Fra milligram til øjemål

---

Nye beboere i Pomonahuset får tallerkenservering! Personalet vejer præcist af, hvor meget den unge skal spise af de forskellige dele, som måltidet består af og hælder maden på tallerkenen. Efterhånden som beboeren får kræfter til at tage større ansvar, kan hun gradvist begynde at øse op selv.
– Og den dag, hun ikke gider høre mere om anoreksi, har en stabil vægt og kan øse sin mad op på øjemål, er hun klar til at forlade huset!
Anne Mette Raal, der er leder af Pomonahuset, forklarer videre med et smil:
– Pigerne får det lidt ligesom pubertetsbørn, der begynder at sætte sig op mod deres forældre. De bliver trætte af os og strukturen i huset og brænder kun for at få deres eget. Så er de ved at være færdige her og skal videre med deres liv.

At skabe en dagligdag

Men forud for pubertetsoprøret kan der gå lang tid. Pomonahusets målgruppe er nemlig unge med tunge og langvarige spiseforstyrrelser, og typisk kommer nye beboere direkte fra en indlæggelse.
– Rehabilitering er en svær periode. De unge skal til at leve et hverdagsliv med alt, hvad det indebærer. For eksempel skal de finde interesser igen og i det hele taget begynde at erstatte deres spiseforstyrrelse med noget andet, forklarer Anne Mette Raal.
Og det er her, Pomonahuset kan være en hjælp som en overgangsforanstaltning.
Vejle Amt oprettede stedet i 2003 i erkendelse af, at anoreksi ikke er kureret, når vægtnålen rammer idealvægten under en indlæggelse. Tværtimod er der stor risiko for tilbagefald efter udskrivning, hvis ikke patienten får massiv støtte til at etablere et liv. Siden oprettelsen har otte piger boet i Pomonahuset inklusive de tre nuværende beboere – alle med diagnosen anoreksi. Derudover har en enkelt pige brugt stedet som dagstøttetilbud, som der også er mulighed for.
Anne Mette Raal giver ingen hurtige forklaringer på pigernes lidelse
– Ingen kender den præcise årsag til anoreksi. Men der er en fællesnævner hos de piger, jeg har kendt, nemlig meget lavt selvværd og så en idé om, at hvis de er meget slanke – næsten usynlige – så kan de bedre være til. Det er svært at forstå udefra, men vi kender vel alle at have brudt en slankekur med en stor kage – hvor dårligt man får det. Det her er bare tusinde gange værre. Selvbebrejdelserne, hvis man har tilladt sig at nyde noget, går igen hos alle pigerne, fortæller hun

Den intense første tid i huset

I den første tid med en ny beboer bruger personalet helt målrettet mange kræfter på at etablere en god relation. En varm og tillidsfuld tilknytning til stedet og personalet kan være det holdepunkt, der bringer en pige videre, hvis sygdommen stikker sit hoved for langt frem med spisestop til følge.
– Hvis en pige går i spisestop, så har vi ingen muligheder. Vi kan ikke lave tvangsbehandling, så hvis en beboer er så dårlig, skal hun indlægges. Men vi har altid det mål at få hende tilbage i huset og op på hesten igen, siger Anne Mette Raal med overbevisning.
Den første tid er også ofte fyldt med blandede følelser for den enkelte beboer.
– I starten kan vi observere, at hvis de tager på, bliver de på en måde kede af det. Og hvis de taber sig, bliver de også kede af det. Deres selvbebrejdelse er lige stor, og de er meget ambivalente.

Støtte til at spise

Dagligdagen i huset er forudsigelig og struktureret omkring pigernes akilleshæl – måltiderne. Der er fuldstændig faste spisetider, og pigerne har hver sin kostplan.
– Vi går ud fra som en selvfølge, at folk spiser. Det er ikke til diskussion. Og vi sidder ved bordet en halv time, uanset hvor lang tid den enkelte spiser. Vi prøver at føre en almindelig, naturlig snak om løst og fast. Selve spisningen giver vi så lidt opmærksomhed som muligt, og pigerne koncentrerer sig om deres egen tallerken. De skal ikke bruge krudt på at holde øje med, om andre får mindre end dem selv, forklarer Anne Mette Raal.
Til gengæld er omstændighederne ved måltidet mindre håndfaste. Her har personalet mulighed for at bakke op med individuel støtte. Beboere, der har brug for at snakke inden måltidet, får altid imødekommet behovet. Måske skal der lægges en plan for måltidet, hvor støttepersonen skal sidde eller andet. Måske er der brug for mundtlig opbakning og forsikringer om, at det er OK at spise.
– Når de lige har spist, er det også et rigtigt svært tidspunkt, for så har man ‘gjort noget, man ikke har lov til’. Derfor er der altid samværstid for pigerne og de to medarbejdere, der har spist med, siger Anne Mette Raal.
Samværstiden kan bruges på spil, snak, TV – eller en gåtur.
– Vi går, hvis det er naturligt. Pigerne vil altid gerne gå for at få motion og bruge kalorier. Men hvis det er sjap og regn, er det ikke naturligt, og personalet skal ikke ud i sådan et vejr, siger Anne Mette Raal med et smil.

Angsten for at slippe

I det hele taget ser hun med stor forståelse og overbærenhed på pigernes sygdomstyrede trang til motionere overdrevent, at tage afføringspiller, skære i sig selv, mindske portionerne og så videre.
– Pigerne gør jo deres bedste for at opfylde det behov, de har – de gør det ikke for at snyde mig. Det er faretruende for dem at give slip på den identitet, de har som spiseforstyrrede. Det er mere trygt at blive i det, de kender. Som medarbejder er det vigtigt at bevare den positive ånd og støtte hinanden i ikke at tage pigernes selvskadende adfærd personligt. Ellers kommer man til at føle sig snydt. Men det kræver da et personale, der står godt på deres ben.
Hvordan går det så med pigerne, når de forlader Pomonahuset?
– Man kan ikke sige, de er helbredt. De har lært at leve med anoreksien, og en stor del lever bedre og bedre. Ud af de ni vi har kendt, har tre haft genindlæggelser, men er alle ude igen. En har taget en uddannelse, to er i gang. Det kan man vel godt kalde en succes?