Stor hjælp til små børn

---

– Vi havde en frustration over ikke at gøre det godt nok. Vi spurgte simpelthen os selv, hvordan vi kunne gøre det bedre, siger diætist Kenneth Christiansen og tænker tilbage.
– Børnene var for store, når de kom i behandling hos os. Vi så og ser stadig 10-12-årige børn på mellem 80 og 120 kilo. I den alder er både mad- og bevægelsesvaner veletablerede og svære at ændre. Og mange børn kommer kun i behandling, hvis de selv beder om hjælp. Vi har sågar været ude for en 12-årig, der kom helt alene uden forældre, fortæller han.

BMI for småbørn

Diætisterne i Ringkøbing Amt var kort sagt ikke tilfredse med situationen på børneområdet – og det blev startskuddet til et pilotprojekt med tilnavnet STOR – der står for ’Struktureret, tværfagligt og tværsektorielt tilbud til småbørn med overvægt og deres familier i Ringkjøbing Amt’.
Projektet løb af stabelen sidste halvår af 2005 med støtte fra Sundhedsstyrelsen. Men efterfølgende er metoderne fra projektet blevet en fast del af diætbehandlingen i Ringkjøbing Amt. Grundlæggende handler det om, at familier med overvægtige børn skal hjælpes langt tidligere – så risikoen for overvægt i voksenalderen minimeres.
– Tidligere har vi manglet en standard for, hvornår børn var overvægtige. I projektperioden blev der lavet en systematisk opsporing. Alle læger i amtet brugte samme henvisningskriterium. De anvendte et alderskorrigeret BMI ved tre-, fire- og fem-årsundersøgelserne, og de børn, der havde for højt BMI, kunne henvises til tilbuddet i Ernæringsenheden, fortæller Kenneth Christiansen, der var projektleder på STOR .

Det lange træk

I Ernæringsenheden blev familierne mødt af både diætist, fysioterapeut og familiekonsulent. Familiekonsulentens rolle blev afgjort undervejs – nogle familier havde brug for støtte til f.eks. opdragelse – andre ikke. Fysioterapeuten og diætisten var til gengæld involveret i samtlige forløb for de 22 familier, som startede på at ændre mad- og bevægelsesvaner i projektperioden.
Tilbuddet ligner ikke et almindeligt forløb hos en diætist. Blandt andet på grund af det tværfaglige samarbejde, men også fordi planen er at følge børnene helt til de bliver voksne. Det første år med fem besøg i Ernæringsenheden, det andet år to og derefter en årlig opfølgning frem til børnene bliver 18 år. Altså et langvarigt forløb – men uden særlig tæt ’overvågning’.
– Vi har lænet os op ad en svensk model, der anbefaler, at man ikke følger familierne så tæt. En begrundelse er, at hvis vi ser familierne for ofte, risikerer vi at tage ansvaret fra dem, forklarer Kenneth Christiansen. Han understreger, at motivationen for de længere intervaller mellem møderne ikke var økonomisk.

Ingen løftede pegefingre

Ideen er at inddrage hele familien i behandlingen og styrke den i at tage ansvar for situationen.
– Vi kommer med vores faglige viden om mad og børn. Forældrene har til gengæld en viden om eget liv, og vi skal vise en respekt for deres måde at leve på. Og det gør vi ved at afstå totalt fra fejlsøgning. Kort fortalt leder vi efter det gode i familien – og prøver at få dem til at gøre mere af det, forklarer Kenneth Christiansen. Diætbehandlingen handler derfor heller ikke om påbud.
– Den eneste retningslinie jeg udstikker handler om, at alle børn anbefales at spise en vitaminpille hver dag! Ellers handler det mere om at udfordre forældrenes holdninger: hvordan er de selv opdraget? Er børnene med til at lave mad i familien? Kan en tre-årig selv hælde op? Har de tænkt over, hvor meget sukker, der er i en pose vingummi og så videre, forklarer Kenneth Christiansen.

Ansvar gør stærk

Målet er at få forældrene til at overveje, hvordan de har indrettet sig på madområdet og gøre opmærksom på en hensigtsmæssig ansvarsfordeling.
– Det er jo forældrene, der er ansvarlige for indkøb og dermed for, hvad der står i skabene. Børnene kan til gengæld tage ansvar for, om de er sultne eller mætte og at vælge imellem det, der serveres. Og forældrene skal ikke kommentere på børnenes valg, men sørge for, at udbuddet er rigtigt. De bør selv gå foran og spise de sunde ting, opfordrer Kenneth Christiansen. Men hvis barnet får ros for sine valg, risikerer vi, at de spiser for forældrenes skyld. Det skal være lysten, der driver værket.
Da der på et tidspunkt kom en person udefra og satte lup på projektet, gav en del forældre udtryk for forbehold over for den dialogprægede metode. De ønskede sig mere konkret rådgivning. Men teamet bag projektet havde en klar oplevelse af, at forældrenes evne til at handle og ansvarsfølelsen voksede gennem samtalen, så metoden fastholdes i det tilbud, der er i dag.

Tidlig indsats

Hvordan gik det så, med de familier, som blev henvist i projektperioden? Af gode grunde er svaret ikke endegyldigt, da børnene jo skal følges til voksenalderen, men efter tre konsultationer havde cirka 70 procent havde tabt sig – eller de havde samme BMI som i starten. 30 procent havde taget på. Alle familier meldte tilbage om mere bevægelse og et ændret forhold til fysisk aktivitet fra pligt til lyst. 92 procent af børnene spiste flere grøntsager og 71 procent mere frugt. Kenneth Christiansen er godt tilfreds med ændringerne, men forsøger samtidig ihærdigt at opspore en kontrolgruppe, så erfaringerne fra projektet og den fortsatte indsats kan videnskabeliggøres. For hvis metoden viser sig at være effektiv, kan den anvendes i andre dele af landet.
– Vi er os bekendt de første, der anvender det alderskorrigerede BMI i praksis på småbørn, og vi ved nu, at det kan bruges. Om vores behandling virker på langt sigt, det ved vi først om 15 år. Men det, at vi arbejder tværfagligt og med hele familien kunne jeg allerede nu ønske blev gjort over hele landet. Ingen ved reelt, hvad vi skal gøre ved de massive overvægtsproblemer. Alle undersøgelser viser dog, at det er uhyre vanskeligt at slippe varigt af med overvægt, når du er voksen. Derfor gælder det i høj grad om at gøre noget, inden det er for sent.