Etnisk er ikke noget vi tænker over

---

Hvordan er det mon at komme fra Elfenbenskysten og tage på arbejde hver dag i et pæredansk sygehuskøkken i Gentofte?
Det er ikke noget, Noel Tehe tænker over.
Noel Tehe, 35 år, er født og opvokset i Elfenbenskysten i Vestafrika og kom til Danmark for 12 år siden. Han har uddannet sig til køkkenassistent i centralkøkkenet ved Amtssygehuset i Gentofte – hvor han stadig er ansat.
I det store køkken med 105 medarbejdere har 40 af de ansatte en anden etnisk baggrund end dansk. Så om man er indfødt dansker eller fra Afrika, har ikke den store betydning, fortæller tre ansatte, som Køkkenliv har talt med.
– Det fungerer godt. Man tænker slet ikke over, at man er udlænding i det daglige arbejde. Jeg har det godt med alle, og vi har det sjovt, fortæller Noel Tehe.
Samme oplevelse har den somaliske køkkenmedhjælper Nadifo Larsen, der er 41 år.
Køkkenassistent Tanja Torp, er 29 år og kommer fra Silkeborg. Hun fortæller, at det multietniske sygehuskøkken var noget, hun lige skulle vænne sig til, da hun flyttede fra Jylland og blev ansat på Amtssygehuset i Gentofte for tre et halvt år siden. Men i dag er det heller ikke noget, hun skænker en tanke i det daglige, travle samarbejde.
– I starten var jeg nok lidt fordomsfuld. Jeg kom fra et mindre køkken i Silkeborg og havde aldrig arbejdet sammen med udlændinge før. Men nu tænker jeg slet ikke over det overhovedet, siger Tanja Torp.

Sproget er en meget vigtig faktor

Alle tre nævner evnen til at kommunikere på det danske sprog som det vigtigste, for at man kan fungere på en dansk arbejdsplads.
Hverken Noel og Nadifo kunne tale dansk, da de blev ansat, og derfor startede de begge i opvasken. Siden har de lært at tale sproget så godt, at de i dag arbejder i produktionen.
Noel har siden taget køkkenassistentuddannelsen, og Nadifo har søgt ind på uddannelsen til ernæringsassistent til oktober.
– Sproget betyder meget. Det var svært for mig i starten, men jeg har lært det hen ad vejen. Ellers har det ikke været noget problem at vænne sig til at være på en dansk arbejdsplads, siger Nadifo Larsen. Jeg har tidligere arbejdet i England og Italien i mange år, så jeg er vant til den europæiske kultur.
Hun har været i Danmark i syv et halvt år og er gift med en dansker, som hun har to børn med.
Ifølge Tanja Torp er der forskel på, hvor godt hendes 40 etniske kolleger taler dansk. Nogle forstår alt, andre har måske lidt svært ved at læse opskrifter eller må spørge en ekstra gang, men det er ikke noget stort problem, mener hun.
Alligevel er det ikke helt uden betydning i dagligdagen.
– Det kræver klart mere tid at hjælpe, og det kan være et problem, hvis man har travlt. Men danske kolleger kan også være langsomme og have brug for hjælp.
Og selv om man måske ikke er så god til sproget, kan man godt være meget dygtig og hurtig. En af vores ansatte med udenlandsk baggrund har f.eks. været ansat i 25 år i smørrebrødet – så hvem kan hamle op med hende – spørger Tanja Torp.

Politik og religion holdes udenfor

I dagligdagen har hverken forholdet til svinekød, tørklæder eller Muhammedkrisen betydning for arbejdet i køkkenet eller samarbejdet mellem de mange religiøse og etniske grupper.
Alle har samme ansvar og samme opgaver – alt efter deres jobfunktion – og alle taler med hinanden i frokostpausen.
Og det er spændende og lærerigt, mener Tanja Torp.
– Jeg kan godt lide, at vi er så mange nationaliteter, fordi det betyder, at der er så mange forskellige personligheder i forhold til, hvis der kun var danskere. Man bliver nok også mere tolerant. I dag synes jeg, at det ville være kedeligt at komme et sted hen kun med danskere ansat, siger hun.
For Nadifo Larsen har det at være ansat på en multietnisk arbejdsplads lært hende, at en af de største fordomme om indvandrere og flygtninge ikke passer.
– Det er en fordom, at etniske minoriteter ikke vil arbejde. Det vil vi gerne, og det er vigtigt, at vi får chancen! Selv var jeg heldig, dengang jeg blev ansat her, for jeg kunne slet ikke tale dansk, siger hun.

Ad køkkenvejen til Danmark

Selv om jobbet i køkkenet ikke oprindeligt var et drømmejob eller et led i en nøje planlagt karriere, er både Noel og Nadifo glade for at arbejde med mad og føler, at de har fundet deres ben i Danmark og jobmæssigt.
På længere sigt overvejer Nadifo måske at arbejde i et mindre køkken med mindre arbejdspres, men det er ikke noget, hun har planer om her og nu.
– Man ved jo ikke, om man har de samme kræfter om ti år, filosoferer hun.
Samme bekymring, om fysikken kan klare jobbet i et storkøkken på længere sigt, har Noel Tehe. Han ser en fremtid som selvstændig med egen sandwichbar foran sig.
– Når man bliver ældre, er det et hårdt job at arbejde i et køkken, fordi vi står op hele dagen og har meget travlt. Det er nok mindre krævende at stå og lange sandwich over en disk, siger han med et glimt i øjet.