Processing time: 1337768652.9783 secs

Økologisk foder sundest

Kost, ernæring & sundhed 3 · 2005

Når det gælder om at styrke immunsystemet og forbedre evnen til at modstå infektioner, kan det være bedre at spise økologisk dyrket korn end korn dyrket ved hjælp af sprøjtemidler og kunstgødning. Det tyder i hvert fald nye forskningsresultater fra Italien på.
De opsigtsvækkende resultater bygger endnu kun på et enkelt forsøg med rotter, som blev udført af en gruppe forskere fra Det Nationale Institut for Forskning i Fødevarer og Ernæring i Rom. Forsøget er beskrevet i det amerikanske, videnskabelige tidsskrift Journal of Agricultural and Food Chemistry.

Forskel hos svage dyr

I forsøget blev to grupper rotter fodret med hvede. Alle rotter fik hvede af samme sort og dyrket under ens forhold; men hveden til den ene gruppe var økologisk dyrket, til den anden gruppe var hveden konventionel.
Begge grupper rotter blev igen delt ind i to undergrupper, hvoraf den ene blev fodret, så dyrene var sunde og velnærede, mens den anden gruppe bevidst blev fejlernæret.
Hos de to velnærede grupper var der ingen forskel på de økologisk og konventionelt fodrede. Begge var lige sunde, da forsøget sluttede efter 30 dage.
Men i de to bevidst fejlernærede og svage grupper viste det sig, at de rotter, der havde fået økologisk foder, havde en bedre evne til at producere hvide blodlegemer, og dermed et bedre immunforsvar, end den gruppe, der var blevet fodret med konventionelt korn.
– Forsøget er interessant, fordi det viser, at det gør en forskel, om kornet er dyrket økologisk eller konventionelt. Men man kan ikke generalisere ud fra dette ene forsøg og så sige, at nu er det bevist, at økologisk korn er sundere end andet. Så enkelt er det ikke, siger biokemiker og seniorforsker Kirsten Brandt.
Hun har i flere år forsket i forskellene på økologisk og konventionel dyrkning ved Danmarks Jordbrugs Forskning, men er nu ansat ved universitetet i Newcastle i England.
Kirsten Brandt peger på, at den forskel, der viste sig i det italienske forsøg med italiensk dyrket hvede, måske ikke vil være der, hvis hveden er dyrket under andre himmelstrøg.

Ukendt årsag

Det er også helt uvist, om forskellen skyldtes, at der var nogle skadelige stoffer i italienernes konventionel-le hvede, eller om den økologiske hvede indeholdt ekstra mange sunde stoffer.
F.eks. er det besynderligt, at den økologiske hvede i forsøget rent faktisk indeholdt en større mængde af det naturlige giftstof DON, som stammer fra svampen Fusarium, end den konventionelle hvede gjorde. Det skulle teoretisk set gøre den økologiske hvede mindre sund end den konventionelle. Men i praksis forholdt det sig altså ikke sådan.
– Så måske viser forsøget egentlig, at en vis mængde DON er godt for immunforsvaret. Der må flere forsøg til, før vi kan sige noget konkret, siger Kirsten Brandt.
Kirsten Brandt er selv involveret i et stort dansk forskningsprojekt, hvor rotter har fået henholdsvis økologisk og konventionel foder i flere generationer. Selve forsøget er slut, men resultaterne vil først blive offentliggjort senere på året.

Forskel på øko og konventionelt

Flere lande er med i et stort EU-finansieret program, hvor forskerne vil undersøge indholdet af mineraler, vitaminer og andre stoffer i henholdsvis økologiske og konventionelle grøntsager.
EU-programmet omfatter også forskning i mælk fra økologiske og konventionelle køer samt salmonella i økologiske og ikke-økologiske svin.
Men det mest interessante projekt, er nok det, der skal undersøge effekten af henholdsvis økologisk og konventionel kost på børns sundhed og velbefindende. Resultaterne herfra ventes dog først om adskillige år.


Processing time: 0.1126 secs