Alle talte om at tabe sig. Jeg tænkte: fint, jeg gør det

---

Hun genkender anoreksien, når hun ser den hos andre. For eksempel til fester.
– Det er den måde, pigerne tager maden på. Kigger på den, og måden de spiser på ...
Anne Madsen holder en pause og skutter sig lidt. Hun trækker det mørkeblå tæppe tættere omkring sig i det kølige rum og kigger ud af vinduet med en rynke mellem brynene.
– Det gør ondt at se, fordi jeg mærker, hvordan det var. Jeg kan se igennem dem. Piger, der bruger så megen energi på at lade som om, alt er i orden ...
Jeg husker følelsen af at holde facaden samtidig med, at man er ved at krakelere fuldstændig indeni ... Det er altså en ond sygdom!

Anoreksien på stand by

Stemmen er rolig, fortællingen saglig og systematisk. Anne Madsen vil ikke rubriceres som solstrålehistorie – eller det modsatte. Men hun vil gerne fortælle usentimentalt om 14 års livtag med svær anoreksi. Om indlæggelser, undvigemanøvrer og magtkampe. Men også om livslyst og kampvilje. Og om at være godt på vej med en næsten færdig uddannelse, den rigtige kæreste og troen på, at hun langsomt vikler sig mere og mere ud af anoreksiens spind.
– For nylig var vi til bryllup, og der var bryllupskage. Jeg kunne ikke selv tage et stykke over på tallerkenen, men jeg smagte hos min kæreste. Derhjemme spiser jeg nok stadig en smule anorektisk. Men når der er fest – okay, så sætter jeg anoreksien på standby og kan godt spise ting, jeg ikke har det helt godt med, fortæller hun.

Stærk og skrøbelig

Anne Madsen blev syg som 13-årig. Tabte sig meget og blev så afkræftet, at hun ikke kunne gå i skole – eller bare sidde op i forældrenes bil.
Lægebesøg gav ingen forklaring, og til sidst kaldte lægen hendes mor hysterisk. 14 dage efter blev Anne hasteindlagt på grund af dehydrering.
– Der hørte vi for første gang ordet anoreksi, da en læge konstaterede, at det var det, jeg fejlede. Min far sagde »gudskelov – så er det ikke kræft,« husker Anne Madsen. Hun forklarer lettelsen med, at der på daværende tidspunkt ikke var informeret, snakket og advaret ret meget om spiseforstyrrelser.
Selv beskriver hun sygdommen som den kanal, alle hendes frustrationer gik igennem.
– Jeg var altid en stærk og selvsikker pige udadtil. Men jeg havde selvfølgelig også brug for at blive båret en gang i mellem. Det blev jeg nok ikke, for jeg lignede én, der selv kunne gå. Jeg var god til at hjælpe andre hele vejen rundt. Samtidig havde jeg måske en regulær depression og vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med den, forklarer hun.
Også teenageårenes fokus på udseende spillede en rolle.
– Alle gik og talte om at tabe sig, men spiste alligevel som de plejede. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg tænkte “fint nok. Jeg gør noget ved det!”
I starten blev hun mødt med beundring hos veninderne, når hun takkede nej til is, slik og kager. Senere blev beundringen vendt til forskrækkelse. F.eks. da et par klassekammerater luftede bekymring for veninden til skolesundhedsplejersken.
– Jeg blev så gal, og jeg tror, de blev lidt bange for mig. Jeg lagde simpelthen mine venner på is.

Magtkamp

Den akutte hospitalsindlæggelse blev fulgt af en overflytning til psykiatrisk hospital.
10 måneder senere blev Anne udskrevet med en kostplan og en erkendelse af, at hun var nødt til at spise. Men på den anden side også med en følelse af at være endnu mere fedtet ind i anoreksien, for på hospitalet havde hun lært om sygdommen, og mødt andre piger med samme lidelse.
Den første tid efter udskrivelsen gik det fremad. Anne spiste efter planen og tog også antidepressiv medicin. Men forældrene og hun selv var skeptiske overfor medicinen, og efter et år holdt hun med pillerne.
– Jeg fik det rigtig, rigtig dårligt igen. Jeg sad og græd i skolen, og jeg holdt med at spise.
I hjemmet blev alt hurtigt til én stor magtkamp mellem de bekymrede forældre, Anne selv og sygdommen. Også de mindre søskende var plaget af bekymring og familiens manglende overskud.
– Det hele kom selvfølgelig til at handle om maden: hvad har Anne spist, hvorfor har Anne ikke spist, hvordan skal vi få Anne til at spise?
Alle holdt vejret og ventede på, at Anne skulle starte på efterskole. Men seks uger efter start kunne skolen ikke længere tage ansvaret, og Anne blev indlagt igen. Denne gang i 1½ år.

