Processing time: 1328953390.7453 secs
Faget – maden – hverdagsmaden, gode madvaner og de gode måltider. Det faglige står allerøverst på den arbejdsplan, forbundsformand Ghita Parry har for de kommende års arbejde.

Maden i top

Kost, ernæring & sundhed 11 · 2007

– Min ambition er i løbet af meget kort tid at udvikle forbundet til at blive et videns- og inspirationssted i forhold til mad og måltider. Det er hos os, man skal hente viden, udvikling, trends, inspiration og fakta, sagde Ghita Parry, da hun holdt sin tale til forbundets kongres i Odense i slutningen af maj.
Vi kan og vi skal give politikerne svarene på, hvordan de kan skabe succes til maden. Ellers tror jeg, de bliver ved med at vælge succes på budgettet i stedet for succes til maden. Hverdagsmaden skal prioriteres i det store samfundsbudget og i budgetterne i regionerne og i kommunerne. Som det er nu, er det forsvindende lidt, der bliver brugt på maden og måltidet. Det skal der laves om på. Det er for dumt og for dyrt at lade være, sagde Ghita Parry.
Og kunden, brugeren, patienten skal altid være i centrum.
– Vi skal gøre op med, at brugeren skal indrette sig efter eksperter og systemer. Det er os, der er til for dem og ikke omvendt, sagde Ghita Parry, som også understregede, at forbundets medlemmer ikke kun skal kendes på god hygiejne.
– Vi skal kendes på, at vi står for maden, der er en succes hos det enkelte menneske.

Visioner og mål

På kongressens dagsorden var et forslag til forbundets mål og visioner for de kommende tre år.
Her står blandt andet, at forbundet skal samle alle de, der på forskellige niveauer har en uddannelse, hvor mad og måltider er i centrum.
– Jeg er ikke i tvivl. Vi skal på denne kongres sætte et klart mål og sende et klart signal om, at Kost & Ernæringsforbundet vil være samlingsstedet for alle, der har en uddannelse inden for madområdet. Vi skal vedtage visioner og mål, som klart signalerer faglig samling inden for mad- og måltidsområdet. Jeg synes, det er et stort skridt. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtigt, sagde Ghita Parry.
Det var kongressens halvt hundrede delegerede tilsyneladende heller ikke.
– Lad os bare komme i gang. Det er rigtig godt, det I har lavet, lød den eneste kommentar, da hovedbestyrelsens forslag til forbundets Visioner og mål for 2007 – 2010 blev godkendt af kongressen.
Under overskriften God mad giver energi til livet hedder det blandt andet, at Kost & Ernæringsforbundet vil kendes som en fremsynet, dynamisk, professionel og troværdig organisation, der lægger vægt på helhedsorienterede løsninger og samarbejde.
Og en af forbundets visioner er, at ‘Forbundet bliver fagligt samlingssted for alle, der professionelt arbejder med og for god mad og gode måltider i hverdagen.’

Også kokkene skal være velkomne

Er det bare pb’erne, der skal med i forbundet? Tænker I fusion eller hvad dækker undertonerne over, lød et enkelt spørgsmål under debatten fra Ester Bruus Midgley fra Region Sjælland.
Nej, vi skal ikke fusionere, lød svaret fra forbundets formand. Men måske bliver det vores held, at andre har valgt fagligheden fra, sagde forbundsformanden og nævnte formidlerne, der i dag er en del af Danmarks Lærerforening, og kokkene i RBF, der i dag er med i 3F.
– Vi sælger ikke ud af vores faglighed. Vi siger i stedet ja til at få pb’erne ind i forbundet, ja til kokke i forbundet og ja til kantinelederne. De kliniske diætister skal også vende hjem, står det til os. I hovedbestyrelsen er vi nået frem til, at det er fremtiden fos os at være et forbund for alle, der beskæftiger sig med mad og måltider. Og vi skal gøre os til, så de kan se, at det ikke kun handler om brun sovs her hos os, sagde Ghita Parry.

Artiklen er en del af et tema:
Kongres mod fremtiden
Artikler i Køkkenliv:
Maden i top
Ansvaret for maden er vores
Mangel på elever og arbejdskraft i fremtiden
Symbolsk kontingent
Uhmm, hverdagsmad
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Kokke er velkomne i forbundet
Symbolsk kontingent til elever, studerende og pensionister
Kost & Ernæringsforbundets visioner og mål sætter fokus på maden og måltidet
Maden skal øverst på arbejdsplanen
For få elever og for få praktikpladser


Processing time: 0.1311 secs