År med afmagt

---

– Man kan godt ironisere over, at jeg stort set altid har beskæftiget mig med mad. Og man kan også filosofere over, om det har betydet noget. Men det tror jeg ikke. Jeg har hele tiden været afklaret med, at anoreksien ikke havde noget med maden at gøre, siger Lise Lotte Bjerge uden længere betænkningstid, når hun fortæller om sin nu 25-årige datters svære spiseforstyrrelse gennem ti år.
Lise Lotte Bjerge er uddannet køkkenleder, distriktsleder i Viborg Kommune og næstformand i Region Midtjylland. Datterens anoreksi har hun altid været helt åben om – og er det fortsat i dag, hvor hendes datter har været normalvægtig et par år – og helst vil lægge spiseforstyrrelses-prædikatet bag sig.
– Da jeg fortalte hende, at jeg skulle interviewes, bad hun om, at hendes navn ikke kommer med. Hun er kommet så langt nu og gider ikke den identitet mere, forklarer Lise Lotte Bjerge med tydelig glæde i stemmen.

De mange slåskampe

Datteren blev syg i 8. klasse. Hun mistrivedes i skolen og begyndte at opføre sig besynderligt socialt. Hun var godt nok til stede sammen med sine kammerater, men satte sig altid bagved flokken og sagde ikke noget. Anoreksien blev først opdaget, da hun i 9. klasse helt holdt med at spise på sin efterskole.
Derefter fulgte års forsøg på at hjælpe, og ifølge Lise Lotte Bjerge er historien alt for klassisk. Problemer med indlæggelse, problemer med at finde et godt bosted og problemer med at blive hørt i et fortravlet og overbelastet system.
– På et tidspunkt truede jeg med at blokere indgangen til Holstebro Sygehus, indtil jeg fik en seng til hende. Det er ikke gået stille af, når jeg er blevet vred, fortæller Lise Lotte Bjerge smågrinende. Handlekraft har været gennemgående for hende gennem de mange år. En handlekraft udsprunget af den lige så gennemgående angst for datterens liv – og en dyb følelse af afmagt.

Magtesløs og bange

– Man ved ikke, hvad man skal gribe og gøre i. Det gør så ondt, og man er så bange. Jeg tog min 16-årige datter ind i sengen til mig. Jeg måtte ikke røre hende. Hun lå i fosterstilling og havde fået lanugo-behåring på grund af underernæringen. Så vågner man næste morgen helt stiv og rædselsslagen. Det er ubeskriveligt, fortæller hun stille.
Ved siden af angsten og magtesløsheden levede tankerne om egen utilstrækkelighed.
– Det vanskeligste var følelsen af at have spillet fallit som forælder. Det var svært at håndtere. Vi bærer jo vores børn og ammer dem … Det værste for mig var ikke at kunne give mit barn næring. Det er så basalt. Som forældre spurgte jeg og hendes far selvfølgelig os selv, om vi havde gjort fejl. Og om der var noget, vi havde glemt eller overset.

Vilje til at leve

Mens selvransagelserne ikke bragte noget konstruktivt med sig, fik Lise Lotte Bjerge stor gavn af samarbejdet med ligesindede.
Hun var med til at starte pårørendeforeningen PS Landsforening og kom med i en selvhjælpsgruppe med andre forældre. Og kendskabet til andre familier har bestyrket hende i, at spiseforstyrrelser ikke handler om mad, men har et eksistentielt udgangspunkt.
– Jeg ved stadig ikke præcist, hvad der skete med min datter. Hun ved det heller ikke selv. Men jeg tror, det handlede om, at det var for overvældende at blive voksen. At hun ville forblive barn. At hun ikke turde ansvaret og identitetsskiftet. Og så alle pubertetsovervejelserne. Hvem er jeg – og så videre. Og det er også min erfaring fra pårørendesamarbejdet, at det er grundlæggende problemer i selvopfattelsen, der er årsagen til spiseforstyrrelserne.
Mens selvhjælpsgruppen fik uvurderlig betydning for Lise Lotte Bjerge, fik forskellige oplevelser på socialpsykiatriske bosteder indflydelse på datteren.
Via kognitiv terapi (hjælp til selvhjælp, red.) fik hun nye muligheder for at handle og få gode oplevelser. Hun modnedes. Og hun blev dramatisk konfronteret med de yderste konsekvenser af en spiseforstyrrelse.
– På et bosted var en bulimiker ved at dø. Hun havde ødelagt sit stofskifte ved at kaste op. Men min datter ville ikke dø. Hun kunne li’ livet, men kunne bare ikke finde ud af det. Jeg tror, oplevelsen med bulimikeren gjorde indtryk, fortæller Lise Lotte Bjerge.

Tilbage til livet med års forsinkelse

Langsomt gik det fremad. Undervejs brugte Lise Lotte Bjerge sin kostfaglige viden ved flere lejligheder. For eksempel da datteren skulle have sonde, og lægerne ville give hende fiberholdig kost.
– Jeg spurgte dem, hvor ondt de liiiige troede hun ville få af det med en tarm, der ikke havde fungeret i meget lang tid. Det havde de ikke tænkt på! fortæller Lise Lotte Bjerge, der ikke lægger skjul på sin manglende tillid til lægerne på det ernæringsmæssige område.
I pårørendeforeningen spreder hun budskabet om, at pigerne bør knoglescannes for knogleskørhed.
– Jeg ved, at Sundhedsstyrelsen beder de praktiserende læger om at knoglescanne gamle, småtspisende med et BMI under 19. Men hvad med de spiseforstyrrede?
Lise Lotte Bjerge er stadig med i selvhjælpsgruppen, der startede med ni hold forældre. To børn er døde. Fem piger har det godt i dag.
Pårørendearbejdet i Landsforeningen drosler hun efterhånden ned.
– Jeg flytter fokus. Vi skal jo videre i den her historie! Også for min datters skyld. Det er en fornøjelse at slippe angsten for, hvordan hun har det. Jeg kigger hende ikke mere over skulderen, når hun spiser. I dag er hun stort set en normalt fungerende ung. Men man skal huske på de mange huller i hendes opvækst. Hun har aldrig været ude at fulde sig og være fjollet. Først som 23-årig skulle hun i gang med tage 10. klasse, få veninder og finde sin identitet!