Det er de fedes egen skyld

---

Holdningen til fede mennesker er, at de kan da bare tage sig sammen.
De er ugleset, for de belaster den offentlige økonomi på grund af alle de livsstilssygdomme, de med tiden utvivlsomt rager til sig. For eksempel hjerte-karsygdomme og type 2 diabetes. Desuden generer det os at kigge på en, som forstyrrer vores idealbillede af, hvordan man skal se ud. Sådan er groft sagt danskernes holdning.
– I et fællesskab ville man tage hånd om den enkelte. I vores individualistiske tid bliver fedme betragtet som om, det er ens egen skyld, mener idehistoriker og antropolog Sasha Qvortrup.
I flere år har hun forsket i krop, kost og kultur, og hun har skrevet en afhandling om sammenhængen mellem mad og begreber som synd og skyld.
Sasha Qvortrup er i øvrigt ansat på pb-uddannelsen i sundhed og ernæring på Jysk Center for Videregående Uddannelser.

Kroppen er gud

I sin forskning har Sasha Qvortrup draget stærke paralleller mellem dyrkelsen af den sunde krop og den protestantiske etik, som vi har med i vores kulturelle rygsæk. Vi taler f.eks. om at ‘synde’, når vi spiser usundt. Når vi har spist en flødeskumskage, skynder vi os i fitnesscentret for at gøre bodsøvelser og få syndsforladelse.
Med andre ord, vi gør os selv til vores egen gud, og vi har kun os selv at takke enten for en slank og sund krop eller det modsatte, hvis vi ikke lever op til tidens nærmest religiøse sundhedsforskrifter. Derfor bliver den overvægtige den store synder, som ikke overholder ‘buddet’ om sund ernæring.
– Man kan undre sig over, at den måde at tænke på er så fremherskende i vores ellers ikke særligt religiøse samfund. Men forklaringen er, at når vi nu ikke længere tror på et liv efter døden, så skal det hele foregå nu. Det gælder med andre ord om at passe på kroppen, som skal være sund og velplejet. Den bliver så vigtig, fordi den er et udtryk for dig selv. Kroppen bliver en gud, som vi kan bekende os til, forklarer idehistorikeren.

Det fælles måltid

Hun anerkender, at samfundet er nødt til at gøre noget ved det faktum, at flere og flere bliver fede, og at de bliver syge af det. Men hun mener, at oplysningskampagner som f.eks. ‘6 om dagen’ forfejler sit mål.
– Der er en tendens til, at de lavtlønnede, de nederst placerede i samfundshierarkiet, har en øget risiko for at blive overvægtige. Ofte er der ikke særlig meget fleksibilitet i deres job, og derfor kan det i praksis være umuligt at få motion indpasset i hverdagen. Desuden mangler socialt udsatte grupper ofte det overskud, der kræves for at tilegne sig ny viden og nye madvaner og få dem indpasset i en presset dagligdag.
Sascha Qvortrup siger, at også storbymennesker har en forøget risiko for at blive overvægtige. Det er så nemt lige at snuppe sig en burger og spise den undervejs. Spiser man ofte alene, er der også en risiko for at tage alt for meget på.
– Hvis vi skal vende den negative udvikling, mener jeg, at vi skal inddrage flere bløde humanistiske aspekter frem for kun at se på hårde fakta. Det er jo meget følelsesladet, hvad man spiser, og den side af sagen bliver der slet ikke taget stilling til i kampagnerne. Vi skal have en diskussion om vigtigheden af det fælles måltid. Spiser man sammen med andre, er der større nydelse ved maden, og der er en form for social kontrol. Den kan betyde, at man ikke spiser for meget.
Det er vigtigt at ritualisere måltidet ved at gøre noget ud af det. Det kan være at lægge en dug på bordet, pynte med blomster og et tændt lys i stedet for bare at smække gryderne på bordet og skovle maden ind. Vi skal lære at sætte pris på det gode måltid, foreslår Sascha Qvortrup.

Se på mennesket bag

Samfundets negative holdning overfor overvægtige bryder hun sig ikke om, og hun beklager, at vi har vendt tidligere tiders fællesskab ryggen til fordel for at dyrke os selv. Hvis vi levede i et fællesskab, ville vi tage ansvar for hinanden frem for at se overvægt som et individuelt problem. Det ydre ville træde i baggrunden, og vi ville se mere på mennesket bag, mener hun.
Sascha Qvortrup ser imidlertid ikke tegn på at holdningen til overvægtige vil ændre sig. For et individualistisk samfund skaber intolerance. Ikke kun over for de fede, men også over for andre grupper som f.eks. etniske minoriteter og handicappede, siger hun.