Ledelse med mod

---

– Der er mange, der klapper i hænderne, når jeg kommer. Men det er ikke altid, de klapper, når jeg går. Det gør nogen gange ondt at slippe en vane, som man måske har øvet sig på i 45 år, siger Evabeth Mønster. Hun hentyder til de opgaver, hun giver sine kunder som coach i lederudviklingsprogrammet ‘Personligt lederskab’. I dag besøger hun Birte Kock, der er ledende økonoma på Kolding Sygehus, og de skal blandt andet følge op på en opgave, som blev aftalt ved sidste møde.
– Jeg skal have en tilbagemelding på en samtale, som Birte har taget med en kollega i den mellemliggende periode, forklarer Evabeth Mønster.
– Og så skal vi også snakke mere om at lytte og reflektere før handling. I dag er du oppe på at tøve 10 sekunder, inden du svarer. Du skal op på 30, siger hun med et glimt i øjet vendt mod Birte Kock, der smågriner og spørger:
– Sidder du og tager tid på mig?

Fuld fart frem

Birte Kocks vej til at vælge at arbejde med lederudvikling er ikke helt typisk. Siden 1994 har hun været ledende økonoma i køkkenet på Kolding Sygehus, hvor der er godt 25 ansatte. For et par år siden gik hele køkkenet i gang med at få styr på stedets værdier – og hvordan disse kunne udmøntes i praksis. Arbejdet blev hjulpet på vej af konsulentfirmaet Teammeal, som Evabeth Mønster er den ene halvdel af.
I foråret 2004 fik Birte Kock det imidlertid dårligt.
– Jeg blev svimmel og var bange for at besvime i bilen på vej hjem fra arbejde. Min læge spurgte, om jeg havde travlt, og jeg svarede ja, men opfattede det ikke som et problem. Jeg er en igangsættertype. Kan lide at have mange bolde i luften, og så det ikke som et faresignal, men vi blev da enige om, at jeg skulle prøve at tage det lidt med ro. Måske var det en virus på balancenerven, fortæller Birte Kock.
Uroen og symptomerne eskalerede i løbet af 2005, og i september måtte hun sygemelde sig. Diagnosen lød på en middelsvær depression. Arbejdsrelateret og stressrelateret.

Fra alt til intet

– Hele min person forsvandt under depressionen. Min identitet var væk – jeg vidste ikke hvor den blev af, og så kan man jo ikke finde den igen, fortæller Birte Kock om den svære tid, hvor det var meget vanskeligt for hende at forestille sig at komme tilbage på arbejde igen. På et tidspunkt blev hun kontaktet af Evabeth Mønster, som hun kendte fra arbejdet med køkkenets værdier. Og da Birte Kock begyndte at få det bedre, præsenterede Evabeth Mønster hende for udviklingsprogrammet ‘Personligt lederskab’, som en mulig vej til at komme videre og blive styrket som leder, når hun vendte tilbage til sin arbejdsplads.
Som hun sidder ved bordet på sit kontor er det svært at få øje på sårbarheden. Det kraftige rødkrøllede hår er strammet tilbage i en hestehale. Iveren brænder i hendes øjne og hun udtrykker sig kraftfuldt og frimodigt.

Styret energi

– Jamen Birte er jo en af den type piger, der altid er i fremdrift. Som tænker lidt hurtigere end andre. De piger bliver ledere, og er meget noget i kraft af dét, de gør. Nogen gange vil de for meget, og de løber let en risiko for at brænde lyset i begge ender, og det var vel det, du gjorde, ikke, spørger Evabeth Mønster.
Birte Kock nikker:
– Det tror jeg. Jeg gjorde i hvert fald den fejl, at jeg altid tænkte: ‘Det kan jeg hurtigt lige gøre selv’ uden at overveje konsekvenserne.
Arbejdet med lederudviklingsprogrammet har taget fat på netop disse problemer.
– Jeg er blevet meget mere realistisk med hensyn til, hvad jeg kan nå – og om det er mig selv eller andre, der skal nå det. I starten arbejdede jeg meget struktureret og disciplineret med at skrive ned hver dag, hvad jeg skulle nå og hvordan. Jeg skrev også alt ind i kalenderen og disponerede fremtiden for at styre mig selv og min tid, forklarer Birte Kock.
Et andet nyerhvervet redskab er visualisering. Birte Kock har lært at forestille sig, hvordan hun vil have tingene, inden hun sætter dem i gang.
– Jeg ser billedet for mig. Og så lader jeg være med at forholde mig til alle de problemer, der kan være i det, siger Birte Kock.

Udgangspunkt: mig selv

Træningsprogrammet arbejder både med personlige mål og ledelsesmål.
Da Birte Kock og Evabeth Mønster mødtes de første gange, handlede det især om at få Birte Kock på fode igen ovenpå sygdommen. For eksempel øvede Birte Kock sig i at få faste rutiner med at få rørt sig – og Evabeth Mønster kontrollerede, om den daglige gåtur blev til noget.
Den personlige udvikling, som programmet kan være med til at sætte i gang, hænger sammen med ledelsesmålene.
– Man kan jo i grunden kun ændre på sig selv – og så kan de ændringer påvirke andre til at ændre adfærd, forklarer Birte Kock.
Hun tilføjer, at man må acceptere, at adfærd og vaner kun ændres over tid.
– Det generer mig da, når jeg gør noget forkert. Men jeg bliver nødt til at have den indfaldsvinkel, at ting tager tid, forklarer Birte Kock, der for eksempel har arbejdet med sin måde at kommunikere på.
– Når jeg snakker, bliver jeg meget optaget – faktisk så optaget, at jeg råber, og på den måde kommer til at fylde mere end budskabet. Jeg øver mig i at lytte og afvente og overveje, om det her overhovedet er noget, jeg skal gå ind i. Af temperament er jeg impulsiv og spontan. Men jeg bliver bedre og bedre til at reflektere.
– Ja, du var hurtigere på aftrækkeren tidligere. Nu stopper du op og tænker, kommenterer Evabeth Mønster.
Hendes rolle i processen er blandt andet at bakke op om Birte Kocks beslutninger.
– Det er Birte, der kører processen. Det er hendes ansvar, og jeg skal respektere hendes beslutninger. Men jeg går tæt på og spørger: har du tænkt på det og det? Hvad vil du have ud af det – og så videre.

At kigge sig omkring

Selv er Birte Kock ikke i tvivl om, at hun i dag er en gladere og mere positiv leder. Og hun har fået mod til at kigge sig bredere omkring, når en opgave skal løses.
På et tidspunkt måtte hun af praktiske grunde selv stå for at fordele funktioner i køkkenet og bestemme hvem, der skulle i råkosten, kantinen og så videre.
– Men jeg løste opgaven dårligt. Jeg har ikke fingeren på pulsen med hensyn til hvem, der kender hvilke funktioner, så det blev ikke godt.
Hun tog problemet op på et personalemøde og det resulterede i, at to køkkenassistenter overtog opgaven.
– De har en helt anden viden om at være i funktionerne, og de løser opgaven til bravour og oplever en enorm succes. Så det var helt rigtigt, siger hun i dag.
– Med et snuptag blev du færdig med den opgave. Du lagde ansvar og kompetence ud. Kollegerne får simpelthen lov, supplerer Evabeth Mønster.
Birte Kock smiler:
– Ja, det er rigtigt. Jeg synes også, at jeg tidligere var god til at uddelegere. Men i dag har jeg simpelthen fået mod til at se flere muligheder, konkluderer Birte Kock.