Værs’go at synke

---

Det er jo sådan noget, vi skulle tilbyde sådan én som Magnus. Det der, kunne jeg sagtens forestille mig at spise.
Den midaldrende kvinde peger med et glad smil på en fyldt tallerken med små gratiner i grønt, gult, hvidt og brunt. Hendes kollega rynker skeptisk på næsen.
– Jaaa, jeg ved bare ikke, hvad det brune er. Tror du, det er chokolade?
– Nej, det er kød. Det er jo et hovedmåltid!, lyder det bestemte svar.

Blød mad

Replikskiftet faldt i Herning Messecenter, hvor Kost- og Ernæringsforbundet sammen med tre andre arrangører holdt tværfaglig konference om dysfagi.
Efter en formiddag med oplæg fulgt af workshops, havde Anna-Grethe Thøgersen fra Findus netop afsluttet sit oplæg. Og hun viste de mange deltagere eksempler på produkter til mennesker med tygge- og synkebesvær.
Findus har udviklet helt findelte pureer af fisk, kød, frugt og grønt. I køkkenet tilsættes æg, mel og mælk og gratinerne bages i ovnen. Eller man kan vælge frosne færdigretter til mennesker med dysfagi.

Ud med blenderen

De mange konferencedeltagere flokkedes om anretningerne, og understregede dermed, at Anna-Grethe Thøgersen ramte plet med sin praktiske tilgang til dysfagi.
– Hvor mange herinde har været med til at servere blendet kost, spurgte hun, og næsten samtlige 125 deltagere fra køkkener, pleje og pædagogiske arbejdspladser måtte markere.
– Var den mad så noget I selv trippede efter at få, når I nåede frem til jeres frokostpause, spurgte Anna-Grethe Thøgersen videre, og en enig sal rystede på hovedet og gav dermed rygvind til en af oplægsholderens kæpheste: blendet mad er ikke et anstændigt kosttilbud til mennesker med dysfagi. Blendet mad bliver uappetitlig, og tilsætning af væske ved blendning får maden til at fylde så meget, at de spisebesværede skal spise enorme mængder for at få tilstrækkelig næring. Og det gør de ikke – for det kan de ikke.

Passivitet og fordomme

Anna-Grethe Thøgersen undrede sig over, at dysfagi stadig er et overset problem.
– Hvis en beboer er lam, nøler man ikke med at rekvirere en kørestol. Men der kan gå rigtig lang tid, før man rekvirerer den mad, der er brug for til brugere med dysfagi. Der mangler handling mange steder.
– I dag har vi fået en masse viden. Sørg for at den ikke havner i ringbind på hylden, opfordrede hun og fortalte, hvordan hun ofte har oplevet ekstremt undervægtige handicappede på døgninstitutioner. Et problem, der vil kunne mindskes med den rigtige kost.

Kampen om maden

Efter fødevaredemonstrationen overtog antropolog Marie Louise Knigge ordet. Hun har lavet en undersøgelse om ‘udviklingshæmmede, mad – og overvægt’.
Hun lagde ud med at fortælle, at hun havde undret sig over at blive indbudt til en konference om dysfagi, da hendes undersøgelse handler om overvægt. Men hun havde ladet sig overbevise om, at der var paralleller – nemlig i det, der handler om magt i relationen mellem personale og brugere, der skal have mad.
Hun fortalte om sine mange oplevelser i botilbud for udviklingshæmmede. Et gennemgående tema var konflikten mellem beboernes selvbestemmelse på den ene side – og personalets bestræbelser på at ‘være sunde’ på den anden.
– Hvad skal vi have at spise, bliver der spurgt. Og så følger forhandlingerne, hvor personalets forståelse af den sunde mad altid kommer til at dominere: »Det er dig, der bestemmer ... men samtidig så... ». Sådan lyder det ofte – og så bliver for eksempel salaten forhandlet på bordet, fortalte Marie Louise Knigge.
Men personalets løftede pegefingre får ofte den utilsigtede effekt, at beboerne spiser usundt i smug og får en følelse af skyld og skam, sagde hun.
En beboer udtrykte det med følgende ord:
– Vi er de voksne, men så er der de overvoksne.

Handicappet og sund

Marie Louise Knigge kom ikke med klare løsninger på dilemmaet, men opfordrede til opmærksomhed på magtrelationer, værdier og menneskesyn. Og så efterspurgte hun et forslag fra Sundhedsstyrelsen til, hvordan sundhedsbudskaberne kan formidles til udviklingshæmmede.
– Det er helt centralt at få fat i de udviklingshæmmedes egen motivation. Det er ikke støttepersonens ansvar alene, at mange udviklingshæmmede er overvægtige. Det er vigtigt at finde ud af, hvordan vi formidler viden om sundhed til denne gruppe, konkluderede hun.

Mure mellem faggrupperne

Formand Ghita Parry opfordrede køkken og pleje til at samarbejde også om dysfagi.
Hun fortalte om en episode på et plejehjem, der skulle laves om til leve-bomiljø. Både pleje- og køkkenpersonalet mødtes for at diskutere de nye udfordringer, og på et tidspunkt gik snakken om en bestemt beboer.
Plejepersonalet blev spurgt hvor meget beboeren spiste dagligt og om energiindholdet. Den pågældende blev svar skyldig – og vidste ikke sine levende råd. Hvem kan hjælpe? »Skulle vi lige prøve at spørge køkkenet«, var der en, der foreslog. Og så blev det faktiske energiindtag beregnet.
– Når man snakker med andre faggrupper, så siger de tit, at »det der med mad, det er svært.« Når man så spørger, »Har I snakket med køkkenet?«, så er svaret oftest nej, konstaterede Ghita Parry med beklagelse.

Sammen kan vi mere

Alle faggrupper er vigtige, pointerede hun.
– Når det tværfaglige samarbejde er bedst, så kører det som en smurt maskine. Er kæden eller tandhjulet vigtigst? De er begge nødvendige!
Ghita Parry talte også om maden og dens tætte tilknytning til følelseslivet.
– Omsorg er altafgørende, når man har med svage eller syge at gøre, sagde hun. Korrekt mad hjælper ikke, hvis den ikke bliver spist. Omsorgen kan være forskellen mellem ingen næring og tilstrækkelig næring.
Hun opfordrede kraftigt til, at deltagere allerede næste dag satte gang i et tværfagligt samarbejde, »hvor hver faggruppe føler sig som en uundværlig brik«.