Selv en stor skude kan vendes

---

Det er ikke til at holde til at få kritik af maden igen og igen, når ikke man kan gøre noget ved det. Den faglige stolthed forsvinder. Og sammenholdet i køkkenet smuldrer. Det kan medarbejderne i køkkenet på Odense Universitetshospital skrive under på. For de har prøvet det. Men de har også erfaringer for, at skuden kan vendes. – En af medarbejderne udtrykte meget klart, hvordan det var tidligere: det var simpelthen flovt, sagde hun. Og fortalte, at når hun gik i byen, så håbede hun på, at der ikke var nogen, der spurgte hende, hvad hun lavede. Og da slet ikke hvor. For det var næsten ubærligt at sige, at man arbejdede i køkkenet på Odense Universitetshospital.
Køkkenet fik så mange skæld ud, igen og igen. I pressen, internt på sygehuset, af brugerne ... Det var svært at holde til konstant at få at vide, at vi lavede dårlig mad. Medarbejderne mistede den faglige stolthed.
Men sådan er det ikke i dag. Nu er de stolte både af at være køkkenassistenter og af at lave mad på Universitetshospitalet – mener i hvert fald køkkenchefen. Der dog for en sikkerheds skyld spurgte sine medarbejderne ...
– De sagde heldigvis ja, siger Birgitte Lund glad.

Før og efter

Var kritikken af maden for nogle år siden berettiget?
– Maden var ikke god, når den nåede frem til patienterne. Den blev ødelagt, når den blev genopvarmet på afdelingerne, forklarer Birgitte Lund.
– Ser du på maden i gryderne i dag, er det nogenlunde den samme. Men da vi skiftede fra central til decentral udportionering, og maden blev gjort færdig tæt på brugerne, skiftede oplevelsen af maden fuldstændigt.
Patienterne fik nu mad fra buffet og flere valgmuligheder. Det betød meget for stemningen. Pludselig fik vi ros. Det var vældigt. Det gav os modet tilbage. Vil det sige, at det gode arbejdsmiljø nærmest kom dumpende af sig selv?
– Nej, det er en kombination af flere ting. Men vi har egentlig ikke gjort noget, som ikke også mange andre har gjort. For os er det rigtigt gode imidlertid, at det er lykkedes at vende kursen, selvom vi er så store!
– Der er jo mange fordomme om, at store køkkener er ‘de rene industrikøkkener’. Men vi er et godt bevis på, at selvom køkkenet er stort, behøver det ikke være en dårlig arbejdsplads.
Stemningsskiftet i køkkenet faldt sammen med, at de så småt var ved at lægge ansvaret ud i mindre selvstyrende grupper.
– En ændring vi tager skridt for skridt, så vi ikke taber nogen på gulvet. Men i nogen grupper går det stærkt, må hun indrømme.
– De er parate til at tage ansvar for produktet, men også de problemer, de hver især slås med. Vi har nemlig arbejdet med det psykosociale arbejdsmiljø, og fundet ud af, at det allervigtigste er, at have gode kolleger! Så selvom rammerne er strikse, så er der plads til den enkelte. Man kan godt få aflastning eller fri, hvis man skal noget andet. Alle tager gerne et ekstra nap i tillid til, at det kommer tilbage. Det var sværere tidligere.
– Det andet vi har øvet os i, fortæller Birgitte Lund, det er at blive parate til de konstante forandringer, udfordringer, nytænkning, krav og kritik, vi bliver mødt med igen og igen. For det er sådan det er, at være stor og offentlig!
– Og det er lykkedes. Vi glæder os, når vi få lov at prøve noget nyt.