De ændrer vaner på stedet

---

– Det ser ud som om, du har for mange vrid i ryggen, når du skal nå kantinerne bag dig. Jeg tror, det er bedre, hvis du drejer hele kroppen, siger Tine Gram til Ahjad Nadmood, der er i færd med at øse orientalsk karrysuppe op i tre-liters kantiner. Han mærker efter og prøver at få hele kroppen med rundt. Jo, det er bedre, siger han og arbejder videre på den nye måde.
Tine Gram er økonoma og ansvarlig for arbejdsmiljøet i centralkøkkenet i Glostrup. Hun er på rundtur for at se, om kollegerne arbejder på måder, som skåner kroppen. Hun har observeret Ahjad Mahmood et stykke tid og forsøger nu at hjælpe ham til at finde en arbejdsstilling, som han selv synes fungerer, og som skader hans ryg mindst muligt.
Tempoet er højt i køkkenet. Hver dag skal der produceres mad til tusind patienter. Og det er ikke altid medarbejderne lægger mærke til, hvordan de bruger deres krop. Uvaner sniger sig ind og sætter sig fast med risiko for at udvikle sig til skader. Hvis ikke der bliver grebet ind.

Udstyr og kurser er ikke nok

Det gør der i dag i Glostrup. Det skyldes et samarbejde mellem køkkenet og en organisationsantropolog og en ergonomisk konsulent fra JobLiv Danmark.
Anledningen er, at køkkenet skal skifte produktionsmåde. Fremover skal maden udportioneres og køles ned for at blive varmet ude på afdelingerne.
– Det vil give mere ensidigt gentaget arbejde i køkkenet. Derfor ønskede vi at gøre medarbejderne bedre til at mærke, hvordan de har det med deres krop og selv tage ansvar for at ændre dårlige arbejdsstillinger, siger Tine Gram.
– Vi har i mange år anskaffet rigtigt meget udstyr, som skulle give færre belastninger, gennemført kurser i løfteteknik og opfordret til rotation. Men som regel virkede det hele kun i ganske kort tid, så kom de gamle uvaner tilbage.
Tine Gram og cheføkonoma Gitte Breum søgte råd hos JobLiv Danmak (privat konsulent i arbejdsmiljø og BST, red.)som valgte en helt ny kombination af ergonomi og antropologi som basis for et forløb, udviklet specielt til køkkenet. Med i forløbet var køkkenets arbejdsmiljøgruppe på otte foruden to ledere og to produktionscontrollere, som får ansvaret for den nye køleproduktion.

Jeg går ikke bare min vej

– Det der virker er, at jeg nu ikke længere bare kommer forbi og siger: jeg synes, du skal ændre det og det, og så går min vej, for at komme tilbage nogen tid efter og opdage, at for eksempel Ahjad ikke har ændret noget. Nu begynder jeg og de andre fra arbejdsmiljøgruppen med at observere – selvfølgelig efter at vi først har fortalt, at vi vil gøre det – og hvis vi ser en uhensigtsmæssig stilling, fortæller vi, hvad vi ser og spørger, om det er rigtigt set. Hvis det er, hjælper vi med at ændre stilling eller udskifte et redskab, siger Tine Gram.
– Nogle gange handler det helt enkelt om at skifte en spand, der er for høj, eller et bord der er for lavt. Andre gange skal arbejdsstilling eller arbejdsgang ændres.
Det hjælper vi så med ved at vise hvordan og hele tiden spørge: kan du mærke forskel, er det bedre? Og vi bliver ved, til medarbejderen kan mærke forskellen. For det er der, ændringen sker, og det er på den måde, den bliver varig. Når man først har mærket, at noget er bedre, falder man ikke så let tilbage i den dårlige vane

Vejledning og vaner

Det lyder så enkelt, at man kan undre sig over, at der skulle et helt nyt kursus til. Men det er, fordi kulturen skal ændres, før vanerne bliver det, og her skulle ændringen begynde med måden at vejlede på.
– Det afgørende er, hvordan vejlederne griber situationen an, siger Helle Rebien, der er antropolog, og som sammen med Per Schou var underviser på kurset.
– Tillagte vaner kan ikke knipses væk. Ændringen skal komme inde fra den enkelte selv, og det kræver, at man som vejleder kan skabe bevægelse i den andens tanker og krop. Det sker ikke ved at sige: det gør du forkert. Men ved at tage udgangspunkt i det, der fungerer, og fortælle hvad, der så kan ændres. Vejlederne skal være rollemodeller og vejlede uden at docere.
– Og hvis kulturen skal ændres, skal tilstrækkeligt mange have lært metoden og udbrede den i praksis. Færre end tolv i et køkken med 43 medarbejdere kan dårligt gøre det, tilføjer hun.

Effektivitet og omsorg

– Det gælder om at finde balancen mellem en produktionsorienteret kultur, hvor det vigtigste er at være hurtig og effektiv, og hvor der derfor ikke er plads til dialog – og en omsorgskultur, hvor man ønsker at passe på hinanden, men er for pæn og tilbageholdende med at sige tingene præcist og direkte.
Køkkenet havde elementer af begge kulturer, men skulle lære at få dem til at fungere sammen.
– Selv om der skal produceres meget, kan man godt finde plads til dialog og refleksion, og selv om man vil være omsorgsfuld, kan man godt blive bedre til at handle, siger Helle Rebien.
– Vi gjorde meget ud af at fortælle vores kolleger, at vi var i gang med projektet, og at det er med en god hensigt, når vi kommer og vejleder, siger Tine Gram.
– I begyndelsen var reaktionen – ‘åh nej ikke nu. Vi har travlt og vil ikke forstyrres.’ Men vi kom stille og roligt og sagde, ‘jeg observerer dig lige lidt’.
Det virkede godt, og så kunne vi hjælpe dem til at tænke over og mærke efter, hvordan de bedst kan bruge arme, ryg og ben.