Spring på. Det er vigtigt at vi efteruddanner os og ikke overlader det hele til kokkene, opfordrer Laila Hansen.
Bliv gastronom på deltidHver anden tirsdag videreuddanner Laila Hansen sig. Og i dag er hun godt halvvejs mod målet at kunne sætte akademigastronom på visitkortet ved siden af titlen ernæringsassistent – som er den, hun vælger frem for køkkenassistent. Laila Hansen er 45 år og var i sin tid blandt de første, der tog den 1-årige voksenuddannelse til køkkenassistent. Og nu er hun på det første hold i den nye uddannelse til akademigastronom, som begyndte sidste år. Her uddanner hun sig sammen med andre ernærings- og køkkenassistenter, køkkenledere, økonomaer og kokke med flere. – I mange år har jeg gerne villet lære noget mere. Der sker jo hele tiden noget nyt. Og nu er det ti år siden, jeg blev køkkenassistent. Hvis jeg skal arbejde 20 år endnu, kan jeg jo ikke om 15 år gå ud og søge et arbejde og sige, at jeg blev uddannet i 1995. Det handler også om min egen nysgerrighed og mine egne muligheder for at udvikle mig og ikke gå i stå, siger Laila Hansen. Hun har ikke lyst til et nyt job. Det er ikke grunden til, at hun videreuddanner sig, siger hun. Ti års jubilæumDen 1. november havde hun ti års jubilæum på plejecenteret Toftehaven i Ballerup. Toftehaven er netop blevet moderniseret og har i dag også leve-bomiljøer. Her har Laila Hansen de sidste seks år haft jobbet som souschef i køkkenet sammen med fem andre fastansatte køkkenassistenter plus økonomaen.Uddannelsen til akademigastronom fik Laila Hansen grønt lys til at gå i gang med af lederen af plejecenteret, efter at kommunen, som hun søgte hos først, havde sagt nej. Hendes arbejdsplads betaler for den tre-årige uddannelse, hvor hvert modul koster omkring 4.500 kr. Teori og praktiske øvelser går hånd i hånd på uddannelsen. At læse om, hvordan noget smager, er ikke nok. Der bliver også smagt på varen, f.eks. i faget sensorik. Foruden sensorik hører blandt andet dansk madkultur og gastronomisk naturvidenskab samt måltidets æstetik og kvalitet til modulerne på uddannelsen. Måltider til ældre er emnet for den næste opgave Laila Hansen og hendes medstuderende har givet sig i kast med. De undersøger f.eks. om de ældre i leve-bomiljøerne spiser mere. Og om er de med til at lave maden. Ligesom de vil beskrive plejehjemmenes udvikling og historie. Klarer jeg det– Nogle gange så har jeg da tænkt: klarer jeg det her? F.eks. når man kommer smaddertræt hjem fra arbejde, og der ligger en masse på hjemmesiden, som man skal hive ned og læse, siger Laila Hansen. Og hun er glad for, at hendes datter er 20 år, så hun ikke også har små børn, der skal passes.– Men jeg har ikke tænkt: nej, nu hopper jeg fra. Der er meget få dage uden uddannelse. For enten er der noget, der skal læses, skrives eller arbejdes med på pc’en, fortæller hun. – Men spring på. Der er ikke noget at være nervøs for, selv om det kan virke uoverskueligt. For det er vigtigt, at vi som ernæringsassistenter også videreuddanner os – og ikke bare overlader det hele til kokkene, siger Laila Hansen. Sådan bliver du akademigastronom
Få mere at vide:
Hotel- og Restaurantskolen, København, www.hrs.dk Dalum Uddannelsescenter, www.dalumuc.dk Aalborg Tekniske Skole (Culinary Institute of Denmark), www.culinaryinstitute.dk |









