Anoreksi kan ramme hvem som helst

---

Lene Kiib Hecht ordinerer sjældent skrappe regler og præcise anvisninger på, hvad og hvornår der skal spises. Maden skal ikke måles og vejes. De skrappe kostråd ender bare med at blive en del af sygdommen, mener hun.
– Kostplanerne bliver noget, man ikke må fravige. De går ind som en del af spiseforstyrrelsen og fastholder den spiseforstyrrede i trangen til at have fuldstændig kontrol, både over hvad hun spiser, og hvad hun vejer. Og det dur ikke. Maden skal overlades til hende. Stik modsat, hvad hun forventer – når man går til diætist, tror man jo, man går derfra med detaljerede kostplaner. Men det er meget vigtigere at arbejde med motivationen for at spise.

Mad, men ikke stramme spiseregler

Sådan er det i de middelsvære tilfælde, og det er dem, diætisten møder på ‘Klinik for spiseforstyrrelser’ på Psykoterapeutisk Center Stolpegaard i Gentofte.
Men Lene Kiib Hecht har også kontakt med spiseforstyrrede i egen klinik i Ganløse og på ‘Symfonien’, et privat behandlingssted i Helsinge. Og de er langt hårdere ramt.
– De er svært anorektiske og opgivet af både systemet og familien, fortæller hun. Og de får kostplaner. Jeg skriver oven i købet, hvor mange gram de skal spise. Ellers får de simpelthen ikke mad nok!
Så må jeg hjælpe dem ud af deres afhængighed af kostplanerne, når de ikke længere er alvorligt underernærede.

De skal ville livet

Nøgleordet i behandlingen er motivation. Og det kræver noget at finde ind til den, for mange spiseforstyrrede har ‘lyst’ til at være anorektiske og holder fast i sygdommen.
– Det giver dem styrke at have styr på maden. Men de kan samtidig godt se, at sygdommen ødelægger dem. De skader sig selv – måske skærer de i sig selv, tvangsmotionerer eller kaster op. De kan ikke have et job, tage en uddannelse eller have en kæreste. Og de bliver socialt isolerede.
Så den dobbelthed – at ville være syg og rask på en gang – den skal der arbejdes med.
Det vigtigste er at nå til erkendelse af, at hvis ikke der kommer mad indenbords, så ender sygdommen med at tage livet af en. Og indtil da skal man tilmed leve med en masse bivirkninger – både fysiske og psykiske, forklarer Lene Kiib Hecht.

En blød psyke

Det er ikke lige til at give en karakteristik af mennesker med spiseforstyrrelse. Men det er kvinder med ‘en blød psyke’, mener Lene Kiib Hecht.
– De er psykisk belastede. Men ikke nødvendigvis alvorligt traumatiserede. Der kan dog være tale om incest, siger hun. Men det kan også være noget mindre alvorligt: drilleri i skolen, en flytning eller en skilsmisse, der bliver den udløsende faktor.
Det ser også ud, som om slankekure kan spille ind. Men kun hvis man bliver presset af familie, venner eller f.eks. en idrætsleder, der står èn nær, mener hun. Og så er der som regel også noget andet galt. F.eks. mistrivsel i skolen – hvis man f.eks. er hende, der er lykkedes med at tabe sig og se smart ud. Og har fået en ny identitet gennem sit udseende.
Lene Kiib Hecht opfordrer os til at være på vagt, hvis vi møder unge, der sætter alt for megen fokus på vægt og udseende. Men det kan være svært at opdage, for der er rigtig megen kropsfiksering i ungdomsmiljøet, erkender hun.
Man skal desuden være opmærksom, hvis en ung reagerer med afvisning af almindelig mad. Og samtidig benægter, at der er noget galt. Eller begiver sig ud i at dyrke overdreven fysisk aktivitet sammen med misbrug af slankemidler og afføringsmidler.
– Mange forbinder perfektionisme med sygdommen. Og det kan også let blive en del af det reaktionsmønster, som den spiseforstyrrede udvikler. Men det er ikke årsag til sygdommen, siger Lene Kiib Hecht og slår fast, at anoreksi er en psykiatrisk lidelse.

To spor ad gangen

– Spiseforstyrrelsen er altid forbundet med dårligt selvværd, og man skal gennem et psykoterapeutisk forløb for at komme ud af den. Men man er samtidig nødt til at have fysiologien på plads. Jo mere afmagret man er, jo større er manglen på næringsstoffer. Og det giver forstyrrelser f.eks. på nervesystemet og uorden i stofskiftet. Og så længe der er det, kan man ikke få orden på det psykiske.
Omvendt dur det heller ikke at trække et strengt madregime ned over hovedet på den spiseforstyrrede. Eller ligefrem tvangsfodre. Men det sker alligevel.
– På de almene psykiatriske eller somatiske afdelinger ved de ikke altid, hvad de skal stille op med en spiseforstyrret kvinde, der er blevet indlagt med hjertearytmi, fordi hun er stærkt afmagret, eller på grund af selvmordsforsøg. Så går de i gang med en opfedning. Og skulle det lykkes at få kvinden op i vægt, bliver hun udskrevet. Men det psykiske aspekt er ikke behandlet. Så raser anoreksien videre derudad, og kvinden vil ofte tabe sig igen. Det går ikke, sige Lene Kiib Hecht. Der er brug for en tværfaglig indsats.
– Uden den giver behandlingsgarantien, som kom igennem i 2005, heller ingen mening, tilføjer hun.

Egen fortolkning af kostrådene

Du sætter også fokus på maden, men tvangsfodrer ikke. Hvad gør du så?
– Jeg underviser i, hvad der sker i kroppen, når den mangler næringsstoffer. De skal lære at lytte til kroppens signaler og handle efter det. De skal konfronteres med realiteterne, så de kan forstå, hvorfor de får ondt i maven, når de har spist. Og at de bliver depressive, når de mangler livsvigtige fedtsyrer.
– Ofte oplever jeg faktisk, at jeg skal afkode diverse slankekure hos de spiseforstyrrede piger – kure som florerer blandt os alle. Men forskellen er, at anorektikere ingen filtre har. De tager alt til sig, som støtter deres interesse for mad, og gennemfører det i en ekstrem variant.
Hvis kostrådet f.eks. går på at spise mindst 600 g frugt og grønt om dagen, så hæfter de sig ved ‘mindst’ og oversætter det til ‘jo mere, jo bedre’. Og så spiser de bunker af frugt og grønt på bekostning af anden mad. Hvis de hører, at de højst må få 30 procent fedt, så er det for dem ensbetydende med ‘jo mindre, jo bedre’. Og så dropper de helt fedtet. På den måde kan helt almindelige kostråd blive skadelige for dem.
I forbindelse med en behandling er det derfor også vigtigt at finde ud af, om den spiseforstyrrede lytter til forklaringerne. Og forstår hensigten. Eller om hun blot vælger sin egen fortolkning af ‘spisereglerne’.
– Så er hun ikke motiveret og må i gruppeterapi, for at arbejde med sin motivation, siger Lene Kiib Hecht.
Lykkes behandlingen?
– For langt de fleste. Men det rækker ikke med 5-10 samtaler, som man troede tidligere. Der er ofte tale om flere års behandling.
I følge undersøgelserne er der 15-25 procent, der er kronisk syge. De kan få et tåleligt liv, men de bliver aldrig helbredt. Dem kan vi hjælpe med de somatiske konsekvenser af spiseforstyrrelsen – og med at skabe sociale netværk.