Processing time: 1328953511.3280 secs
Smagen er et stærkt kort at have på hånden, den kan bygge bro til fortiden og få os til at huske særlige oplevelser. Det skal køkkenerne udnytte i arbejdet med at give den gode hverdagsmad et løft, lød det fra kongressen.

Uhmm, hverdagsmad


Hvad skal der til, for at hverdagsmaden opleves som god?
Det spørgsmål stillede Kost & Ernæringsforbundet til 40 madfolk på topmødet i maj (se køkkenliv 10). Og det blev gentaget på forbundets kongres, hvor Madeleines, som forbundet har samarbejdet med om projekt ‘den gode hverdagsmad’ lagde vejen forbi for at lægge op til diskussion.
Ideen med projektet er at løfte hverdagsmaden, at gøre den til noget særligt.
– Vi tilbereder rundt regnet en million måltider ‘hver dag’. Der skal sættes fokus på disse måltider, opfordrede formanden.

Mormors madteater

– Et måltid kan iscenesættes lige så godt, som man kan iscenesætte et teaterstykke, lagde Nikolaj Danielsen ud og gav eksempler på, hvordan man kan planlægge at give de spisende nogle særlige oplevelser gennem smagen.
– Smagen er en erindringsbro. Den kan bringe os tilbage til barndommen eller til særlige oplevelser, vi har haft, sagde han og fortalte, hvordan de hos Madeleines har sat fokus på smagen ved at servere ‘mormormad’ for gæsterne: glaseret skinke, stuvet grønlangkål og brunede kartofler. Og til kaffen en god roulade.
Traditionel mad. Men måltidet var skruet anderledes sammen. Glaseringen til skinken blev f.eks. serveret som små slikkepinde. Og rouladen var dyppet i kaffen. Netop for at vise, hvad smagen kan. For på trods af ‘det underlige måltid’ var der ingen, der tvivlede på mormormaden. Smagen minder os om ‘en søndag hos mormor’ – eller andre oplevelser, som knytter sig til netop den smag.

Oplevelsen af det gode måltid

Men det er ikke alene smagen, råvarerne, duften og madens udseende, der får os til at huske et måltid.
– De bedste oplevelser er multisensoriske. Det betyder, at de involverer alle sanser, også syn, hørelse, duft og følesans, sagde Nikolaj Danielsen. Derfor spiller alle omstændigheder omkring måltidet ind på den oplevelse, vi får af maden: omgivelserne, opdækningen, lugten, kontakten til de, der laver maden, selskabet osv.
Hvor vigtig den enkelte ingrediens er, afhænger af hvem du er, og hvad du har med i bagagen. Pointen er, at jo bedre, du kender dem, du laver mad til, jo større er chancen for at give dem en god oplevelse og få dem til at synes om hverdagsmaden.

Opskriften på den gode hverdagsmad

Ifølge projektet ‘den gode hverdagsmad’ skal mad altid være vedkommende, nærværende, tryg, velsmagende, varieret og veltillavet. Og da forbundet inviterede til topmøde, var det blandt andet for at få nogle bud på, hvordan maden bliver det.
Forslagene er siden skrevet ned på ‘opskriftskort’ i en ‘madkasse’, som kongressens delegerede fik overrakt – “til inspiration, når I skal fortælle andre om ‘den gode hverdagsmad’,” sagde Ghita Parry.
På kortene står der f.eks.: hvis maden skal være veltillavet, skal der være ‘passion, begejstring, arbejdsglæde og madglæde i køkkenet’. Varieret mad kræver ‘respekt for råvarer, sæson, bæredygtighed, kultur og håndværk’ og ‘mangfoldighed i menu, rum og service’. Et måltid er vedkommende, når ‘jeg spiser sammen med dem, jeg kender’. Og på et af kortene står der ganske enkelt ‘uhmm’ – underforstået, den gode hverdagsmad sætter alle sanser i gang.

Hvad er godt for andre

På kongressen blev de delegerede præsenteret for ti sort/hvide fotos: af mad i sygesengen, skolekantinen, plejehjemmet, en familiemiddag mv. De skulle vurdere i hvor høj grad det måltid, de så på billedet, opfyldte ønsket om nærvær, tryghed, velsmag osv.
Det viste sig snart, at det måltid, nogle opfattede som trygt og godt, syntes andre var utrygt. Det måltid nogle oplevede som vedkommende, var i andres øjne ligegyldigt. Testen gav derfor et rigtigt godt indtryk af, hvor svært det er at dømme om, hvad andre oplever som godt. Det kræver kontakt til de spisende!
Og det var hvad såvel ‘topfolk’ som delegerede fandt frem til: den gode hverdagsmad kræver et møde mellem dem, der laver maden og dem, der spiser den!
Du kan læse mere om topmødet i køkkenliv 10, 2006 og på hjemmesiden.
<unknown tag: url></url>

Artiklen er en del af flere temaer:
Kongres mod fremtiden
Artikler i Køkkenliv:
Maden i top
Ansvaret for maden er vores
Mangel på elever og arbejdskraft i fremtiden
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Kokke er velkomne i forbundet
Symbolsk kontingent til elever, studerende og pensionister
Kost & Ernæringsforbundets visioner og mål sætter fokus på maden og måltidet
Flere netnyt i temaet
Den gode hverdagsmad
Artikler i Køkkenliv:
Stafet: Mad efter ordre
Det er ikke nok at bande over gryderne
Stafet: Vi hører 100 procent efter
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Gæst nummer 100.000 og den gode hverdagsmad
Danmarksdag i Zaragoza
Klar til Verdensudstillingen
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.1462 secs