Det er udtryk for nytænkning, når kokke rykker ind i sygehuskøkkenerne, og det er der brug for, mener formanden for restaurationsbranchens forbund.
Respekterer grænserne mellem organisationerneFormand for Restaurationsbranchens Forbund, Preben Rasmussen, mener ikke, at det, som sker på Hvidovre Hospital, er et isoleret tilfælde. At kokkene rykker ind på et område, som traditionelt har været domineret af økonomaer og køkkenassistenter, ser han som et udtryk for, at man ønsker nytænkning på kostområdet. – En af de ting, man har fokuseret på i sygehusvæsnet de senere år er at nedbringe antallet af indlæggelsesdage ved at tilbyde patienterne den rigtige ernæring. Og det tror jeg er en god investering i stedet for at skære ned på køkkenerne og kvaliteten af maden, som vi har set det på mange plejehjem og sygehuse. Men det er vel ikke ensbetydende med, at det er kokkene, som fremover skal lave maden? – Jeg tror, der er behov for nytænkning inden for området – at se på, hvad patienternes individuelle behov er i stedet for at lave 800 portioner mad ad gangen og det samme til alle. Og her er vores folk mere gearede til en a la carte løsning. Men jeg ser gerne, at det foregår i et tæt og ordentligt samarbejde med jeres medlemmer – det er ikke kun kokke, som skal lave maden, siger Preben Rasmussen. Du er vel interesseret i som forbundsformand at skaffe så mange arbejdspladser som muligt til dine medlemmer? – Ja da, hvis det er de behov, de skal opfylde. Men der er jo tale om en blanding af behov. Økonomaerne kan noget, hvor vi er svage, for eksempel på ernærings- og diætområdet. Derfor ser jeg et samarbejde fremover. Kunne du forestille dig, at du skulle organisere de køkkenassistenter, der kommer til at arbejde under en kok som på Hvidovre? – Nej, jeg mener, at vi har de overenskomstmæssige rammer på plads på det område, så det er jeg ikke interesseret i. Jeg vil hellere have, at vi slås for vores medlemmer end om dem. Vi oplever jo også i større omfang, at køkkenassistenterne rykker ind på hoteller og restauranter, fordi det er svært at skaffe kokke. Så udviklingen går ikke kun én vej, men begge veje, siger Preben Rasmussen. |