Ansvaret flyttes

Anoreksien havde bidt sig fast, og efter anden indlæggelse levede Anne videre med en helt urealistisk opfattelse af, hvad hendes krop havde brug for.
– Jeg ville ikke tage på. Et glas vand eller en gulerod kunne jo gøre forskellen i BMI. Jeg troede næsten, at jeg kunne tage på af dufte. Hjernen fungerer ikke helt normalt, når den er så udmarvet. Jeg vidste egentlig godt, at jeg var nødt til at spise mere. Alligevel skar jeg brødet tyndere. Og byttede ud med fedtfattige varianter, forklarer hun.
I første omgang opdagede plejefamilien, som hun nu boede hos, ikke, hvordan hun omgik kostplanerne.
– Det er det lumske: jeg er altid kommet til at stå for min egen behandling på en eller anden måde. Måske fordi jeg udtrykker mig overbevisende og velformuleret. Og et par hundrede gram om ugen er ikke noget, man lægger mærke til.
Men efterhånden blev krumspringene gennemskuet af faste behandlere og Anne blev frataget alt ansvar i forhold til sin mad. Et helt nødvendigt indgreb, mener hun i dag.

Med livet som indsats

Sideløbende med sygdomsforløbet gennemførte hun både 10. klasse og gymnasiet på trods af indlæggelser.
– Da jeg blev student, var det så stor en sejr. Jeg gik rundt med et smil fra det ene øre til det andet i tre uger.
Efter et års højskoleophold startede Anne Madsen sit universitetsstudie og skulle bo alene på kollegium. Det første halve år var rædselsfuldt. Alt var nyt, og Anne skulle klare sig selv. Forholdet til mad blev mere belastet i og med, at det nu omfattede flere ting.
– Nu skulle jeg lige pludselig ikke kun tage mig af det på tallerkenen. Jeg skulle også sørge for at der kom noget i køleskabet. Det syntes jeg var så meget spild af penge, fortæller hun.
Hun holdt hurtigt op med at spise igen og måtte indlægges på ny. Da hun blev udskrevet igen ½ år senere, tabte hun igen lynhurtigt vægt – og var rædselsslagen.
– Jeg kunne ikke bære min taske hen til bussen og havde det rigtigt dårligt. Jeg var bare så bange. Jeg havde flere gange fået at vide, at jeg ikke ville overleve en tur til, og tænkte hele tiden på, om det så var denne gang. Jeg ville ikke dø! Jeg ville mit studie, og jeg kunne finde ud af det. Jeg havde også et godt netværk på kollegiet. Samtidig tænkte jeg: jeg overlever ikke sommerferien.

Den dejlige, farlige mad

Tanken om endnu en indlæggelse var Anne så meget i mod, at hun besluttede at forsøge med et hjemmestrikket system. Hun trappede op i kalorier med fast interval og kom langsomt til kræfter – godt hjulpet af sin læge på Center for Spiseforstyrrelser og to bostøtter fra et lokalpsykiatrisk team.
I dag er Anne fortsat imponeret over, at lægen havde tillid til hende – og ikke bare insisterede på endnu en indlæggelse grundet hendes dårlige tilstand. Tilliden blev belønnet. Hvad der vendte bøtten, ved hun ikke præcist.
– Jeg var bare parat til det. Det handler nok blandt andet om at være blevet ældre og mere moden. Og så har jeg jo arbejdet med mig selv hos behandlere, jeg har været glad for. Jeg har lært alternative måder at handle på. Det har også hjulpet at få en kæreste. Vi laver mad sammen, og det ligger ham fjernt, at mad skulle være noget farligt. Han får mig til at tage nogle chancer uden at presse mig. Maden er stadig farlig I dag er det et par år siden, Anne Madsen sidst var indlagt. Hun regner ikke med at skulle opleve det igen, men anoreksien har stadig et tag i hende, selvom hun er tæt på et normalt BMI.
– Der skal ikke mere end en hård influenza til, hvor jeg taber mig lidt. Hold fast, hvor anoreksien så hiver i mig. Og så er det en kamp at komme op i vægt igen, forklarer hun.
Forholdet til mad er stadig anstrengt, vægelsindet, hadfyldt?
– Jamen, det er meget diffust. At anorektikere ikke kan lide mad, er en løgn. Man tænker på mad hele tiden, men med uro. En blanding af forventning og vil ikke, tør ikke, kan ikke. Man glæder sig helt vildt til et måltid – og så kan man ikke, selvom man ved, man har brug for det.
Jeg kan stadig vågne op med intentionen om at spise det, der er optimalt for mig – og så gå i seng og have spist det halve.