Mad under ekstreme betingelser

---

Smagsløg på rumrejse

I rummet flyder mad og drikke rundt i vægtløs tilstand. Kast et bolsje, og det fortsætter ligeud!
For forskerne er det en helt speciel udfordring, og for hver ny mission sker der forbedringer af menuen.
Først blev tuberne afskaffet, og maden blev dækket af et tyndt lag gelatine, som forhindrer krummer. Emballagen blev også forbedret, så der er mere styr på maden, og der blev udviklet en speciel bakke, hvor maden holdes fast i små beholdere. Selve bakken sættes fast på et bord – eller på låret – med velcro, og astronauterne kan sidde med fødderne i fodstropper og spise med kniv og gaffel eller ske af de små plastbakker. Drikkevarer drikkes selvfølgelig med sugerør
Efterhånden er udvalget af mad også blevet mere varieret. I dag vælger astronauter til den internationale rumstation ISS selv deres menuer på forhånd, og næringsindholdet er gået grundigt efter i sømmene af hensyn til deres helbredstilstand. Der er også tænkt på smagsoplevelsen. Vægtløsheden sløver nemlig smagsløgene – derfor skal maden krydres kraftigere.
I det hele taget kan det være svært at bevare appetitten i rummet. Blandt andet fordi den varme luft ikke stiger til vejrs, og maden derfor ikke afgiver aroma. Et andet problem er, at vægtløsheden giver perioder med kvalme.
Den medbragte mad kan være frossen, tørret, på dåse, frisk eller på køl. Men den kan også være bestrålet, så kan den holde sig ved stuetemperatur.
Tanker om længerevarende rejser, for eksempel til Mars, giver nye udfordringer. Her vil det ikke være nok at have ‘madpakke’ med, man må selv dyrke maden undervejs. Forsøg har allerede vist, at det godt kan lade sig gøre at dyrke f.eks. korn i rummet.

Tankerne kredser om mad

Da Gregers Gjersøe og hans rejsekammerat Kristian Joos i 2000 gik på ski fra kysten af det Antarktiske kontinent til den geografiske Sydpol – en tur på 1.200 kilometer – var det ikke mangel på appetit, der var problemet. Tværtimod.
Turen tog 56 dage, og der var tænkt nøje over den 120 kilo store oppakning på pulkene. 120 kg er hvad, der er realistisk at trække efter sig. Og det betød, at alt udstyr skulle minimeres mest muligt.
– Vi var så pressede på vægt, at vi klippede vaskeanvisningerne ud af tøjet, klippede tandbørsten halvt over og tog afmålt toiletpapir med, fortæller Gregers Gjersøe.
Og også maden var gennemtænkt.
På turen forbrændte Gregers Gjersøe cirka 1.900 kJ om dagen. Men oppakningen levnede kun plads til et kilo mad pr. dag – og det var ganske enkelt ikke muligt at få den til at indeholde mere end 1.200-1.400 kJ.
– Man kunne tage et kilo smør med. Men udover et højt energiindhold, skal der selvfølgelig også være den rette kombination af næringsstoffer, forklarer Gregers Gjersøe, der som alle andre polfarere spiste sig ‘et ordentligt bildæk’ til inden turen.
Undervejs havde det daglige energiunderskud en voldsom effekt:
– Mennesket er sådan indrettet, at når det er i underskud på energi, så kredser tankerne om mad hele tiden. Du drømmer om mad! Derfor havde Kristian og jeg en aftale om, at det var forbudt at tale om mad, fordi det er som at dreje kniven rundt i såret.
I løbet af dagen spiste Gregers Gjersøe og Kristian Joos hver gang, de havde gået i 80 minutter. Og menuen var altid den samme.
Også morgenmaden var uden variation og bestod af frugtsuppe med smuldret rugbrød og mandler, stegt pølse og en vitaminpille.
– Når vi stegte pølse, lagde smørret sig på teltdugen som et fedtlag på indersiden. Vi følte hele tiden sult, og da vi nåede længere hen på ekspeditionen, blev behovet for fedt så udtalt, at vi skrabede fedtlaget af teltdugen med fingrene og spiste det, fortæller Gregers Gjersøe.
Da de to eventyrere nåede Sydpolen, havde Gregers Gjersøe tabt 25 kilo. Det betød, at hans helbredstilstand ikke var i top, og lægen, der undersøgte ham, rådede ham til hurtigt at blive fløjet hjem.
Senere, da vægten var genvundet og rigelig og delikat mad inden for rækkevidde, måtte Gregers Gjersøe til gengæld holde lidt på sig selv for ikke at overspise efter de mange dages afsavn. Mere eventyr www.nopenguins.com