuner og amtet i 2003 blev lagt sammen til Bornholms Regionskommune. Samtidig blev forvaltninger nedlagt og erstattet af 122 nye kommunale virksomheder med udstrakt selvstændighed. Det betød nye krav og nye muligheder – som Nina Kragskov i dag er glad for.
– Vi vil ikke bytte den nye struktur tilbage til forvaltningsniveau. Vi har fået en frihed i virksomheden, som jeg ikke vil undvære. Ved at være en stor virksomhed har vi større frihed og råderum økonomisk f.eks. til efteruddannelse og lønstyring. Og det har givet fordele, siger Nina Kragskov.
Køkkenliv er på jagt efter de bornholmske erfaringer, der måske kan bruges over hele landet, nu hvor køkkenfolk skal finde en vej gennem kommunalreformen. Personale og ledelse på Bornholm er på mange måder tilfredse med det resultat, man er nået til. Men det har bestemt ikke været lige ud ad landevejen.

Uden opskrift

– Det har været spændende, siger Hanne Stuhr og lader øjnene rulle en gang.
Det var mere spændende end sjovt, forstår man. Ingen havde en ‘opskrift’ at gå frem efter, da kommunesammenlægningen kom.
– Jeg tror ikke, det var muligt, at være klædt på til det på forhånd. Vi har måttet kæmpe os ud af kaos efterhånden, som det er kommet, siger Nina Kragskov. Først blev de bornholmske køkkener organiseret i to kommunale virksomheder. Bare 10 måneder senere blev de så slået sammen til én virksomhed, Madservice Bornholm.
– Det var vores eget bud, at der skulle være to virksomheder, men det holdt bare ikke ret længe, siger Nina Kragskov. Hun og Hanne Stuhr erkender, at man ikke fra personalet og ledelsen havde nogen langsigtet plan klar til politikerne, da de skulle tilrettelægge madservicen i den nye storkommune på Bornholm. Derfor er det blevet til, at politikerne har villet spare penge ved at udnytte stordriftens muligheder.
– Hvert halve år har der været større ændringer fra politikerne, og det er økonomien, der ligger bag. Når de har krævet besparelser, er vi selv kommet med nogle bud på, hvordan det kunne gøres. Vi har sparet politikerne for rigtig mange penge, påpeger Nina Kragskov.
Og det har blandt andet kostet kolleger. Hvor mange der er sagt farvel til i processen, kan de ikke lige sætte tal på. Men i Rønneområdet anslår de, at ca. hver femte er forsvundet.

Tillidsrepræsentanterne skal snakke sammen

Medarbejderne i de bornholmske køkkener har mærket sammenlægningen på egen krop.
– I starten var tingene ret kaotiske. Vi havde tre chefer på tre år, konstaterer Hanne Stuhr.
Også for Anette Rasmussen har det været en drøj tid:
– I halvandet år har vi været nede i en bakkedal. Det har været utrygt hele vejen igennem, mener hun. Som tillidsrepræsentant er hun ikke i tvivl om, hvad hun vil råde sine kolleger i resten af landet til, allerede inden sammenlægningerne står for døren:
– Vi står stærkere, hvis vi snakker sammen. Lav en midlertidig MED-struktur. Sørg for oplysning til kollegerne. Jo flere der kan komme med i udvalgene jo bedre, for så kan de rapportere tilbage til kollegerne. Lav tværgående arbejdsgrupper imellem køkkener fra de forskellige steder. Oplysning, oplysning, oplysning betoner Anette Rasmussen.
Ikke fordi hun selv har været super til det, mere fordi hun har savnet det.
– Bare det at skulle ringe til hinanden var svært, erkender hun.
Og beklager samtidig, at hun heller ikke fik den store opbakning fra sit forbund i processen.

Styr på meget mere end mad

På Bornholm skete der to store forandringer samtidig.
Fem kommuner og et amt blev lagt sammen til én regionskommune. Og de dengang 5-6 traditionelle forvaltninger i kommunen blev til 122 selvstændige kommunale virksomheder. På ældreområdet er det for eksempel fem virksomheder, der sørger for øens plejehjem og døgnpleje. Og også visitation og madservice er selvstændige virksomheder.
Ikke mindst den sidste forandring fik store konsekvenser for lederne, og det kom bag på dem.
Nina Kragskov og Hanne Stuhr har taget udfordringen op. Ellers var de ikke ledere i dag. Men de lægger ikke skjul på, at det har krævet meget, som ligger langt uden for deres egentlige fag.
– Mit overblik krakelerede fuldstændigt, indrømmer Hanne Stuhr. Forvaltningen forsvandt jo. Fra den ene dag til den anden. Vi fik overdraget løn- og personaleadministration og skulle stå for ansættelser og afskedigelser, også de formelle breve. Der blev holdt en temadag fra 9 til 15 for os, og så var det ellers vores ansvar.
Som leder af MadserviceBornholm er Nina Kragskov stort set ansvarlig for alt, der har med virksomheden at gøre.
– Vi er blevet eksperter i gulvbelægninger, vedligeholdelse af taget, computere, ja det hele, siger hun med et ironisk grin.
– Lige efter sammenlægningen kunne de ikke engang stille om til én, der kunne hjælpe os, for de vidste ikke, hvor i regionen personen sad henne, vedkommende havde måske fået et andet job – eller også fungerede omstillingen ikke, fortæller Hanne Stuhr. Og i øvrigt var det ikke deres opgave længere at hjælpe os! Men i dag har vi da en kontaktperson, vi kan ringe til, når vi er i tvivl.

Ved hvad det koster at køre forretningen

– Økonomien var også en stor udfordring, tilføjer Nina Kragskov. Man vidste jo ikke, hvad der var brugt på maden på de forskellige plejehjem. Der var ikke nogen fælles dagskostpris. Vi havde ikke nogen personalepolitik. Og hvor gik grænsen mellem de nye virksomheder på ældreområdet?
Det sidste kan stadig skabe diskussion. For grænsen kan for eksempel gå midt igennem et plejehjem. De seks medproduktionskøkkener ude på øens plejehjem, som Madservice Bornholm i dag driver – med personale, inventar og maskiner – de hører under én af de fem ældrevirksomheder.
– Hvem skal så betale for pedelarbejdet og når køkkenelevatoren går i stykker, spørger Nina Kragskov. Måske er det bare 15.000 kroner, vi diskuterer, og det kan virke banalt, indrømmer hun. Men vi skal tage penge for hver eneste kande kaffe, vi leverer.
– Vi har været benhårde. Vi driver en forretning, supplerer Hanne Stuhr.
Og Nina Kragskov er stolt over, at hendes virksomhed næsten løber rundt i sig selv, bortset fra et lille tilskud, der mest går til diætmaden.
Selvom den nye organisation betyder, at Madservice Bornholm selv skal klare mange opgaver, der før lå i forvaltningen, er der ikke kommet ekstra penge eller tid til disse opgaver. Udvikling af edb har vi også selv betalt, tilføjer Nina Kragskov og konkluderer: til gengæld ved vi præcis, hvad vi laver, og hvad det koster!