Det gør ondt, når de griner

---

Bag mange tykke kroppe gemmer der sig dugfriske såvel som tidligere oplevelser af mobning. Både børn og voksne må høre for deres vægt. Det sætter sine spor. Det er ydmygende og resulterer ofte i lavt selvværd, hvis ikke der er nogen til at bakke op.
Det viser beretningerne fra de 21 børn og unge i bogen ‘Overvægt’.

Livet som tyk

“Jeg føler, de griner ad mig, når de går forbi. Jeg blev mobbet meget i skolen, og det var ikke sjovt. Hver eneste dag skulle nogen lige sige, hvor tyk og grim jeg var”, fortæller Heidi i bogen, hvor børn og unge åbenhjertigt fortæller, hvordan det er at leve med alt for mange overflødige kilo.
– Vi hører om alle de små og store problemer i dagligdagen. Angsten for at blive hånet i gymnastiktimen. Nederlagene hver gang der skal købes nyt tøj. Andre børns mobning, som er med til at forpeste livet og få den overvægtige til at trække sig væk fra socialt samvær og sidde ensom tilbage, fortæller Jette Kiær Ørntoft, som har redigeret bogen. Men vi får også et indblik i glæden, når det lykkes at smide et par kilo eller at blive lukket ind i fællesskabet, tilføjer hun.

Det kræver opbakning – og mod

Langt de fleste af de unge, der tager ordet i bogen, har været overvægtige fra de var små, de har levet i en familie, hvor også en af de voksne var overvægtig, og de har været igennem mere eller mindre vellykkede forsøg på at tabe sig.
Et andet fællestræk ved beretningerne er, at der hvor vægttabet lykkes, er der, hvor der er overskud til at gøre en fælles indsats i familien.
– Forældrene må tage ansvaret, siger Jette Kiær Ørntoft.
Og psykolog Tine Heede, der har bidraget med et kapitel om de psykiske aspekter, lægger op til, at forældre der vil støtte deres børn i et vægttab, må prioritere de samme livsstilsændringer, som de lægger op til for børnene.
– Det er den bedste motivation, siger hun.
De unge, der står frem i bogen, er med til at bryde et tabu. Og det er modigt gjort. Det mener Jette Kiær Ørntoft, der samtidig peger på, at de unge giver os en chance for at forstå, hvor slemt det er at være overvægtig og udenfor.
– Det giver os en bedre chance for at gribe ind og sætte en stopper for den alarmerende udvikling i antallet af overvægtige børn, siger hun. Heidi Heino Hansen skriver:

Jeg lukkede mig inde

Jeg har prøvet at tabe mig ved ikke at spise. Jeg tog maden med ind på mit værelse og spiste to mundfulde. Resten smed jeg i skraldespanden. Men den metode hjalp ikke, for så spiste jeg bare slik i stedet for. Nu spiser jeg sammen med min mor. Vi spiser almindelig mad. Hos min far, som er på slankekur, får jeg slankemad.
Jeg lukkede mig meget inde, da jeg gik i folkeskolen. Nu kommer jeg lidt mere ud, men ikke så meget, for jeg kan stadig møde nogen, der råber ad mig på gaden. Det kan jeg ikke holde ud. Jeg bliver sur og ked af det og kan komme til at såre dem, jeg holder mest af. Så jeg prøver at holde det tilbage.
Jeg føler, når folk går forbi mig, at de griner ad mig. Jeg blev mobbet meget i skolen, og det var ikke sjovt. Hver eneste dag skulle nogen lige sige, hvor tyk og grim jeg var, så jeg begyndte bare at græde, når de var gået. Når jeg så kom hjem, trøstespiste jeg. Christina Simonsen skriver:

Jeg føler mig anderledes

Jeg har været overvægtig fra jeg var helt lille. Dengang var det ikke noget problem, jeg havde mange legekammerater i børnehaven. Problemerne begyndte først rigtigt, da jeg kom i skole, hvor der var en del, der mobbede mig på grund af min vægt. I gymnastiktimerne var jeg ikke glad for at skulle være med, specielt ikke når vi skulle lave noget i hold, for jeg var sikker på, at jeg blev valgt til sidst og det kom også til at holde stik. Ligesom jeg ofte i frikvarteret ikke havde nogen at være sammen med.
Da jeg gik i 2. klasse var jeg tit ked af det og græd på vejen hjem. Jeg begyndte at sige til min mor, at jeg havde ondt i maven eller hovedet samt andre ting for at undgå at komme i skole. Men mor fandt hurtigt ud af, hvad der var galt, så jeg blev flyttet til en anden skole. Jakob Bo Jakobsen skriver:

Mørkets herre

Jeg har flere gange af min læge og min forældre fået tilbudt at komme på julemærkehjem, men har afslået, for det har jeg ikke haft lyst til. Hver gang jeg har fået det foreslået, er jeg blevet ked af det, for på mig har det virket som om mine forældre har sagt: du er en fed gris, og vi vil gerne af med dig. Selvfølgelig har de aldrig ment det på den måde, men jeg har en tendens fra min mor til at opfatte tingene på den værst tænkelige måde. Ann Christine Kirkegaard skriver:

Svært uden venner

Overvægten har givet mig problemer, fordi jeg har svært ved at løbe og komme i god fysisk form, og også fordi jeg sidder og spiller meget computer. Men det er jo lidt på grund af mangel på venner. Hvis jeg havde flere venner, der boede i nærheden så jeg tit kunne være sammen med dem, kunne vi gå en lang tur eller hygge på en eller anden måde. Hvis jeg bare kunne lukke de fleste dårlige bemærkninger ude og have et par gode venner, så ville overvægt ikke være så slemt, men hvis man, som jeg, har en bror eller søster, der generer, er det meget sværere, for så har man ikke længere et sted, hvor man kan slappe af og glemme andres mening. Overvægt. 21 børn og unge skriver om at være overvægtig
Redaktion: Jette Kiær Ørntoft og Birgit Madsen
Kroghs Forlag 2005